De 3.900 medarbejdere i Nykredit koncernen tjener i gennemsnit nu over en mio. kr. Det er endda, når man fraregner de fire medlemmer af koncerndirektionen med en langt højere løn. Lønniveauet i Nykredit er markant højere end gennemsnittet i de andre større banker. Nykredits lønniveau er 20 pct. højere end i Danske Bank-koncernen med et snit 831.000 kr., skriver fagredaktør Ejlif Thomasen.
En historisk grænse blev brudt i 2024: Gennemsnitslønnen for ansatte i Nykredit-koncernen kom for første gang over én mio.kr.
Mere præcist ligger den nu på 1,026 mio. kr. Gennemsnittet omfatter alle ansatte undtagen de fire personer i koncerndirektionen. Der har de seneste fem år været en samlet stigning på 16 pct. fra 887.000 kr. i 2019 til nu 1.026.000 kr. Med de nye overenskomster for finansområdet er der fremadrettet aftalt en stigning over de næste tre år på i alt 7,4 pct. for hele finanssektoren.
Lønniveauet er en del højere end hos konkurrenten Realkredit Danmark, hvor gennemsnittet for de 227 ansatte er 938.000 kr. Også her er direktionen fraregnet. Ser man alene på Nykredits helejede datterselskab Totalkredit, så minder deres tal mere om Realkredit Danmark. Her er kun 227 ansatte som i Realkredit Danmark, og deres gennemsnitsløn var i 2024 på 881.000 kr. Tallene for Totalkredit indgår i de samlede Nykredittal, som altså omfatter hele 3.900 ansatte. Dermed vejer Totalkredit ikke ret meget.
Nykreditkoncernen omfatter også bankvirksomheden, og det er derfor mere retvisende at sammenligne tallene for Nykredit-koncernen med Danske Bank-koncernen: For hele Danske Bank-koncernen var gennemsnitslønnen sidste år for de 17.369 ansatte i 2024 på 831.000 kr.
Lønniveauet i Nykredit ligger 23 pct. højere end i Danske Bank. 2023-tallene for Jyske Bank viser en gennemsnitsløn på 833.000 kr. for de godt 3900 ansatte.
Ud af de 3.900 ansatte i Nykreditkoncernen udgør de såkaldte ”væsentlige risikotagere” i alt 195 personer i 2024 mod 201 personer året før. Deres aflønning var i 2024 i gennemsnit på 2,317 mio. kr. mod 2,244 mio. kr. året før.
Lønstigning på hele 63 %
Rollen som lønførende gælder også for aflønningen af koncernledelsen. Nykredits koncernchef Michael Rasmussen fik i 2024 en fast løn på 22,65 mio. kt. De øvrige tre medlemmer af koncernledelsen fik skønsmæssigt hver c. halvdelen af Rasmussens løn. Det er normalt for koncernledelser med flere medlemmer, at koncernchefen får godt det dobbelte af de øvrige medlemmer af koncernledelsen. For Michael Rasmussens vedkommende kommer der oven i lønnen et fastholdelsestillæg på 1,6 mio. kr., så den samlede løn i 2024 var 24,25 mio. kr. Stigningen i hans faste løn var i 2024 på syv pct. Den store stigning skal ses i lyset af, at den meget lange fratrædelsesperiode på 15 måneder i 2023 skal halveres over en femårig periode, oplyses det.
Over de seneste fem år har CEO Michael Rasmussen fået et løft i den faste aflønning på hele 63 pct., mens gennemsnittet for hele koncernen altså er 16 pct.
Til sammenligning får topchefen i Danske Bank knap 22 mio. kr. og er altså lavere lønnet end Michael Rasmussen, selvom Danske Bank-koncernen er væsentligt større end Nykredit-koncernen. I Realkredit Danmark får koncernchef Kamille Skytte en samlet løn på 4,64 mio. kr. Hos DLR fik koncernchef Jens Kr. A. Møller i 2024 en samlet løn på 5,4 mio. kr. mod 5,1 mio. kr. i 2023.
Ejlif Thomasen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.