Opdateret 17.16: 0,4 % af aktiekapitalen i Shape er nu shortet, så nogle investorer spekulerer i et stort kursfald
Opdateret 14:02: Shape Robotics har netop indkaldt til investor-event i dag, torsdag, kl. 17:00.
Det fremad stormende Edtech-firma Shape Robotics har på det seneste fuldstændig tabt pusten, med et kursfald fra kurs 45 til kurs 24 på blot halvanden måned. Efter Q1 kom selskabet med et regnskab, hvor årsforventningen til salg og overskud blev fastholdt, nemlig med en omsætning på 300 mio. kr. og et ebitda-resultat på 25 mio. kr. Med en aktuel markedsværdi på 362 mio. kr. svarer det til en markedsværdi på 16 gange det forventede ebitda-overskuddet. Men umiddelbart viser tallene for Q1 en bekymrende udvikling, og det er sikkert også det, der efterfølgende har sat aktiekursen meget ned.
I årets første kvartal blev ebitda-resultatet minus 7,5 mio. kr. og omsætningen 35 mio. kr. Det betyder, at driftsoverskuddet i de resterende tre kvartaler skal op på 32 mio. kr. for at ledelsens årsforventning holder vand.
Oveni kommer, at likviditeten umiddelbart ser meget anstrengt ud, med en cash-position ved udgangen af kvartalet på minus én mio. kr. Og det er efter tilført kapital ved en kapitalforhøjelse på 35 mio. kr. i kvartalet. I cashflow opgørelsen er kun bogført 19 mio. kr., og det skyldes ifølge CEO Mark Abraham, at der er anvendt 16 mio. kr. til at tilbagebetale et tidligere lån.
Omkring cashpositionen påpeger han, at Share ved udgangen af første kvartal havde kundetilgodehavender på 119 mio. kr., som altså en slags likviditetsreserve. Han oplyser, at kunderne i Rumænien og Polen får hovedparten af indkøbet af edtech-udstyr til skolerne finansieret fra EU, og at EU betaler i rater, som første falder i andet kvartal. Med andre ord skulle der være en stor tidsforskydning i betalingerne, og Mark Abraham oplyser til Økonomisk Ugebrev, at der falder nogle store betalinger fra EU i andet kvartal.
Omkring den lave ebitda-margin i Q1 oplyser han, at den skyldes to forhold: For det første er der anvendt mange ressourcer på arbejdet med at skaffe nye ordrer for at sikre årets accelererede vækst.
For det andet har hovedparten af salget i Q1 været grossistsalg af andres produkter med lav marginal. Her forventes en betydelig større andel af egne produkter i de kommende kvartaler med markant højere marginal.
Shape forventer en samlet omsætning på én mia. kr. i 2027 med en ebidta marginal på 12-15 procent. Af flere grunde tvivler vi på denne målsætning kan opfyldes, især fordi en meget stor andel af omsætningen er baseret på grossistsalg af andres produkter med lav marginal.
Vi ser også, at forretningsmodellen er højrisiko, dels fordi det store tredjepartssalg udfordrer likviditeten, fordi de store eksterne leverandører forventer hurtig betaling, mens Shapes kunder har lange betalingstider, blandt andet på grund af træghed i betaling af de bagvedliggende EU-tilskud.
Vi ser derfor risiko for, at Shape kan blive tvunget til at gennemføre en kapitalforhøjelse for at dække et stigende hul mellem kundebetalinger og betaling af store leverandører.
En svaghed ved forretningsmodellen er også, at shape er ekstremt afhængig af et begrænset antal store samarbejdspartnere i Rumænien og Polen, og desuden af, at EU fortsat vil give de forventede tilskud til skolernes edtech-udstyr.
Vi forventer, at de kommende kvartaler kan blive meget afgørende for Shapes fremtid, hvor nedbringelse af kundetilgodehavender vil være afgørende for evnen til at tiltrække investorer til at skyde flere penge i selskabet.
Vi tror ikke, at der vil være stor aktuel interesse ved tegning af nye aktier til den aktuelle kurs på 24 der modsvarer en markedsværdi på 362 mio. kr. Q2-regnskabet, som aflægges den 22. august, bliver meget afgørende for selskabets evne til at tiltrække mere kapital.
Ved den seneste generalforsamling fik ledelsen bemyndigelse til at øge aktiekapitalen med 20% ved en rette emission, svarede til ca. 75 mio. kr. ved den aktuelle markedskurs. Presses selskabet yderligere på likviditeten, kan det medføre en ny mission til rabatkurs, og det kan være, at dette mulige scenarie, der for tiden presser aktiekursen.
Vi bemærker, at selskabets største aktionær, investeringsforeningen Fundamental Invest, i slutningen af marts har nedbragt den samlede ejerandel, muligvis både ved ikke at deltage i den rettede emission og/eller ved et udsalg af aktier. Ifølge CVR-register er ejerandelene nedbragt i både investeringsforeningen og i Fundamental Fondsmæglerselskab.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.