I vores seneste analyse af ALK-Abelló medio november 2015, vurderede vi at 2016 ville byde på lav encifret procentuel vækst i selskabet, men dog fortsat med en pæn upside rent investeringsmæssigt på 12-må-neders sigt med et kursmål på 1000, mod en kurs på 770 ved udarbejdelsen af analysen. En overraskende og uventet vækstmulighed opstod dog op i begyndelsen af december 2015, da hovedkonkurrenten Stallergenes overraskende og begrundet i produktionsuregelmæssigheder midlertidigt har fået tilbagekaldt en række tablet- og dråbebaserede allergipræparater på det franske marked, som er det største allergimarked i Europa. Det fik ALK-Abellós ledelse til i begyndelsen af januar 2016 at opjustere forventningerne til regnskabet for 2015.
Den 9. februar fremlagde ALK-Abelló så et årsregnskab, der viste en solid tocifret vækst på 13 % til 685 mio. kr. i produktsalget i 4. kvartal 2015, og helt som ventet båret af en stærk salgsudvikling i Europa. For hele 2015 er produktsalget vokset med 9 % til 2,39 mia. kr. Den samlede omsætning er dog kun steget med 6 % til 2,57 mia. kr., pga. en nedgang på 62 mio. kr. i milepælsbetalinger fra partneraftaler. De samlede driftsudgifter er dog også steget med 5 % til 2,28 mia. kr. primært forårsaget af øgede produktionsomkostninger på 13 % til 0,84 mia. kr. ALK-Abelló foretager i øjeblikket investeringer i optimeringen og udbygningen af produktionskapaciteten, hvilket vil fortsætte ind i 2016. Desuden har Stallergenes uventede problemer betydet, at ALK-Abelló vil fordoble produktionskapaciteten i Frankrig af dråbebaseret og tabletbaseret allergimedicin.
Driftsoverskuddet på EBITDA-niveau blev i 2015 forbedret med 7 % til 0,45 mia. kr. En forbedring der i høj grad er reddet i land gennem frasalget i november 2015 af ALK-Abellós europæiske veterinærforretningsenhed herunder produktionsfaciliteter i Holland, et salg som har genereret et positivt cash flow på 40-50 mio. kr. Salget sker for at forenkle forretningsstrukturen og for fremadrettet at fokusere på evidensbaseret allergimedicin, som myndighederne i stigende grad efterspørger. Efter skat landede ALK-Abellós overskud på 0,34 mia. kr., hvilket er en fremgang på 90 % i forhold til 2014.
På pipelinefronten har ALK-Abellós fortsat sit primære fokus rettet mod at rulle husstøvmideallergipillen ACARIZAX ud på det europæiske marked, hvor man p.t. har sikret sig godkendelse i 11 lande. I Danmark har man desuden på blot tre måneder afsluttet pris- og tilskudsforhandlinger med myndighederne, hvilket betyder at midlet nu er lanceret i Danmark. Ligeledes er midlet lanceret i Tyskland, og for Frankrig er prisforhandlinger iværksat. Den korte forhandlingsperiode for Danmark indikerer at ACARIZAX betragtes som særdeles relevant i forhold til patientanvendelsen. Ligeledes har den japanske partner Torii i november afsluttet tilskudsog prisforhandlinger med de japanske myndigheder for medicinen, med endelig lancering i december. I februar 2016 har partneren Merck desuden indsendt ansøgning om godkendelse til de amerikanske sundhedsmyndigheder. Ansøgningen berettiger ALK-Abelló til en mindre milepælsbetaling.
Yderligere kursfremgang i vente i 1.halvår For 2016 forventer ALK-Abelló en omsætningsvækst på ca. 10 % i produktsalget til ca. 2,6 mia. kr. Herudover ventes potentielle milepælsbetalinger på ca. 75 mio. kr. i løbet af 2016 og 2017, alt efter timing af nyhedsstrømmen. Der ventes et EBITDA på ca. 450 mio. kr., men eksklusiv royalties, milepælsbetalinger og særlige poster. EBITDA ventes drevet af omsætningsvækst og effektiviseringer af driften, men med fortsat stigende produktionsomkostninger, drevet af førnævnte investeringer. Særligt 1. halvår 2016 ventes at bære præg af stærk vækst pga. Stallergenes problemer i Frankrig, hvorefter en gradvis normalisering ventes at finde sted.
Vi vurderer at der fortsat ligger en pæn upside i ALK-Abelló aktien, da meget tyder på at særligt Stallergenes dråbebaserede medicin ikke kommer tilbage i omdrejninger før i 2. halvår 2016, hvorfor ALK-Abelló står til at tage store markedsandele her. Til gengæld har Stallergenes i februar meddelt, at produktionen nu er genoptaget af de to tabletter ORALAIR og AC-TAIR mod henholdsvis græspollen- og husstøvmideallergi, hvorfor konkurrencesituationen snart vil blive normaliseret her.
Vi fastholder en købsanbefaling på ALK-Abelló aktien og hæver 12-måneders kursmål til 1200. Vores forventning er dog at kursmålet meget vel kan blive indfriet allerede i løbet af de kommende 3-6 måneder, hvorefter kursudviklingen sandsynligvis vil flade ud.
Peter Aabo, NordicBioInvestor.com
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her