Krisen i børsnoterede Green Hydrogen, hvor ATP er storaktionær efter en milliardinvestering, spidser nu yderligere til. Ledelsen har opgivet at få tilført 300 mio. kr. i ny aktiekapital før nytår, fordi aktionærerne, blandt andet ATP og Mærsk, er usikre på selskabets overlevelse. Statens vækstselskab, EIFO, er også storaktionær, men holder lav profil, skriver chefredaktør Morten W. Langer
Det seneste halve år er det regnet ned over ATP med milliardtab på investeringer i grønne energiprojekter, blandt andet batteriproducenten Nordwolt og solcellepark udvikleren, Better Energy.
Men nu kan næste milliardstore formuetab være på vej, da storaktionærerne i børsnoterede Green Hydrogen er ved at miste tilliden til selskabet. Selskabets ledelse udmeldte for en månedstid siden en stor nedjustering af det forventede årsresultat, kæmpestore besparelser og nedskæringer, samt en kapitalforhøjelse på 300 mio. kr. før årsskiftet.
Men storaktionærerne har været så usikre på investeringscasen, at der ikke er opnået enighed om at indskyde flere penge i selskabet ved en forhøjelse af aktiekapitalen.
Så sent som for to uger siden skrev ØU (link-https://ugebrev.dk/ledelse/ledelseskaos-i-green-hydrogen-vakler-plan-for-ny-kapital/ ), at der endnu ikke var kommet nyt om kapitalplanen, som måske vaklede på grund af manglende investoropbakning.
I fredags, den 20.december, udsendte ledelsen så en meddelelse (link-https://ugebrev.dk/ledelse/ledelseskaos-i-green-hydrogen-vakler-plan-for-ny-kapital/ ) om, at der ikke kommer nogen kapitalforhøjelse i år. Det oplyses, at selskabets långivere og storaktionærerne ATP og Mærsk yder et kortfristet lån på 80 mio. kr., som sikrer drift og overlevelse frem til marts 2025. Modsat var pengekassen løbet tør i starten af 2025, altså om kort tid.
Det oplyses også, at långiverne sætter de gældende lånevilkår på fortsat pause, efter de blev brudt i oktober, som tidligere beskrevet i Økonomisk Ugebrev (link-https://ugebrev.dk/formue/green-hydrogen-naermer-sig-mod-brud-paa-laanevilkaar/ ).
Ledelsen for Green Hydrogen skriver, at den forventer at lande nogle store ordrer i foråret 2025, og det vil også være en forudsætning for, at aktionærerne vil komme med penge. I meddelelsen oplyses det, at (frit oversat) “ A.P. Møller Holding og ATP har, forudsat at selskabet har opnået kommerciel trækkraft med X-Serien, tilkendegivet deres ikke-bindende interesse i at deltage i fortegningsemissionen.”
Med andre ord er det nu knald eller fald for Green Hydrogens overlevelse. Bliver det et ”fald” uden nye ordrer, står de store aktionærer til et tab på flere milliarder kroner. Siden børsnoteringen i juni 2021 er aktiekursen faldet fra 25 kr. til knap tre kroner. Altså knap 90 procent eller med fire mia. kr.
I første omgang har det kortfristet lån udskud konkursrisikoen nogle måneder, og det er de seneste handelsdage blevet belønnet med et kurshop på tyve procent, fra 2,5 kr. til 3,0 kr. Men det kan altså være på lånt tid.
Green Hydrogen kan dermed meget let blive det næste milliardtab for ATP og den danske stat, på et kuldsejlet grønt energiprojekt. ATP’s direkte og indirekte ejerandel er 21 procent af selskabet, og EIFO’s indirekte ejerandel er ni procent.
I den seneste meddelelse fremgår det ikke, at statens vækstselskab er med til at give selskabet det kortfristede lån, hvilket antageligt afspejler nervøsitet for offentlig kritik af EIFO.
Umiddelbart kan man måske også påstå, at ATP har ”råd” til at løfte staten og EIFO ud af denne risiko, efter at ATP fik gavmild betaling for salg af fondens aktiepost i Københavns Lufthavne til staten.
Med en samlet ejerandel på 30 procent for ATP og EIFO, vil konkurs i Green Hydrogen næste år betyde et formuetab på op mod 800 mio. kr. i forhold til akkumulerede kapitalindskud, men altså på flere milliarder i forhold til den tidligere børskurs.
Andre store tabere vil være A.P. Møller Holding, Norlys, Augustinus og det Obelske Familiefond, hvor de tre sidstnævnte tilsyneladende har valgt at stå over med ny finansiering, indtil der er større klarhed om selskabets overlevelsesmuligheder.
Kommentar søges indhentet fra ATP, EIFO og Green Hydrogen.