Folketingets Erhvervsudvalg har over sommeren stillet spørgsmål til erhvervsministeren om baggrunden for, at Konkurrencerådet i sin tid godkendte de eksklusiv-lignende aftaler mellem Nykredit/Totalkredit og lokalbankerne i Totalkreditsamarbejdet. I dag ligner det en fejlvurdering fra Konkurrencestyrelsen og Konkurrencerådet, som angiveligt over de seneste år har overvejet, hvordan man kan lappe på fejlen, skriver chefredaktør Morten W. Langer.
At konkurrencen i realkreditten fungerer ad H til, er velkendt. Og den konklusion bliver hvert år tydeliggjort af Konkurrencestyrelsen i redegørelsen til erhvervsministeren om tilstanden i realkreditten.
Erhvervsmedierne har de seneste år skrevet, at Konkurrencestyrelsen var på vej med noget, som kunne være en opblødning af bindingen af Totalkredit-bankerne. Bundlinjen er, at det ikke er blevet til noget. Og det synes tvivlsomt, om myndighederne har de rette redskaber til at gøre noget som helst.
Det skulle lige være det redskab omkring markedsefterforskning og efterfølgende indgreb, også selvom konkurrenceloven ikke direkte er overtrådt, som ØU Finans beskrev i et tema for nylig.
Erhvervsministeren har over sommeren svaret på spørgsmål fra Folketingets Erhvervsudvalg om forhistorien bag Konkurrencerådets godkendelse af Nykredits aftale med Totalkredit-bankerne. Svarene indikerer, at Konkurrencestyrelsen undervurderede konsekvenserne.
Undervurderede konsekvenserne
I et svar fra erhvervsministeren til Folketingets erhvervsudvalg hedder det bl.a.: Kan ministeren bekræfte, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med fusionen mellem Nykredit og Totalkredit vurderede, at der var en »stor risiko« for, at partnerbanker med de bindinger, som Nykredit ønskede at pålægge, »reelt afskæres fra at afbryde samarbejdsforholdet med Nykredit«?
Ministerens svar: ”Konkurrencerådet anførte blandt andet (…) i sin vurdering af fusionens virkninger uden de af Nykredit afgivne tilsagn: ”I modsætning til Totalkredits nuværende samarbejdsaftaler med pengeinstitutterne er de fremtidige vilkår for samarbejdet med Nykredit udformet, så de reelt får en eksklusiv virkning. Et pengeinstituts indgåelse af formidlingsaftaler med andre realkreditinstitutter eller formidling på ad hoc basis mod vederlag vil – uanset hvor længe samarbejdet i øvrigt har løbet – indebære, at samarbejdet med Nykredit ophører samt, at pengeinstituttet skal betale en anseelig bod. Endvidere mister pengeinstituttet – hvis samarbejdet ophører inden for de første 9 år – sit krav på restkøbesummen for aktierne i Totalkredit og tvinges til at sælge sine aktier i PRAS A/S til en lav kurs. Disse forhold vil efter Konkurrencestyrelsens opfattelse indebære så mærkbare konsekvenser for det enkelte pengeinstitut, at der er en stor risiko for, at pengeinstituttet reelt afskæres fra at afbryde samarbejdsforholdet til Nykredit. De opstillede forpligtelser vil binde pengeinstitutterne til Nykredit – ikke alene i de 9 år, som ifølge Nykredit er et rimeligt tidsrum til at afskrive sin investering i – men som udgangspunkt på ubestemt tid (kursiveret af Red).”
Dominerende stilling
Videre hedder det: ”Rådet vurderede blandt som følge heraf, at fusionen ikke kunne godkendes uden tilsagn. Nykredit afgav dog tilsagn om bl.a. ophør af bod for udtrædelse af formidlingsaftale med Nykredit. I den forbindelse anførte Konkurrencerådet: ”Med denne [tilsagns-] aftale er det styrelsens vurdering, at de positive virkninger af fusionen – inklusive tilsagn – i det væsentlige opvejer de negative virkninger, og at fusionen derfor ikke, med konkurrencelovens ord, ”skaber eller styrker en dominerende stilling, der bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt. Fusionen blev herefter godkendt med de af Nykredit afgivne tilsagn.”
”Konkurrencerådet anførte (…) i sin vurdering af fusionens virkninger uden de af Nykredit afgivne tilsagn: ”Konkurrencestyrelsen har noteret, at de fremtidige samarbejdsaftaler med Nykredit går væsentligt længere i deres forpligtelser og bindinger end de nuværende med Totalkredit. Alligevel har de nuværende Totalkreditsamarbejdsaftaler – trods deres manglende eksklusivitet – været tilstrækkelige til at sikre en høj formidlingsprocent fra pengeinstitutterne. At disse aftaler rent faktisk har været tilstrækkeligt afbalancerede i deres krav fremgår af det forhold, at aftalerne har givet Totalkredit 22,6 pct. af den samlede formidling af realkreditlån til private,” skriver ministeren.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
