Tidligere direktør for Kryolitselskabet, Peter Schmidt Hansen, skriver i en anmeldelse af DR dokumentar “Kryolitten – det hvide guld”
Den 9. februar udsendte DR TV en dokumentarudsendelse om Kryolithistorien på Grønland. Historien er på mange måder interessant, fordi den drejer sig om en unik geologisk formation, der blev udnyttet af risikovillige entreprenører. Ved en blanding af held og dygtighed, skabte de et økonomisk udbytte som kom samfundet og dem selv til gode.
Dokumentaren manipulerer imidlertid med fakta, der gør den til et tårevædet debatindlæg i en historie om Danmarks egoistiske behandling af en undertrykt kolonibefolkning.
Jeg vil gerne påpege nogle steder i den ellers farverige præsentation af den grønlandske ramme for kryolitminen i Ivigtut i Sydgrønland.
Det hævdes i udsendelsen, at minens regnskab har været holdt skjult for offentligheden. Det er noget sludder, som programmets tilrettelægger og producent har været bekendt med længe. Økonomien vedrørende minen og den efterfølgende oparbejdning af kryolitprodukter på Strandboulevarden i København er detaljeret beskrevet i dr.polit. Niels Henrik Topps afhandling fra 1990 med titlen, Kryolitindustriens Historie 1847-1990. Jeg forærede for et år siden Claus Pilehave, der står for programmet, et eksemplar af afhandlingen og alle de fakta, der er brug for i dokumentaren findes dér. Om pigerne, der i programmet hævdes at have deres viden fra protokoller i Rigsarkivet, virkelig har fundet deres tal dér, eller andet steds, får stå hen i det uvisse, I givet fald er de gået over åen efter vand.
Tallene, der vises i udsendelsen, er grundigt manipulerede og uden fornuftig sammenhæng med det budskab, som dokumentaren fremfører, nemlig at den grønlandske befolkning er holdt i uvidenhed og indflydelse på milliardindtægter, som Danmark har bortført fra Grønland. Der er gennem årene skrevet et utal af bøger og publikationer om Grønland, der nævner Kryolitten og dens indflydelse uden for Grønland, så uvidenhed kan man ikke påberåbe sig. Indflydelse på minedriften i Ivigtut, siden C. F. Tietgen i 1854 hentede det første større parti Kryolit til Danmark, er varetaget af Staten via koncessionsbetingelserne og en kontrollør, der var ansat på stedet. Hvilken større indflydelse forestiller Grønlænderne sig i dag, at de ville have været i stand til at yde siden 1854, hvor befolkningen i hele Grønland udgjorde få tusinde indbyggere?
Og tallene har Dokumentaren fået helt galt i halsen. Kryolit Mine og Handelsselskabet (KMHS), der stod for driften af minen i Ivigtut fra 1865 og frem til 1939, havde over årene et akkumuleret driftsoverskud på 63 mio. kr. I samme periode betalte KMHS 65 mio. kr. i koncessionsafgifter til Staten. Heri er indregnet kryolit solgt til Øresunds Chemiske Fabrikker (ØCF) på Strandboulevarden og til det amerikanske mineselskab, Pensalt. Eksportværdien af Kryolitten var således samlet 128 mio. kr., idet det antages at værdien af kryolitten fra Tietgens minedrift i 1854 til etableringen af KMHS i 1865 var af mindre betydning.
Kryolitten kom til at revolutionere aluminiumindustrien ved væsentligt at reducere produktionsomkostningerne. Det slog igennem i slutningen af 1800tallet og fik kryolitefterspørgslen til at stige. Med ikke svigtende omhu fik det også Staten til at femdoble koncessionsafgifterne fra 1914 og de er indeholdt i de ovennævnte 65 mio. kr.
Fra 1939 skifter scenen fordi Staten som en betingelse for koncessionsfornyelse, betinger sig en ejerandel KMHS og ØCF på 50%. De to selskaber fusioneres og videreføres som Kryolitselskabet Øresund A/S (KØ) med en bestyrelse, hvor halvdelen var private aktionærer og halvdelen blev politikere udpeget af Staten med departementschefen for Grønlandsministeriet som formand.
Selskabet bliver imidlertid overhalet indenom af krigen, der afbryder forbindelsen til Grønland. I stedet drives minen i Ivigtut under krigen af amerikanere og betalingen indsættes på en konto i USA. Herfra betaler Danmarks ambassadør Henrik Kauffmann for forsyningerne til hele Grønland under krigen. Til overs udbetales 56 mio. kr. til Kryolitselskabet i 1946. Grønland modtog således store forsyninger for kryolitpengene under krigen.
Efter krigen udviklede KØ sig til et industrikonglomerat med flere sideaktiviteter: Dansk Salt I/S, Danish Fancy Food Group A/S, Maskinfabrikken Gerni A/S, Brødrene Meincke A/S, Dantec A/S og Grønlandsfly A/S. Det resulterede i at Staten trak sig ud ved en børsnotering i 1985, hvor Staten opnåede et provenu på 736 mio. kr. (712 mio. kr. efter omk.) for sin halvdel.
Kryolitbrydningen stoppede i Ivigtut i 1962, men blev genoptaget i 1983, hvor de sidste rester blev skrabet sammen, herunder tennisbanen, vejen til Grønnedal og kajkanten. En del af KØ’s indtjening i perioden fra 1946 til 1985 kan med god vilje tilskrives Grønland, anslået 1.250 mio. kr. plus Statens provenu ved dens udtræden, i runde tal i alt 2 mia. kr.
En indeksering af KMHS’ overskud og koncessionsafgifterne samt andelen af KØ’s overskud indekseret med prisudviklingen frem til i dag lander på et beløb på 15 – 17 mia. kr. Og det er da også et pænt beløb, men langt fra dokumentarens 400.000.000.000 kr. Uden at gå i detaljer her, ligger forskellen på de to opgørelser ikke så meget i indekseringen, hvor jeg er nogenlunde enig med dokumentaren.
Hovedforskellen ligger i, at dokumentaren bruger omsætningstal uden hensyn til omkostningerne. Desuden synes der at være en del dobbeltregninger mellem de involverede parter. Jeg finder således ikke, at man kan medtage den værditilvækst produkterne blev tilført på Strandboulevarden og af Pensalt, som var en industriel oparbejdning, der i princippet var uden for Grønlands rækkevidde.
I dokumentaren har man støttet sig til økonomisk ekspertise. En økonom, der argumenterer for at der ikke var omkostninger ved Kryolitten fordi de blev afholdt af andre, må til skolebøgerne igen. Når samme hævder, at der ikke blev investeret i infrastruktur, overses Grønlandsflys fly og hoteller. Kryolitselskabet investerede i skibe, der udgjorde en stor del besejlingen af Grønland alternerende med Kgl. Grønlandske Handels skibe. Til gengæld må det accepteres, at tallene siden 1854 skal indekseres for at give mening i dag.
Og hvad gik pengene til? I mellemkrigstiden svarede koncessionsindtægterne i store træk til Danmarks underskud på driften af Grønland. Kryolitten finansierede således store dele af Grønlands overgang fra et primitivt fisker- og fangersamfund, til en moderne og velfungerende provins af Danmark. Jeg ser frem til, at der sættes værdi på investeringerne i Grønland.
Og så til de grædende kvinder og Lars Emils hovedrysten, der provokerer letbevægelige sjæle til at få de 400 mia. til at glide ned. Det nærmer sig folkeforførelse, og det er åbenbart programmets formål. Tak for kaffe!
Peter Schmidt Hansen
