Storbanken Nordea chokerede alt og alle, da banken forleden bekendtgjorde, at den forlader samarbejdet i betalingsløsningen Swipp og i stedet sluttede sig til konkurrenten MobilePay fra Danske Bank. Beslutningen efterlod knap 70 rasende banker i Swipp-samarbejdet og mange rasende Nets-aktionærere.
Hvis man alligevel skal sluge en bitter pille kan man lige så godt gøre det hurtigt, så smagen af bitterhed ikke varer ved alt for længe. Nogenlunde sådan må de have tænkt i Nordea, da de offentligt lettere ydmyget erkendte, at konkurrenten fra Danske Bank med deres MobilePay løsning havde vundet slaget om at være danskernes foretrukne betalingsløsning på mobilen. Indtil videre.
Få timer efter meddelelsen var MobilePay klar på Nordeas egen hjemmeside med al nødvendig information om, hvordan kunderne kunne få installeret MobilePay, og hvordan det virkede. Og så var der et link til MobilePays egen hjemmeside, en side med let genkendelige farver og typografi fra konkurrenten Danske Bank. Nordea har med andre ord smidt håndklædet i ringen og erkendt, at Swipp-samarbejdet, som banken var en del af, aldrig ville kunne hamle op med MobilePay. Så hellere slutte fred med konkurrenten – og gøre fælles front mod Nets.
Det gjorde ikke forløbet mere kønt, at Nordea tilsyneladende har spillet dobbeltspil. For i Swipp-samarbejdet havde det længe været åbenlyst, at slaget var tabt. Swipp har aldrig offentliggjort tal for hvordan eller hvor meget deres kunder bruger Swipp, men ifølge Finans.dk var det så få kunder, at hver Swipp-transaktion i realiteten kostede 30 kr. Swipp havde derfor udpeget en lille gruppe, anført af netop Nordea, til at forhandle en fredsaftale på plads med Danske Bank. Lige indtil Nordea gik solo og meddelte, at nu havde de selv på egen hånd lavet en aftale med Danske Bank. Den slags får man ikke venner af.
Hele artiklen blev udgivet i Økonomisk Ugebrev Finans nr. 34.
- Er du abonnent kan du tilgå udgivelsen og læse hele artiklen. (Hent adgangskode)
- Er du ikke abonnent kan du prøve 3 uger gratis nedenfor, hvorefter du får adgang til hele udgivelsen.