Her præsenterer vi hver uge kommentarer til alle C20-aktierne. Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse, og formålet med denne gennemgang er at give læserne et overblik over den aktuelle status hos de vigtige C20-aktier.
For en god ordens skyld skal vi gøre opmærksom på, at disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Alle kurser er korrigeret for udbyttebetalinger.
Købs- og salgsanbefalingerne på de enkelte aktier må kun betragtes som vejledende, og handel i aktierne sker på eget ansvar.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 8885,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets Baktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 9090,00
APM svinger omkring 9000, og uden markante udsving i omsætningen ligner det en tænkepause, mens investorerne overvejer det næste skridt.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 591,00
Analytikerne var ikke specielt tilfredse med Carlsbergs nye strategiplan, så en stigning forbi 615 kan have lange udsigter. Et fald ned under 580 vil udløse et salgssignal.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 427,90
Chr. Hansen har meget vanskeligt ved at bryde modstanden ved 430, og indtil det sker bør aktien følges fra sidelinjen.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 487,90
Coloplast tester nu om støtten ved 490 holder. Holder den ikke, er der udsigt til et fortsat fald ned mod 430.
Danske Bank – Køb Aktuel kurs: 184,50
Danske Banks brud på modstanden ved 182 (korrigeret for udbytte) sendte kursen hurtigt opad, og tilbagefaldet efter udbyttebetalingen af 8 kr/aktie fredag kan benyttes som en købsmulighed. Danske Banks udbytte svarer til et direkte afkast på 4 % i forhold til lukkekursen torsdag.
DSV – Hold Aktuel kurs: 283,00
DSV’s stigning er fladet ud, men efter en stigning på 24 % siden starten af februar, er det næppe overraskende. Vi ser stadig et stort potentiale i aktien på lidt længere sigt, og på kort sigt vil en stigning forbi 285 udløse et nyt købssignal.
FLSmidth & Co – Hold Aktuel kurs: 266,20
FLSmidths kurstoppe holdt sig kortvarigt ved 260, men kursbundene lå højere og højere. Det var et positivt signal, som udløstes fredag. Den forsigtige investor afventer dog en stigning forbi modstanden ved 270, før han lægger FLSmidth i porteføljen.
Genmab – Hold Aktuel kurs: 819,00
Genmabs kurstoppe ligger lavere og lavere, men kursen har en støtte ved 800. Et fald derunder vil udløse et salgssignal.
GN Store Nord – Hold Aktuel kurs: 135,20
GN Store Nord ligger lige under modstanden ved kurs 137, og en stigning forbi den grænse vil være et købssignal. Men følg aktien fra sidelinjen, indtil gennembruddet bliver en realitet.
ISS – Køb Aktuel kurs: 251,80
ISS har nu brudt modstanden ved 245, og en storaktionærs salg af sine aktier i løbet af ugen havde ingen nævneværdig betydning for kursen.
Jyske Bank – Hold Aktuel kurs: 303,10
Jyske Bank arbejder sig stadig opad, men det seneste kursfald var større, end det burde have været. Det kan være et signal om, at Jyske Banks stigning helt nede fra 257 nu synger på sidste vers.
Nordea – Hold Aktuel kurs: 66,15
Nordeas seneste fald er i sig selv ikke bekymrende, da det kom i forlængelse af en pæn stigning. Men vi bemærker, at faldet skete under den højeste omsætning i en måned, og det koster Nordea købsanbefalingen i denne uge.
Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 366,50
Novo Nordisk er tilbage i det vandrette kursinterval 355-400, og giver ikke anledning til yderligere kommentarer i denne uge.
Novozymes B – Hold Aktuel kurs: 288,50
Novozymes siver ned mod bunden i det vandrette kursinterval 270-340. Det giver den risikovillige investor mulighed for at satse på en snarlig stigning tilbage mod midten af intervallet. Den forsigtige investor holder sig dog på afstand af Novozymes, indtil aktien viser mere styrke.
Pandora – Sælg Aktuel kurs: 826,00
Det lykkedes ikke for Pandora at komme tilbage i den stigende kurskanal med loft i 993 og bund i 896. Torsdagens og fredagens kursfald skete samtidig under den højeste omsætning siden den 11. februar, og det indikerer at investorerne nu vender tommelfingeren nedad for Pandora.
TDC – Hold Aktuel kurs: 31,14
TDC er svagt stigende, og nu er kursen ved at passere 50 dages glidende gennemsnit i 31,0. Lige over kurs 31 ligger en modstand ved kurs 33, og en stigning forbi den grænse vil være et købssignal.
Tryg – Hold Aktuel kurs: 125,50
Trygs kurstoppe er faldende, og kursbundene er lavere. Det betyder at kursen gradvist har arbejdet sig ind imod 125. Den første markante stigning væk fra intervallet 120-125 vil vise hvilken retning investorerne forventer Tryg vil gå. Afvent det signal.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 466,10
Vestas er tilbage i underkanten af niveauet 470-480, som i december 2015 og februar i år viste sig at være grænsen for stigningen. Den forsigtige investor køber derfor først ved en stigning forbi 480.
William Demant Holding – Køb Aktuel kurs: 635,50
WDH fortsætter sin stigning, og nu er shorthandlerne begyndt at reducere deres engagement i aktien. Dermed kan aktien igen bære en købsanbefaling.
Bruno Japp
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her