Tre af landets fremmeste skatteeksperter kommenterer her resultaterne af Økonomisk Ugebrevs årlige Tax Governance Rating samt giver deres bud på tendenser og udfordringer på området. Eksperterne påpeger, at nye rapporteringskrav fra blandt andet EU har ført til øget åbenhed. Men rapporteringspresset giver også udfordringer: Det øger risikoen for taxwashing og skaber flaskehalse. Ifølge Ole Bendixen, Senior Adviser hos BENDIXEN Tax Governance, har virksomheder svært ved at skaffe kvalificerede medarbejdere til at løfte opgaven.
EU, OECD og andre multinationale organisationer har de seneste år udstukket en række krav og retningslinjer til store virksomheders skatterapportering. Det gælder blandt andet EU’s land-for-land rapporteringsdirektiv, der indebærer, at store virksomheder fra juni i år skal rapportere om deres land-for-land skattebetalinger i EU samt for såkaldt sortlistede lande, herunder Panama.
Selvom de globale rapporteringsinitiativer formentlig fører til øget åbenhed omkring selskabers skattebetalinger, er der ifølge Ole Bendixen, Senior Adviser hos BENDIXEN tax Governance, også en bagside af medaljen.
”De byrdefulde krav til skattecompliance kommer til at udgøre en betydelig udfordring for danske virksomheder de kommende år. Mange har allerede svært ved at tiltrække tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft til at løfte opgaverne. Da der ikke kan fremtrylles tusindvis af kvalificerede skattemedarbejdere ved et fingerknips, så tror jeg ikke, at man skal undervurdere denne potentielt alvorlige flaskehals,” siger Ole Bendixen.
Søren Dalby, CEO og Senior Partner i KPMG Acor Tax, oplever også, at de øgede rapporteringskrav presser en del virksomheder, fordi skatteafdelingen mangler ressourcer til at løfte de mange nye opgaver. Han fremhæver, at der udover bæredygtighedsrapportering også er kommet et væld af nye regler og globale skattereformer, ikke mindst OECD’s store flagskibsprojekter, de såkaldte BEPS Søjle 1 og Søjle 2.
Ifølge Søren Dalby skaber EU’s stort anlagte Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) også forøget usikkerhed, fordi det er uklart, hvilken rolle selskabers skattebetalinger egentlig spiller i direktivet: ”Lige nu spørger mange sig selv, hvordan de skal implementere skat i forbindelse med deres CSRD-rapportering. Er skat væsentligt – og skal vores skattepolitik og rapportering være en del af næste års CSRD-rapport?”
Hans From, Executive Tax Director i EY, er enig: ”Set fra min stol er den største udfordring den eksisterende usikkerhed om og i givet fald hvordan skatterapporteringstal kommer til at indgå i EU’s kommende rapporteringskrav. CSRD er nu vedtaget, men det synes endnu uafklaret om forventningen er, at de omfattede selskaber skal inkludere skattedata om eksempelvis grønne afgifter i deres rapportering. Her kunne en klar og entydig definition være til hjælp for selskaberne.”
Hans From forventer, at virksomheder de kommende år frivilligt og grundet pres fra myndigheder vil offentliggøre langt mere skattedata, end vi ser i dag – hvilket vil resultere i et stort fokus internt i virksomhederne på ikke blot at sikre pålidelige og validerede skattedata, men også på, at der er sammenhæng mellem deres officielle skattepolitik og de konkrete data, som virksomheden fremlægger.
Ole Bendixen advarer i den forbindelse selskaberne mod øget risiko for såkaldt taxwashing, hvor virksomheder påstår noget omkring deres skatteadfærd, som sidenhen viser sig ikke at være korrekt: ”Vi har set flere eksempler på taxwashing i udlandet, så det må også forventes at kunne ske i Danmark. Det er naturligvis fristende at komme med et postulat i sin skattepolitik, når man ved, at nærmest ingen har mulighed for at faktatjekke informationen. Men viser det sig, at der er uoverensstemmelse mellem ord og handling, så vil hammeren formentlig ramme virksomhederne hårdt.”
