Pandoras CEO Alexander Lacik blev sidste år kåret som den bedste CEO blandt de børsnoterede CEO’er i Økonomisk Ugebrevs årlige DirektørRating, og det står nu klart, at valget var spot on. Pandora leverede i 3. kvartal en oppræcisering, som stadig kan nå at blive en opjustering for hele 2024. Aktien er tæt på all time high, og smykkeselskabet er et af de store danske børsselskaber, som de seneste år har leveret mest stabil vækst med jævnlige opjusteringer.
I Q3 leverede Pandoras ledelse endnu engang et flot resultat, og endnu engang virker det som om, ledelsen går med livrem og seler i forhold til udmeldte forventninger. Forventningen til helårets salgsvækst blev præciseret til 11-12 pct. mod tidligere 9-12 pct. med en underliggende fremgang på 6-7 pct. like for like.
Med den nye årsforventning virker den implicitte forventning til 4. kvartal meget afdæmpet i forhold til de foregående kvartaler. Det blev også oplyst på investormødet, at den lave ende af det udmeldte nye interval forudsætter en yderligere forringelse af markedsforholdene sammenlignet med i dag. Det er ikke sket, i hvert fald ikke på det store vigtige amerikanske marked.
På investormødet var analytikernes spørgsmål da heller ikke rettet mod slutningen af 2024, men mod udviklingen i 2025 og 2026 – og resultateffekten af stigende indkøbspriser på sølv og guld til Pandoras smykker.
Ledelsen oplyste, at de aktuelle ædelmetalpriser de næste år vil give en modvind på 3,6 procentpoint i overskudsgraden, og det skal sammenholdes med målsætningen på 26-27 pct. mod forventet 25 pct. i 2024.
Forudsætningen er en sølvpris på 24 USD per ounce mod 33 USD, da investorpræsentationen blev afholdt. I skrivende stund er prisen dog faldet til 31 USD. Det kan betyde, at ledelsens planlagte initiativer for at neutralisere prisforhøjelser kan give en pluseffekt, hvis modvinden på ædelmetalpriser bliver mindre end forventet eller slet ikke realiseres.
Ledelsen oplyste, at der særligt gennemføres to tiltag for at modvirke øgede inputpriser på ædelmetaller:
For det første er der gennemført en prisstigning på 5 pct. i oktober på smykkerne på linje med flere konkurrenter. Og der overvejes yderligere prisstigninger i forretningerne. Analytikerne er tydeligvis bekymrede for, hvad højere salgspriser vil betyde for salget, som ventes at blive påvirket negativt.
For det andet skal der gennemføres et omkostningsprogram, hvor der er hyret eksterne konsulenter til at gennemgå effektiviseringsmuligheder i forretningen. Men der ses først substantielle besparelser i 2026 fra dette initiativ. Samlet vurderer ledelsen, at et worst case scenarie i forhold til højere råvarepriser er opretholdelse af den aktuelle overskudsgrad på 25 pct.
Samtidig fortsætter Pandora ekspansionen med åbning af nye butikker, blandt andet i Japan. I 2024 åbnes 225 nye forretninger mod tidligere forventet 175. Alene det udvidede netværk ses at bidrage med fem pct. til koncernomsætningen i 2024.
Et af Pandoras tidligere store vækstmarkeder, Kina, ligger fortsat underdrejet. Alexander Lacik oplyste, at der arbejdes på ”fix the brand” i forhold til de kinesiske forbrugere, og at den opgave ikke er afsluttet.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.