Regeringen er ikke indstillet på at skrue bissen på over for store virksomheder, der bruger deres leverandører som en kassekredit. Det oplyser erhvervsministeren i et svar til Sigurd Agersnap (SF): ”Den danske betalingskultur i handelsforhold er (…) i udgangspunktet baseret på aftalefrihed. Det skal vi værne om, da det giver virksomhederne fleksibilitet til at aftale de vilkår, der passer dem bedst. Og det understøtter vi med det frivillige kodeks for god betalingsskik. I Danmark ses ikke et generelt problem med hverken sen eller forsinket betaling, hvilket underbygges ved, at en analyse fra Dansk Industri fra 2023 viser, at danske virksomheder generelt betaler til tiden og aftaler kortere betalingsfrister. Otte ud af ti virksomheder aftaler betalingsfrister inden for 60 dage, mens Kommissionens egne tal i forbindelse med de igangværende forhandlinger om Late payment-direktivet viser, at Danmark ligger i toppen af EU-landene, når det kommer til at betale til tiden. Regeringen arbejder for, at der under de aktuelle forhandlinger om Late payment-direktivet, der omhandler forsinket betaling i handelstransaktioner i EU-regi, i højere grad fokuseres på udbredelse af digitale redskaber, der kan mindske byrderne hos virksomheder og myndighederne til gavn for betalingskulturen og for danske virksomheder.”
Sten Thorup Kristensen