CBS-forslag om pensionssystem uden forståelse og realisme

En ny rapport fra CBS foreslår, at danskerne skal vente med at spare op til pension, til de allerede er ældre. Men konklusionen er i direkte modstrid med, hvad arbejdsmarkedets parters ønsker, og rapporten vil derfor med stor sikkerhed gå direkte i glemmebogen, skriver fagredaktør Carsten Vitoft i denne analyse.

Det er ikke første gang, at førende forskere tager livtag på det yderst komplekse danske pensionssystem. Det bliver heller ikke sidste gang, at forskeres velmente og teoretiske overvejelser går direkte hen over hovedet på dem, der reelt bestemmer– nemlig arbejdsgiverne og fagbevægelsen.

Tidligere har professor fra Aarhus Universitet Torben Andersen forsøgt sig med forslag om, at friværdi i ejerboligen skal indgå i pensionsopsparingen. Og han har sågar været formand for en af de tidligere pensionskommissioner, som dog blev nedlagt igen.

Lektor Henrik Ramlau-Hansen fra CBS har tidligere foreslået en differentieret pensionsopsparing – sådan, at de unge ikke skal betale så meget i pension som de ældre på arbejdsmarkedet. Det er nogenlunde samme forslag, som andre forskerne fra CBS netop har fremlagt i en ny rapport.

Forslag om kommission

Det vil selvfølgelig være lidt af en stjerne på skulderen, hvis ens forskning kan føre til reelle ændringer i det danske pensionssystem. Det vil utvivlsomt også være en ære at sidde med ved bordet, når og hvis en ny pensionskommission nedsættes. Efter den nye rapport gik der heller ikke lang tid, før nedsættelsen af en pensionskommission blev foreslået af en CBS-kollega.

Nedsættes en ny kommission, vil det være den femte i nyere tid, uden at der er kommet meget ud af det.

De nye rapport konkluderer, at danskerne sparer for meget op til pension, og budskabet lægger sig meget op ad en stigende konsensus i den akademiske verden. Men i den virkelige verden ser forslagene ikke ud til at få ben at gå på, overhovedet.

For det første vil arbejdsmarkedets parter, særligt fagbevægelsen, være stejlt imod, at man differentierer indbetalingsstørrelse i overenskomsterne efter alder. Det ville betyde, at yngre arbejdskraft bliver billigere end ældre, hvilket kan give arbejdsgiverne nogle forkerte incitamenter til at ansatte og afskedige. Det samme gør sig gældende for de med lavere timetal og udenlandsk herkomst.

Ens indbetalinger for alle aldre er derfor et ufravigeligt princip for dem, der bestemmer på det danske arbejdsmarked. Af samme grund er pensionsindbetalingen på det private arbejdsmarked heller ikke sat op siden 00´erne. Man har i stedet indført en frit-valgskonto, som nu er 9 pct. af indbetaling af lønnen. Den enkelte kan her selv vælge, hvad de ekstra penge skal gå til – løn, pension eller visse former for frihed.

For det andet kommer et forhold, som akademikere og forskere på universiteterne og offentligt ansatte ikke mærker nævneværdigt som et problem. Nemlig at ældre, især på det private arbejdsmarked, i højere grad er ledige og har sværere ved at komme i job igen. Derfor er det bedre for de grupper med svingende og måske usikker beskæftigelse i tide at få sikret deres pensionsopsparing.

Man kan ikke, som i universitetsforskernes stiliserede modeller, forudsætte, at der er beskæftigelse og pensionsindbetalinger helt indtil pensionsalderen.

Stort fokus, lille effekt

Budskab om aldersvariabel pension er altså på ingen måde nyt. Denne gang leveres budskabet blot i et medie, hvor det normalt ikke optræder (Altinget). Og i et medie henvendt til den politiske verden.

Men også det er en misforståelse. Der findes ikke en politiker, som vil lægge sig ud med arbejdsmarkedets parter.

Hver gang budskabet gentages af forskerne, er det en virkelig god historie i medierne, hvilket kan undre, al den stund pension er et ikke-interesseområde for danskerne. Man må spørge, hvorfor forskere og medier ikke tager højde for vilkårene i den virkelige verden. Hvis det skete, kunne forskernes rapporter have en lidt bedre mulighed for succes.

Måske ligger årsagen i selve problemets rod: At pensionssystemet nu er så komplekst, at selv ikke landets mest lærde eksperter i den akademiske verden længere kan overskue det. Derfor er der formentlig brug for en femte pensionskommission, men mon ikke det denne gang var en god ide at tage arbejdsmarkedet parter med på råd og lade folk med forstand på arbejdsmarkedet sidde med ved bordet, før man skriver kommissoriet og nedsætter selve kommissionen?

Carsten Vitoft