I dette års udgave af Økonomisk Ugebrevs Private Banking Survey blandt velhavende danskere fokuserer vi på resultaterne for de private banking kunder, som har en investeringsformue over 20 mio. kr. Det kriterium lever 28 pct. af besvarelserne op til i dette års survey. Chefredaktør Morten W. Langer præsenterer her resultaterne, hvor vi altså har fokus på, hvordan de allerrigeste danskere vælger private banking, hvilke banker de foretrækker, og hvad de lægger vægt på.
Hvilken bank vælger velhavende danskere med en betydelig formue, når man i realiteten frit kan vælge og vrage mellem de større danske banker?
Svaret er måske ikke så overraskende. Men det vender vi tilbage til.
Velkendt er det, at de store og mellemstore banker de seneste år har sloges om at kapre velhavende private banking kunder, fordi de er superlønsomme med meget lav kreditrisiko.
Typisk er kun de store banker i stand til at levere hele paletten af ydelser, services og rådgivning inden for private banking. Og dette års survey viser, at det også er de store banker, der er bedst til at tiltrække de mest velhavende privatkunder med en investeringsformue over 20 mio. kr.
Overordnet viser resultaterne også, at de mest velhavende private banking kunder er langt mere tilfredse med priser, ydelser, kvalitet og den private rådgivning hos deres bank end de mindre velhavende private banking-kunder med en investeringsformue mellem to og fem mio. kr.
Ja, det er tydeligt, at bankerne hopper og springer for de allermest velhavende kunder i deres private banking. Private banking-kunder i det store brede segment med en mindre investeringsformue skal altså ikke forvente samme service, rådgivning – og samme smiskende attitude hos banken. De rigeste velhavere er virkelig guldkunder for banken, og det ved kunden, og det ved banken. Så styrkeforholdet er derfor givet på forhånd.
Og så er vi parate til at kåre de allerrigestes foretrukne bank: Danske Bank sidder på hele 42 pct. af de allerrigeste private banking-kunder. Og den andel er betydeligt højere end bankens gennemsnitlige ”markedsandel” for hele universet af private banking-kunder, som i år har svaret på Økonomisk Ugebrevs Survey.
Artiklen fortsætter efter grafikken
Fat i de rigeste
I virkeligheden er der kun seks større banker med en markedsandel på over fem pct. af de mest velhavende danskere i deres private banking. Efter Danske Bank kommer overraskende Sydbank med en markedsandel på 14 pct., efterfulgt af Nykredit med 12 pct.
Nordea har kun hver tiende af de rigeste private banking-kunder. Derefter følge Jyske Bank med en andel på syv pct. Og sidst på Top-6 listen ligger Spar Nord Bank med fem pct. Efter en sammenlægning får et samlet Nykredit og Spar Nord en markedsandel på 19 pct., hvorved de tilsammen vil overhale Sydbank.
Hverken Ringkjøbing Landbobank, Nordnet eller Saxo Bank har nævneværdigt fat i de rigeste bankkunder. For de to sidstnævnte antageligt fordi de ikke har en fuldt udbygget vifte at private banking-services. Ringkjøbing Landbobank har tydeligvis hovedvægten af mindre velhavende kunder, som måske søger mod mere opmærksomhed end de får i de store banker.
Generelt er der blandt de mest velhavende bankkunder relativt stor tilfredshed – i forhold til gennemsnittet af private banking-kunder. Det medfører, at der heller ikke sker store ryk mellem bankerne.
Årets survey viser, at hele 77 pct. af de mest velhavende bankkunder har været kunde i samme bank i over seks år. Kun 15 pct. har flyttet bank inden for de seneste tre år.
Det begrænsede ønske om at flytte bank understøttes af, at de velhavende bankkunders tilfredshed er langt højere end for den gennemsnitlige kunde i private banking.
Hovedtendensen er, at de fleste banker scorer fire ud af fem mulige, med en lidt bedre score end gennemsnittet til Nordea, og lidt lavere end gennemsnittet til Sydbank.
De mest velhavende bankkunder trækker også meget mere på bankens ydelser: I dette års survey oplyser 38 pct., at de benytter sig af private bank-tjenester ugentligt, og andre 32 pct. månedligt. Det er mere end det brede univers, hvor den ugentlige kontaktfrekvens er 35 pct. for kunder med en formue på mellem to og 10 mio. kr.
Stor forskel på rådgivere
Også færre bankkunder blandt de rigeste overvejer at flytte bank: Andelen af velhavende bankkunder, der overvejer bankskifte, er 16 pct. for Danske Bank, og ca. hver tredje velhaver i de øvrige Top 6 banker overvejer flytning.
I årets survey har ØU spurgt om tilfredsheden med forskellige ydelser, og baggrunden for at flytte bank handler langt den største reservation om ”generelt for høje omkostninger”, som nævnes af knap halvdelen af det velhavende private banking-univers. Næststørste utilfredshed handler om ”personlig rådgivning om investeringer.”
Hele 63 pct. af velhaversegmentet med en investeringsformue over 20 mio. kr. er tilfredse eller meget tilfredse med den personlige rådgivning i deres bank. Kun 13 pct. er ikke tilfredse. For bankkunderne med en investeringsformue på 2-5 mio. kr., er kun 42 pct. tilfredse eller meget tilfredse.
På følgende spørgsmål: ”hvorvidt føler du, at din personlige rådgiver har tilstrækkelig indsigt i din økonomiske situation og dine behov,” svarer hele 63 pct. ”i høj grad” og kun otte pct. svarer ”slet ikke” eller ”i nogen grad.” For de ”fattigeste” private banking-kunder er denne andel kun 36 pct.
Også disse svar indikerer, at der er stor forskel på rådgivernes ”mandsopdækning” af de mest velhavende bankkunder.
48 pct. af de mest formuende bankkunder oplyser, at de er meget tilfredse med tilgængeligheden af deres personlige rådgiver, og andre 33 pct. oplyser, at de er tilfredse. For de mindst formuende private-banking kunder er de tilsvarende andele 26 pct. og 23 pct. Altså har mindst formuende bankkunder vanskeligere ved at komme i kontakt med deres rådgiver end de mest velhavende private banking-kunder.
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.