Som det ses af kursgrafen i næste spalte passerede Tivoli her i april den grænse ved kurs 4000, som aktien i 2015 angreb flere gange uden held.
Det vil være nærliggende at tilskrive gennembruddet det gode årsregnskab 2015, som blev aflagt i slutningen af marts. Her endte man med et resultat før skat på 64,1 mio. kr., og overgik dermed forventningerne om et resultat i intervallet 50-60 mio. kr. Det er en forbedring på 14 % i forhold til 2014, og reelt er forbedringen endnu større, da 2015 indeholdt ekstraordinære omkostninger på 11,2 mio. kr. Denne post dækker primært over en nedskrivning på 7,9 mio. kr. i forbindelse med nedrivning af bygninger samt særlige fratrædelsesomkostninger.
Det gode resultat i 2015 er dog ikke på kort sigt indledningen til en væsentlig forbedring i hverken omsætning eller indtjening. Forventningen til 2016 er således en uændret omsætning, og et overskud før skat på 60-70 mio. kr. Når den ekstraordinære omkostningspost i 2015 vedrørende nedskrivning på bygninger indregnes, er der reelt tale om en forventet tilbagegang i 2016. Det kan læses som en overdrevent defensiv udmelding, men i praksis skyldes det bl.a. byggeriet af Tivoli Hjørnet på hjørnet af Vesterbrogade og Bernstorffsgade, som indebærer at visse lejemål lukkes. At der er otte færre åbningsdage i 2016 end i 2015 påvirker af naturlige årsager også indtjeningen.
Tivoli fortsætter målrettet arbejdet med at gøre Tivoli til en helårsvirksomhed, og det er positivt set fra aktionærernes synsvinkel. Det samme gælder det kommende aktiesplit til 10 aktier for hver af de nuvæ-rende aktier. Formålet med et aktiesplit er normalt at gøre en aktie mere interessant for mindre investorer, og dermed øge likviditeten i aktien. Set fra et investorsynspunkt er det et positivt signal, at Tivolis ledelse også tager denne del af selskabet alvorligt.
Men når det er sagt, er det alligevel vanskeligt at begrunde den aktuelle aktiekurs. Ifølge årsregnskabet 2015 blev Tivoli-aktien handlet til en Price/Earning på 50 ved udgangen af 2015. Som ny aktionær skal man altså betale 50 kr for 1 krone af overskuddet i 2015. Med forventningen om en uændret omsætning og indtjening i 2016 er der ikke udsigt til en reduktion af dette nøgletal. Tværtimod har en kursstigning på 6%i2016 gjort det endnu højere.
Det er sandsynligt at Tivolis langsigtede målsætning og planlægning vil fortsætte den fremgang på bundlinjen, som Tivoli har leveret de seneste år. Men ved den aktuelle kurs er en meget betydelig fremgang flere år ud i fremtiden allerede indregnet i aktiekursen. Vi anser derfor den aktuelle kursstigning for at være lidt for optimistisk.
Bruno Japp
AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 3500-4000
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her