Tømning af en bank som kunstart

Journalist Thomas G. Svaneborg har givet sin nyeste bog den fængende titel ”Kunsten at tømme en bank”, om FIH Erhvervsbank. Men bogen har også fået undertitlen ”Og slippe godt fra det”. Dermed antyder Thomas Svaneborg, at der er foregået noget, som ejerne, med pensionskæmpen ATP i spidsen, ikke burde have lov til at slippe godt fra. Men mens bogen beskriver mange ofre, er det sværere at få øje på, hvem der er den virkelige skurk i forløbet.

Det er en nødvendig bog, Thomas Svaneborg har skrevet. En af dem, der bør læses og stå i reolen sammen med andre bøger, der udgør biblioteket med den samlede titel ”Forståelsen af en finanskrises anatomi”.

FIH Erhvervsbank havde ved fødslen i 1958 det mundrette navn Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk. Et institut uden private kunder med indlån, men som skaffede kapital til virksomheder ved at udstede obligationer. I 2004 overtager islandske Kaupthing Bank FIH for 9,5 mia. kr. Men bare fire år senere ender alt i kaos, da finanskrisen sætter ind, og Kaupthing Bank bliver et af de første ofre.

I 2010 køber et konsortium med pensionskæmpen ATP i spidsen så FIH. ATP kommer til at eje næsten halvdelen af FIH, mens resten ejes af forsikringsselskabet PFA, det svenske forsikrings- og pensionsselskab Folksam samt de to rigmænd Christian Dyvig og Fritz Schur. Prisen bliver en kontant betaling på 1,9 mia. kr. og et yderligere beløb på 3,1 mia. kr, der skal betales i 2014, men som skal reguleres afhængig af bankens udvikling. Egenkapitalen er på 8,3 mia. kr.

Hjælp fra bankpakker

Men FIH har involveret sig dybt i finansiering af erhvervsejendomme, udlejningsejendomme og storcentre. Og hurtigt står det klart, hvor skidt en forretning det er. FIH får hjælp fra statens bankpakker og får garantier for 50 mia. kr. for at kunne overleve. Men FIH har sværere og sværere ved at skaffe kapital, ratingbureauerne nedjusterer selskabet, og til sidst smides kunder brutalt ud med relativt kort varsel for at skaffe kapital og nedbringe balancen. Kilderne har ikke stået i kø for at bidrage til bogen. Det skæmmer således den tidligere ATP-chef Bjarne Gravens ellers uplettede eftermæle, at han ikke medvirker. Bjarne Graven var i mange år i ATP troværdigheden selv, når han udlagde konsekvenserne af uro på de finansielle markeder. Og der var store forhåbninger til ham, da han satte sig i direktørstolen i FIH. Men i dag sidder han i Canada og har end ikke reageret på forfatterens henvendelser. Den anden direktør i FIH, Henrik Sjøgren, har i det mindste begrundet sit afslag på at medvirke, selv om det ikke bestyrker hans troværdighed.

Det er i den brutale udsmidning af kunder, man skal finde ofrene i historien. Ofre, der mener FIH bryder aftaler og tvinger dem til at sælge ud af deres ejendomme med efterfølgende store tab og konkurser for dem.

Men var der nogen anden udvej for FIH? Ejerne med ATP i spidsen kunne have indskudt mere kapital. Men det skete ikke. Og hvorfor ikke, er det gode spørgsmål, som Thomas Svaneborg desværre ikke dyrker nok, og som stiller spørgsmålstegn ved hele ATP’s rolle og ageren denne sag. Og hvorfor ATP i det hele taget skulle involvere pensionsopsparernes penge i så voldsomt omfang i en enkelt investering som FIH?

Uforståelige swaps

De ofre, der alle omtales i bogen, bliver især ramt hårdt, fordi de i forbindelse med deres lån i FIH har en swap-aftale tilknyttet. De tror, at det er en aftale, der sikrer dem mod stigende renter. Men da renterne falder, udvikler denne aftale sig negativt, med det resultat, at det vil koste dem typisk tocifrede millionbeløb ekstra at indfri deres lån i FIH. Dermed kan de ikke komme ud af lånet – eller finde en ny bankforbindelse. Det tragikomiske i hele denne historie er, at FIH ikke engang kan forklare deres egne kunder, hvordan tabene blev beregnet. Så hvem er skurken her? FIH, der sælger et lån, de ikke engang selv kan forklare? Eller professionelle kunder, der ikke undersøger betingelserne for deres lån godt nok, før de skriver under?

Slutregnestykket hedder, at ejerne aldrig har betalt islændingene de aftalte 3,1 mia. kr, men alene den oprindelige udbetaling på 1,9 mia. kr. Med alle kunder ude af banken, og banklicensen afleveret tilbage, er der stadig en egenkapital på knap 4 mia. kr. til deling mellem ejerne. Staten har tjent gode penge på sine milliardgarantier. Banken er tømt, og ejerne sluppet godt fra det – med statsgaranti.

Thomas G. Svaneborg: ”Kunsten at tømme en bank – og slippe godt fra det”. Udgivet på People’s Press. Pris 299,95 kr.