Økonomisk Ugebrev Ledelse fremhæver i hver udgave erhvervsledere, som vi senest har lagt mærke til, og som vi synes fortjener en bemærkning med på vejen. Fagredaktør Morten A. Sørensen udpeger her ugens topchefer.
Efter at Københavns Lufthavn for et par uger siden opjusterede sine forventninger til 2024, kommer der opløftende signaler fra andre virksomheder i rejse- og turistbranchen.
Først og fremmest markerer det reorganiserede SAS sig med tidligere Novo Nordisk-, Lundbeck- og Teva-direktør Kaare Schultz som ny formand. Samtidig varsler CEO Anko van der Werff, at SAS i sommeren 2025 vil åbne 15 nye ruter fra København (langt de fleste til Europa), mens frekvensen øges på yderligere 15. SAS åbner også én ny rute fra Oslo, der i øvrigt ligesom Stockholm skal opretholde det hidtidige antal ruter.
Den relative styrkelse af København som knudepunkt skal også styrke Kastrups position som transitlufthavn mellem Nordamerika og Asien, og vil betyde, at en større del af SAS’ driftsaktiviteter samles i Danmark. Kaare Schultz afviser dog ifølge erhvervsmedier, at også SAS-hovedsædet skal flyttes fra Stockholm til København (der er, må man formode, ikke umiddelbart grund til at udfordre den svenske offentlighed, de mange svenske kunder og de svenske medarbejdere yderligere).
Et samarbejde med svenske Braathens Regional Airways med bestyrelsesformand Per G. Braathen skal i øvrigt sikre kapacitet på SAS’ svenske ruter og forsyne SAS med flere passagerer i København.
Med de nye initiativer er SAS nu ifølge Sydbanks luftfartsanalytiker Jacob Pedersen kommet i angrebsposition efter næsten 20 år med spareplan efter spareplan.
Et andet ikonisk dansk/skandinavisk turistrelateret selskab, Tivoli, opjusterer – efter en ”flot sommersæson” med mange besøg fra danske og udenlandske turister – sine forventninger til 2024 til et resultat før skat på 130 mio. kr. mod før 110 mio. kr. Det har resultatmæssigt været den bedste sommer i Tivolis historie, understreger adm. direktør Susanne Mørch Koch.
Paul Chaplin, CEO for Bavarian Nordic, har fået sin mpox-vaccine (mod “abekopper”) prækvalificeret hos WHO. Det betyder, at regeringer og organisationer som UNICEF og Gavi (en international vaccinealliance) kan indkøbe og distribuere vaccinen i afrikanske lande. Få dage efter indgik Gavi aftale med Bavarian Nordic om en hurtig levering af 500.000 doser mpox-vaccine i 2024.
En anden pharma-/medicorelateret virksomhed, ChemoMetec med adm. direktør Martin Helbo Behrens, måtte melde om et omsætningsfald på 8 pct. til 407 mio. kr. og et fald i EBITDA-driftsresultatet til 186 mio. kr. i 2023/24. For 2024/25 venter ChemoMetec, der fremstiller celletællere, der bruges til bl.a. behandling af kræft, fremgang til en omsætning på 435-450 mio. kr. og et EBITDA på 216-223 mio. kr. Meddelelsen udløste en stigning i aktiekursen på 6 pct., så kursen nu igen synes at løfte sig efter en dramatisk nedtur med mere end en halvering siden slutningen af 2021.
NTG – Nordic Transport Group med CEO Mathias Jensen-Vinstrup følger den langt større logistikrival DSV’s eksempel og køber yderligere op i Tyskland. NTG overtager tyske ITC Logistics med en omsætning på cirka 600 mio. kr. Det sker cirka halvanden måned efter overtagelsen af tyske Schmalz & Schön med en omsætning på cirka 1140 mio. kr. NTG har i juli også købt en italiensk og en asiatisk virksomhed med en samlet omsætning på 169 mio. kr. Interessen for tyske virksomheder er interessant i betragtning af, at den tyske økonomi i disse år er stagnerende – og forventningerne bliver mere dystre.
Malevareproducenten Flügger melder om fremgang i salget til private forbrugere, men lavere salg til professionelle malere i første kvartal af 2024/25. Væksten blev alt i alt beskeden med 2 pct. til 635 mio. kr. Ifølge CEO Sune Schnack er den internationale efterspørgsel stigende, og virksomheden vil i øvrigt nu igangsætte flere initiativer overfor professionelle malermestre.
Roblon vil ifølge en meddelelse fra Co-CEO/CFO Carsten Michno sælge sit amerikanske datterselskab, der står for cirka en tredjedel af omsætningen og endnu mere af indtjeningen. Trods betydelige investeringer finder ledelsen ikke grundlag for at fortsætte på det amerikanske marked for Fibre Optical Components (FOC), hvor konkurrencen fra indiske og kinesiske virksomheder er blevet for hård.
Morten A. Sørensen
Morten A. Sørensen ejer aktier i Bavarian Nordic