Små stater kan få en ekstra stor betydning for den geopolitiske udvikling i en tid, hvor verdenssamfundet er i opbrud med en ny kold krig og store teknologiske forandringer. Stater er afhængige af at kunne samarbejde med andre, og med den erfaring kan de skabe et bedre fungerende multipolart system. En stærk statsmagt og et dynamisk, globalt erhvervsliv er nøglefaktorer. Sådan lyder budskabet i bogen ”The Small States Club,” skrevet af den tidligere ministerpræsident i Armenien. Journalist Hugo Gaarden anmelder her bogen.
Mange små stater fungerer så godt, at de bør etablere en klub for små smarte stater, så de dels kan hjælpe hinanden, dels påvirke den globale udvikling, mener en tidligere ministerpræsident for en af verdens mindste stater Armenien, Armen Sarkissian.
Armenien løsrev sig fra Sovjetunionen i 1991, og Sarkissian blev regeringschef i 1996 efter nogle år som diplomat. Han beskriver ti små stater i en personlig beretning uden kedelig statistik. Beskrivelsen er relevant for politikere og embedsmænd, men også for erhvervsledere, da han kæder regeringsførelse og erhvervslivet sammen som afgørende faktorer.
Han går til biddet for at finde kernen i småstaters succes. Det er sigende, at han begynder med Singapore, en af verdens mest succesrige stater. Det skyldes især den første regeringschef, Lee Kuan Yew, der i en menneskealder styrede bystaten i det tropiske sumpområde ved Ækvator fra fattigdom til en af verdens rigeste stater, og hvor samfundets værdier er fordelt mere ligeligt end i næsten nogen anden stat. Lee fik skabt samling i en religiøs og kulturel forskellighed ved en politisk pragmatisk kurs, og udenrigspolitisk arbejdede han med kontakt til Vesten og Asien.
Fejler ofte
Lee Kuan Yew udviklede bystaten fra et produktions- og eksportsted til et højtkvalificeret videnssamfund. Med billige boliger til alle skabte han en bevidsthed om, at alle hører til i Singapore. Alle fik en fremtid. Regeringen udryddede korruptionen og sikrede, at virksomhederne kunne trives maksimalt. Borgerne fik en fornemmelse af, at de kunne skabe det umulige. Lee skabte et system, der byggede på regionalt og multinationalt samarbejde.
”Mens store stater ofte fejler, giver smarte små stater som Singapore håb for fremtiden,” skriver Sarkissian.
Lidt af de samme tendenser ser han i Qatar og De forenede arabiske Emirater: En stærk centralstat og et frit erhvervsliv, som tilmed fik optimale betingelser for en digitaliseret udvikling og en rational planlægning, som ikke var politisk eller religiøst præget. Han glemmer dog betydningen af kvindeundertrykkelse.
Israel måtte kæmpe for sin eksistens, og den står i dag over for en formidabel udfordring: Hvordan skal den fremover operere mellem supermagterne og de enorme spændinger i Mellemøsten? Den må udvise balanceevne mellem tilpasningsevne og vedholdenhed – som det gælder for alle små stater, skriver han.
Estland, Schweiz, Irland, Jordan og Botswana indgår også i bogen. De er alle kendetegnet ved at føre en relativ neutral politisk linje. Ifølge ham risikerer nogle af landene, og især hans eget land, Armenien, dog at gå bagud af dansen, hvis ikke de sikrer en pragmatisk politisk kurs, både internt og eksternt. Også hvis de ikke sikrer optimale betingelser for virksomhederne, især de udenlandske.
For lande med mange ikke-etniske borgere er det bydende nødvendigt, at de inddrager dem, fordi de giver et nødvendigt og anderledes input. Enhver bestræbelse på at skabe nationalisme vil ende galt.
Sarkissian har dyrket forbindelserne med datidens statsledere fra Margaret Thatcher til europæiske og arabiske ledere, og han foreslår, at de mest velfungerende små stater etablerer en klub for de små stater, evt. for de 20 bedste med betegnelsen S20 som en parallel til de største lande i G20.
Han mener også, at virtuelle småstater som digitale platforme som Google og Facebook er blevet stater i sig selv med en enorm indflydelse, og sammen kan de bidrage til at føre verden mod fred og stabilitet, da de hver især har interesse i at undgå globale konflikter.
At skabe en stærk national identitet (ikke nationalisme), at udvikle en national mission med en stærk ledelse og at artikulere en vision, som befolkningen kan følge, er afgørende for småstaterne – og for det internationale samfund, mener han.
”The Small States Club,” Armen Sarkissian, forlaget Hurst, 266 sider, 29,99 euro.
Hugo Gaarden
