Tema om Coop-transaktionen: Energiselskabet OK ambas overtagelse af kontrollen bliver sandsynligvis redningen for landets næststørste detailhandelskæde. OK’s overtagelse af Coop Danmark vil betyde, at kommercielle hensyn i en årrække vil overtrumfe de bløde brugsforeningsværdier, mener formand for brugsforeningerne. Men det er også nødvendigt for, at den danske brugsbevægelse skal overleve. Chefredaktør Morten W. Langer ser på den historiske transaktion.
Hvad er en brugsbevægelse med over en million medlemmer ”værd” uden en landsdækkende detailhandelskæde til at bakke folkebevægelsen op? Nej, ingenting.
Netop derfor er det afgørende for den danske brugsbevægelse med en 157-årig historie, at der nu kommer knivskarpe købmænd ind i Coop og overtager styringen – og gennemfører den nødvendige ændring af kulturen.
Som det fremgår af regnskabsanalysen af OK amba, ledes energiselskabet af dygtige kommercielle købmænd. Og selvom det er et andelsselskab, så er det den klingende mønt, der tæller i ledelsens og kundernes bevidsthed. De får nemlig udbetalt udbytte af overskuddet, og andelsbeviserne stiger i værdi.
OK ambas ledelse skriver selv som et sellingpoint, at det er en god investering for kunderne at være andelshavere. Og nok især for store erhvervskunder, der kan tegne andelsbeviser efter størrelsen af deres årlige køb. Så det minder lidt om en andelsbevægelse, baseret på ægte rå kapitalisme.
Med den store milliardinvestering i Coop risikerer andelshaverne i OK i realiteten, at der spises af deres årlige overskud, og at det årlige overskud bliver meget mindre. Det er næppe det, der er planen.
OK sætter sig ikke kun på ejerkontrollen i Coop Danmark, men også på et flertal i bestyrelsen. Selvom der er tale om to andelsselskaber, er kulturen meget forskellig i de to organisationer. Coops ledelse og kultur har gennem mange år været præget af bløde værdier i brugsbevægelsen, og det har overskygget fokus på en stringent kommercielt lønsom forretningsdrift.
Ude i de selvstændige brugsforeninger klapper man i hænderne over at få OK som ny dominerende ejer. Økonomisk Ugebrev har snakket med formanden for de selvstændige brugsforeningers arbejdsgiverforening, Søren Tang Sørensen, som også er formand for Ribe og Omegns Brugsforening med tre forretninger.
Han er henrykt over det nye ejerskab af Coop. Han forventer nu, at der kommer et skarpt kommercielt ejerskab ind i toppen af Coop. Men han forventer også kæmpestore omvæltninger forude de kommende år.
Ledelserne for Coop og OK har ikke afsløret meget om, hvor Coop skal genrejses økonomisk.
I det såkaldte ”forståelsespapir” oplyses, at ”med den nye aftale bliver der lavet grundlæggende om i den måde, Coop styres på.” Hvad det mere konkret betyder beskrives ikke nærmere. Men det er nærliggende, at det handler om hårdhændet købmandskab.
Søren Tang Sørensen oplyser til Økonomisk Ugebrev, at der sikkert kommer masseafskedigelser i hovedsædet, fællesomkostninger, som betales af de enkelte brugsforretninger, nedbringes markant, forretningernes indkøbspriser skal reduceres, og leverandørkvaliteten skal løftes, så forretningerne bliver mere konkurrencedygtige i forhold til konkurrenter og forbrugerne.
Han peger på, at der er hårdt brug for hårdhændet købmandskab i Coop, og han mener, at OK vil kunne løfte denne opgave. ”Det er rigtigt, at både Coop og OK er andelsejede. Men i OK er der en helt anden ledelseskultur og fokus på økonomi end i Coop. De selvstændige brugsforeninger er meget tilfredse og glade for, at OK nu tager kontrollen”, siger Søren Tang Sørensen.
Som det fremgår af regnskabsanalyserne af henholdsvis de nye regnskaber fra Coop og OK, viser tallene med al tydelighed, at der er kvalitetsforskelle i købmandskabet i de to virksomheder.
Coop leverede sidste år og forrige år et EBITDA-driftsresultat på ca. minus 700 mio. kr. begge år (excl. salgsavancer ved salg af ejendomme). Til sammenligning kom REMA 1000 ud med et EBITDA-plus på 965 mio. kr. med næsten samme omsætning, og Salling Group med et driftsplus på 4,3 mia. kr. med en omsætning to gange Coops.
Grundlæggende skal der altså skæres 1,6 mia. kr. i Coops omkostninger, hvis man vil opnå samme lønsomhed som i REMA 1000. Det modsvarer godt en tredjedel af de samlede lønomkostninger i Coop, eller godt 3000 færre fuldtidsansatte.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.