Republikanernes skatteplan bliver næppe til det store

Der er i dette efterår maksimalt politisk pres på alle republikanere i Washington for at levere varen, når det drejer sig om deres politiske hjerteblod i form af nye skattelettelser. Der er dog en række grunde til, at man ikke skal regne med at planerne bliver gennemført i en størrelse, som er makro-økonomisk relevant, skriver Jacob Kirkegård fra The Peterson Institute for International Economics i denne kommentar.

For det første vil nye skattelettelser skulle gennemføres udelukkende med republikanske stemmer i Kongressen, hvilket vil sige, at lederne i Kongressen er nødt til at bruge den såkaldte Reconsiliation Procedure, som giver mulighed for at gennemføre visse budgetrelaterede lovforslag med kun 50 stemmer plus vicepræsidenten i Senatet, fremfor de normale 60 stemmer. Republikanerne har 52 senatorer.

Denne parlamentariske strategi fordrer imidlertid, at Kongressens to kamre først bliver enige om en så-kaldt budgetresolution, som udstikker de overordnede finanspolitiske rammer for det kommende finansår. Ogdet bliver langt fra nemt, da republikanerne i Repræsentanternes Hus har fremlagt et budgetforslag, som kræ-ver hundredvis af mia. dollars i nedskæringer på sociale ydelser, samt at en eventuel skattereform ikke må øge budgetunderskuddet over en tiårig periode – alt imens republikanerne i Senatet har fremlagt et budgetforslag, som stort set ingen nedskæringer kræver i 2018, og som tillader op til 1,5 trio. dollars i nye, ufinansierede skattelettelser i de næste ti år.

Politisk pres for at blive enige om et eller andet gør måske nok, at man når et kompromis, som ligger tættest på Senatets version. Men det kommer nok til at tage lidt tid, inden man kan komme i gang med realitetsforhandlinger om en nye skattelettelser.

For det andet er det ikke et tilfælde, at der er over 30 år siden USA sidst oplevede en større skattereform af den type, som er tæt på budgetneutral, og som simplificerer amerikanernes selvangivelser. Store skatteomlægninger skaber rigtig mange tabere og vindere, og i det amerikanske politiske system, hvor penge spiller så stor en rolle, er det næsten altid taberne, som er villige til at betale for de bedste lobbyister og give flest penge til kongresmedlemmerne for at beskytte netop deres specifikkeskattebegunstigelse. Derfor har de seneste mange års skatteændringer i USA da også været udelukkende ufinansierede skattelettelser, som republikansk økonomisk fantasi så har erklæret for definitorisk selvfinansierende via drømmen om højere vækst. I dag er den føderale statsgæld også ca. fordoblet til over 100 procent af BNP, i forhold til i 2004, da George W. Bush sænkede skatterne.

For det tredje kan senatsleder Mitch McConnell stadigt kun tåle at miste to republikanske stemmer. Det kan vise sig mindst lige så svært som under hans gentagne, fejlslagne forsøg på at tilbagerulle ObamaCare. Der er nemlig blandt republikanerne i Senatet en række medlemmer, som i dag synes ganske ligeglade med, hvad Mc-Connell og præsident Trump mener.

John McCain er dødsyg af kræft og vil med stor sikkerhed dø inden for sin nuværende seks års embedsperiode, hvorfor han – en finanspolitisk høg som stemte imod Bushs skattelettelser i 2004 og ObamaCare-tilbagerulningen – skal tages alvorligt, når han kræver demokraterne med i en ny skattereform.

Bob Corker fra Tennessee, en anden finanspolitiskhøg, her netop meddelt at han ikke genopstiller næste år, og han er derfor fri til at sige sin mening og næppe tynget at partidisciplinen. Rand Paul, en ultra-konservativ fra Kentucky, som også stemte mod ObamaCare-tilbagerulningen, har allerede meddelt, at han betragter de seneste skatteudspil fra kongressens ledere som indeholdende alt for små skattelettelser, mens Susan Collins, en midtsøgende senator fra Maine, er på vej til at træde tilbage for at forsøge at blive guvernør i sin relativt liberale hjemstat. Et politisk mål, som næppe styrkes ved at stemme for yderligere store skattelettelser og føderale budgetunderskud.

Og for det fjerde har republikanerne det fordelingsmæssige problem, at de primært ønsker at sænke selskabsskatten i USA – en ændring, som primært vil tilgodese de rigeste amerikanere, som også ejer de fleste aktier.Politisk er de derfor også nødt til at sænke personskatterne for den amerikanske middel- og underklasse for at undgå alt for stor fordelingsmæssig slagside. Men det er meget dyrt, og vil give endog meget store fremtidige underskud.