En stribe belastende episoder hober sig op. Præstegaard har nu ikke kun lagt sig ud med førende finanseksperter, men også de toneangivende finansielle medier. Det bliver et stadigt større spørgsmål, om han kan overleve dette pres, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i denne kommentar.
De fleste topchefer finder det nemmest og mest smertefrit at erkende fejl, sige undskyld og rive plastret af i et snuptag, hvis man har en dårlig sag. På nuværende tidspunkt kan man ikke sige, at det er den strategi, adm. direktør Martin Præstegaard har valgt at følge som topchef i ATP.
Det er i sig ganske modigt af ham at forsvare ATP’s tvivlsomme investeringsafkast helt til grænsen. Men de seneste uger synes modet at have udviklet sig til overmod. Og udefra set synes en grænse at være overskredet, da Martin Præstegaard udvandrede fra et interview med Dagbladet Børsen, som efterfølgende gav en hel del dårlig presse – ikke mindst i Berlingske Business.
Instinkt og impuls
Martin Præstegaard havde allerede lagt sig ud med de uafhængige eksperter, anført af professor Jesper Rangvid, som ATP-chefen endda formåede at kalde en ”mandagstræner” i et andet interview. Man må efterhånden spørge, om der overhovedet er en kommunikationsstrategi i ATP, og om kommunikationsafdelingen i ATP har styr på Martin Præstegaard.
For det virker ikke som om, at Martin Præstegaard selv har styr på ret meget.
Det er ikke første gang, Martin Præstegaard reagerer helt instinktivt og impulsivt, når han får svære spørgsmål fra journalister. Tilbage ved halvårsregnskabet sidste år fik Økonomisk Ugebrev også et interview med ham og spurgte til investeringsstrategien for udenlandske aktier, hvortil Martin Præstegaard svarede, at ATP ikke har en aktiv, men en passiv investeringsstrategi, da man har lige mange penge investeret i alle aktier.
Svaret indikerer en basal mangel på forståelse af investeringsstrategi, og da Ugebrevet ønskede at få uddybet svaret, blev også dette interview stoppet brat. En passiv investeringsstrategi ville betyde, at man skal have mest i de største aktier. Men dem har ATP slet ikke investeret i.
Meget tyder efterhånden på, at det altså ikke bare halter med kommunikationen, men også basal investeringsforståelse i toppen af ATP.
For første gang nogensinde har ATP’s topchef ikke en solid faglig baggrund i den finansielle verden. Det havde Lars Rohde, Carsten Stendevad, Christian Hyldahl til Bo Foged. Martin Præstegaard er derimod fuldblods embedsmand, og han blev endda underkendt til topposten af Finanstilsynet i første omgang.
ATP’s formand, Torben Andersen, er økonom på Aarhus Universitet, så dér er endnu en fuldblods akademiker. Ingen af dem har nogensinde være ude at arbejde i den danske eller internationale finansverden. De forlader sig åbenbart på den investeringsmodel, som tidligere adm. direktør Lars Rohde indførte i ATP for mere end ti år siden, og overlader så åbenbart de komplicerede beslutninger til folkene i ATP´s investeringsafdeling, som selvfølgelig ikke har den mindste interesse i at indrømme eventuelle fejl.
Investeringsfolkene spiller virkelig højt spil med gearing af investeringerne, lån på tværs af organisationen for hundrede milliarder kroner, stort set ingen investeringer i de største aktier på det globale aktiemarked, som man i stedet shorter efter forgodtbefindende.
Samlet mediefront
Undervejs er det lykkedes Martin Præstegaard at samle finans- og erhvervsmedierne i kritikken af ATP og hans ledelse. Noget, der ellers sker yderst sjældent nu om dage, hvor alle medierne desperat prøver at sætte deres egen dagsorden.
Derfor skal den seneste udvandring fra interviewet med Børsen ses som en gamechanger for Martin Præstegaard. Børsens beskrivelse af interviewet blev straks fulgt op af Berlingske Business og flere andre medier.
Det seneste år har det mest været nicheprægede finansmedier som Finanswatch og Økonomisk Ugebrev, der virkelig bed sig fast i ATP. Nu er de store medier hoppet med. Sådan et ulvekobbel er der ikke mange topdirektører eller toppolitikere, der kan overleve, selv på kort sigt.
Derfor bliver det nu uhyggeligt svært for ATP at komme igennem med nogle som helst positive historier om afkastet. Der skal mirakuløst gode afkast til nu, hvis ikke spørgsmålene bare skal centrere sig om, hvornår man vinder det tabte fra 2022 tilbage.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her