Kære læser
Som investor og finansiel rådgiver skal man for tiden for alvor holde fast i bordkanten for ikke at blive rundforvirret. Særligt slutningen af denne uge har været ret vild.
Torsdag kom der 1. kvartalsmelding fra den amerikanske techgigant Meta, som skuffede markedet fælt. Ikke fordi selve 1. kvartalsresultatet skuffede, men fordi ledelsen varsler højere omkostninger fremadrettet til udviklingsprojekter. Aktien blev sat 15 pct. ned i eftermarkedet onsdag, og yderligere 10 pct. ned torsdag.
Torsdag kl. 14.30 kom så en dobbelt mavepuster til aktiemarkedet. Foreløbige BNP-data for væksten i USA i 1. kvartal skuffede fælt: Væksten i amerikanernes private vareforbrug er gået helt i stå, og forbrugernes øgede serviceforbrug blev stort set alene trukket af øgede udgifter til healthcare og finansielle ydelser.
Den helt store bidragsyder til væksten i 1. kvartal på 1,6 pct., mod forventet 2,6 pct., var derudover boliginvesteringer og offentlige udgifter. Det indikerer, at 2. kvartal kan blive meget svagt, da amerikanernes privatforbrug nu bremser hårdt op.
Men der kom altså en dobbelt mavepuster: Core PCE-forbrugerpriser steg markant mere end ventet. 3,7 pct. seneste kvartal mod analytikernes forventning på 3,4 pct. PCE – som står for Personal Consumption Expenditures Price Index – afspejler, hvad de amerikanske forbrugere faktisk betaler for varer og services.
Det anses for at være det forbrugerindeks, som den amerikanske centralbank lægger mest vægt på i sin vurdering af renteafgørelser. Rentemarkedet reagerede da også prompte ved at skrue yderligere ned for forventningerne til rentenedsættelser i år.
Aktuelt er der knap 60 pct. sandsynlighed for ingen eller én rentesænkning i år. Og det er en kæmpe forskel fra blot for en måned siden.
Begge nøgletal fik aktierne til at dykke torsdag, men kun kortvarigt, da markedet havde luret, at der allerede torsdag aften efter lukketid, kl. 22, ville komme gode 1. kvartalsregnskaber fra Microsoft, Intel og Alphabet (Google). Sidstnævnte i den grad med et Earnings Per Share-overskud, som blev 20 pct. højere, end analytikerne havde forventet.
Det gav selvfølgelig den forventede fest et ekstra skud, og det løftede aktiemarkederne markant, på trods af den dobbelte mavepuster tidligere på dagen. Der kan komme flere positive 1. kvartals-overraskelser, og det ville ligne aktiemarkedet at reagere på de kortsigtede signaler fra regnskabssæsonen.
Men vi tror, at aktiemarkedet snart kommer tilbage til den fundamentale virkelighed med indikationerne på stagflation, altså økonomisk stagnation og inflation. Det har aldrig været en god cocktail, så der kan stadig ligge ulykker forude for makroøkonomien og finansmarkederne. I parentes skal nævnes, at der kom endnu et sæt inflationstal fredag, som tog lidt af inflationsnervøsiteten.
I første omgang skal vi forholde os til den aktuelle 1. kvartalsregnskabseufori, som har givet stemningen på aktiemarkederne et spark opad. Det blev understøttet af en voldsom stigning i containerfragtraterne ved fredagens ugetal, og det gav også hele shippinguniverset et stort løft.
Positive signaler fra fragtrater og gode 1. kvartalsregnskaber KAN forstærke den positive stemning og give medløb til momentum. Men underliggende er det fundamentale billede slet ikke godt. Altså et ret så kompliceret billede.
Og hvad siger teknikken så? Som det fremgår af grafikken for den styrende amerikanske S&P Future har de seneste dages kursstigninger ført futuren op i toppen af den faldende trendkanal. Så starten af næste uge bliver meget afgørende for, om vi kommer tilbage til en optrend, eller om vi har nået en midlertidig top nu.
Kommer der fortsat meget positive regnskaber fra Bigtech-selskaberne, tror vi på et brud op, og det kan forstærke det positive momentum. Modsat vil skuffelser udløse en markant nedtur. Hold øje med 1. kvartalsregnskab fra Amazon på onsdag (forventet EPS 0,84/Q1-23: 0,31) og på torsdag Apple (1,51/1,52). Men den store begivenhed i 1. kvartalssæsonen bliver Nvidias regnskab den 22. maj.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.