Boozts forretning er afhængig af forbrugernes generelle tilstand, og de høje renter har længe lagt en dæmper på lysten til at forbruge. Med det seneste rentefald og et solidt tegn fra konkurrenten Zalando om, at forbrugerne er ved at åbne pungen igen, er det ved at lysne for Boozt.
Ovenpå halvårsregnskabet i august sluttede Boozt sin præsentation af med ordene ”Ready when the tide turns”. Her refereres til, at man er klar til, når de lidt tilbageholdne forbrugere vender rundt og igen begynder at bruge penge.
Renteudviklingen er en vigtig faktor for kundernes lyst til at handle, og med de seneste rentesænkninger begynder det at se lyst ud på den front. Hertil kan lægges, at den store tyske onlinekonkurrent Zalando opjusterede i torsdags.
Det bliver specielt interessant, når vi ser på ordlyden i Zalandos meddelelse. Her står det nemlig meget klart, at forbrugerne igen er ved at åbne pungen, og ligesom det er godt for Zalando, så bør det i høj grad også være godt for Boozt.
Når mastodonten Zalando med 50 mio. aktivekunder fortæller, at forbrugerefterspørgslen er steget på tværs af hele sektoren i 3. kvartal, og at efterårs-/vintersæsonen er startet stærkt i forhold til sidste år, så er der stor sandsynlighed for, at vi også kan overføre det til Boozt’ kunder.
1. halvår var en lidt blandet fornøjelse for Boozt, netop fordi forbrugerne fortsat holder igen, og fordi vejret drillede i juni måned efter et ellers pænt salg i april og maj.
Overordnet var en vækst i halvåret på 11 pct. pæn, men dog lidt til den lave side, hvis toppen af årsforventningen på 5-15 pct. skulle indfries. At nå 15 pct. vil alt andet lige kræve en vækst på henved 20 pct. i halvår, og det ville have været til den optimistiske side.
Trods lidt svære tider i år har Boozt leveret pænt og stabilt, hvilket væksten på 11 pct. også illustrerer. Der var fremgang i samtlige produktkategorier.
I 2. kvartal kom der 280.000 nye kunder, og det aktive antal kunder steg med 11 pct. i forhold til samme kvartal sidste år.
Mere end 100.000 af de nye kunder købte fra mere end en produktkategori og understøtter dermed ”department store”-strategien og den fremtidige vækst. Investeringscasen i Boozt handler groft sagt om skalering, da selskabets nuværende infrastruktur/kapacitet kan håndtere en væsentligt større omsætning.
Når omsætningsforventningen for 2024 derfor indsnævres, er det helt forventeligt, at forventningen til EBIT-marginen også indsnævres fra 5,2-6,0 pct. til 5,2-5,7. I det store billede er det dog marginaler for Boozts 5-årige målsætning er at løfte EBIT-marginen til minimum 10 pct.
Aktien har ligget underdrejet henover sommeren, men Zalandos opjustering gav aktien et boost, så den næsten er tilbage ved kurs 80.
For den kortsigtede investor kan man godt forestille sig, at kursen skal tilbage til 90, hvis Boozt senest i 3. kvartalsregnskabet den 5. november kan bekræfte, at forbrugerne er ved at vende tilbage, og at ”the tide turns” i den rigtige retning.
Konklusion
Aktuel kurs 78,95
Kortsigtet (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet (12 mdr.) Kursmål 90
Steen Albrechtsen
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.