Søren Dalby fremhæver her den klassiske læresætning om, at selskaber skal måles på, hvad de gør og ikke på, hvad de siger, de gør: ”Det handler om fokus på processer, risici og kontroller samt at kunne stå på mål for, at indholdet i skattepolitikken rent faktisk efterleves – og hvis ikke, at man så tør at være åben omkring dette.”
”I vores seneste globale KPMG-survey med hundredvis af besvarelser er det faktisk 75 procent af alle de deltagende selskaber, der har disse forhold som deres primære fokusområde lige nu – og det er ikke kun foranlediget af ansvarlighedsagendaen men også som følge af, at rigtigt meget ny lovgivning stiller store krav til virksomhedernes data, både i forhold til kvalitet og indre sammenhæng,” siger Søren Dalby.
Den stigende åbenhed omkring skat skinner også igennem i dette års udgave af Økonomisk Ugebrevs Tax Governance Rating. Eksempelvis er andelen af large cap-selskaber, der rapporterer om land-for-land skattebetalinger, steget fra 50 procent i 2022 til 60 procent i 2024. Og ser man på andelen af selskaber, der rapporterer om skattebetalinger for samtlige lande – altså langt mere end de vedtagende men endnu ikke gældende EU-krav foreskriver – er den steget fra blot 11 procent i 2022 til 28 procent i 2024.
Den markante stigning overrasker dog ikke Søren Dalby: ”Der er mange selskaber, der gerne vil være fast followers men ikke nødvendigvis markedsledende. Nu er der flere der ser og hører om, at andre har offentliggjort fuld land-for-land oversigt over deres skattebetalinger – og uden at blive udstillet negativt eller udfordret. Så måske er noget af den indledende skepsis overvundet.”
Økonomisk Ugebrev Tax Governance Rating 2024 viser desuden, at næsten hver fjerde large cap-selskab oplyser om deres samlede skattebidrag også kaldet global tax footprint eller total tax contribution, fordelt på afholdte og opkrævede skatter.
De tre skatteeksperter er enige om, at offentliggørelse af det samlede skatteaftryk, der blandt andet inkluderer selskabsskat, moms og medarbejderskatter, ikke alene giver et mere fyldestgørende billede af virksomheders bidrag til samfundet end blot deres betaling af selskabsskat – der vil formentlig også være endnu flere selskaber, der inden for de næste par år oplyser om deres samlede skattebetalinger.
”Jeg har altid været af den overbevisning, at rapportering af det globale skatteaftryk giver et mere rammende billede af et selskabs bidrag til samfundet, ikke mindst når vi ser på den måde, vi i Europa beskatter et selskabs aktiviteter. Og det er min klare overbevisning, at der i øjeblikket er en del selskaber, som overvejer at kunne vise et bredere billede af deres skatte- og afgifts aftryk, end kun at vise deres selskabsskattebetaling, som land-for-land rapporteringen er udtryk for,” siger Hans From.
Ifølge Søren Dalby påpegede flere af deltagerne ved en konference om ansvarlig skat, som KPMG afholdt for et par år siden, at oplysninger omkring det samlede skattebidrag kunne være med til at nuancere billedet af selskabernes påvirkning af menneske og miljø ved at knytte de samlede skattebetalinger sammen med selskabernes øvrige ESG-aftryk – i stedet for kun at rapportere om én type af skat, nemlig selskabsskat.
Ole Bendixens erfaring er, at der faktisk ligger en ganske god historie i at fortælle omverden, hvad virksomhedens tilstedeværelse har af betydning for det land, den opererer i: ”Ved at vise sit overordnede samfundsbidrag på skatte- og afgiftsområdet, opnår virksomheden en bedre forståelse og anerkendelse blandt virksomhedens interessegrupper. Og så er selskabsskattebetalingen jo oftest slet ikke det største skattebidrag til et land, derfor vælger nogle selskaber at oplyse det samlede billede, da dette godt kan vise sig at være 3-4 gange større end den betalte selskabsskat.”
Alle resultater samt en komplet rangliste for Økonomisk Ugebrev Tax Governance Rating for large cap-selskaber findes her.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.