BoConcept har overrasket positivt i 2015/16, og 3. kvartalregnskabet var ikke nogen undtagelse. Omsætningen på 289 mio. kr. er selskabets højeste nogensinde i 3. kvartal og 4,4 % bedre end i samme kvartal i fjor. Det bør dog bemærkes, at omsætningsvæksten i 3. kvartal ikke blev opnået gennem hverken organisk vækst eller tilkøb, men i kraft af ændrede valutakurser. Den danske krone faldt i forhold til USD, GBP og JPY, og det øgede omsætningen opgjort i danske kroner med 12,7 mio. kr. svarende til en vækst på 4,6 %.
Reelt var der altså ikke tale om nogen vækst i omsætningen i 3. kvartal 2015/16. Det oplyses i kvartalsregnskabet, at den manglende vækst i forhold til samme kvartal i fjor kan forklares med en række konkrete forhold, som både i indeværende regnskabsår og i fjor flyttede omsætning mellem 2. og 3. kvartal.
En sådan periodeforskydning udlignes ved at se på regnskabsårets første tre kvartaler, og heraf fremgår det, at omsætningen er steget med 10,8 %, hvoraf valutakursændringer kun forklarer 6 procentpoint. Set over hele regnskabsåret indtil nu har BoConcept altså haft en reel omsætningsvækst på ca. 5 %.
På indtjeningssiden har 2015/16 også været præ- get af fremgang. Bruttoavancen er således steget til 41,8 % i årets første tre kvartaler mod 41,1 % i fjor. Også her spiller valutakursændringer dog en rolle med en positiv effekt på 0,3 procentpoint, så der er reelt tale om en fremgang på 0,4 procentpoint.
Den store ændring i forhold til i fjor finder vi imidlertid på omkostningssiden. Færre hensættelser og færre egne butikker har reduceret BoConcepts distributionsomkostninger med 12 mio. kr. i år på trods af en stigende omsætning. Distributionsomkostningernes andel af omsætningen er således faldet fra 30,2 % i fjor til 24,7 % i år.
BoConcepts markante forbedring af effektiviteten slår igennem i indtjeningen, hvor det primære driftsresultat i 3. kvartal er 2,5 gange bedre end i fjor, og for årets første tre kvartaler er der tale om en forbedring fra 7,6 mio. kr. til ikke mindre end 101,4 mio. kr. Faktisk har de første ni måneder af regnskabsåret 2015/16 væ-ret så gode for BoConcept, at man i kvartalsregnskabet tillader sig at erklære resultatet for ”rekordhøjt og særdeles tilfredsstillende”, og man opjusterer endnu engang forventningerne til helårsresultatet. Nu forventes en omsætningsvækst på 8 % (efter årets indledende forventning om en vækst på 2 % senest opjusteret til 7-8 %) og en overskudsgrad i niveauet 9 % (efter årets indledende forventninger om en EBIT-margin på 4 % og senest opjusteret til 7-8 %).
De stærke første tre kvartaler i regnskabsåret 2015/16 er blevet behørigt belønnet af investorerne, som har hævet BoConcepts aktiekurs ikke mindre end 240 % siden det seneste årsregnskab blev offentliggjort i juni 2015. Det oplagte spørgsmål er derfor, om fremgangen for omsætning, indtjening og aktiekurs kan blive ved?
Helt givet ikke i samme tempo, og da forventningerne til BoConcept nu mere eller mindre matcher konkurrenterne, er der ikke længere grundlag for kursstigninger fra et lavt udgangspunkt. Men opjusteringer har en tendens til at komme i klynger, og offentliggørelsen af nye forventninger i årsregnskabet 2015/16 den 30. juni kan sparke liv i en aktiekurs, som stort set ligger på samme niveau som for fire måneder siden.
Bruno Japp
Aktuel aktiekurs: 433,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 450-500
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her