Da NNIT gik på børsen indgik hovedaktionærerne (Novo Nordisk A/S og Novo A/S) en lock-up aftale på 360 dage fra første handelsdag. NNIT havde første handelsdag den 6. marts 2015, og dermed er der ikke lang tid tilbage førend lock-up perioden udløber. Meget tyder på, at Novo Nordisk vil benytte lejligheden til at sælge mere af den tilbageværende aktiepost på 25,5 %, mens Novo Nordisk Fonden gennem Novo A/S må forventes at beholde sin aktiepost som en grundbeholdning de næste mange år.
Børsnoteringen var i sin tid bl.a. begrundet med, at IT-datterselskabet skulle sættes fri, og at ejerskabet af en IT-forretning ikke hører hjemme i en medicinalkoncern. Derfor er det oplagt, at der sælges flere aktier, når muligheden byder sig. I særdeleshed ovenpå en flot 18,8 % kursstigning de seneste tre måneder efter en lang periode med stilstand omkring 150-155, i kølvandet på den for mange skuffende notering, hvor den store initielle interesse og det lave udbud af aktier fik mange investorer til at putte aktien i glemmebogen igen. En gennemsnitlig daglig omsætning på 7 mio. kr. de seneste seks måneder fortæller alt om den manglende interesse og historien om et selskab, der ganske enkelt var for lille til at leve op til de enorme forventninger om et nyt Novo/Novozymes-eventyr fra første dag. Markedsværdien er nu ved kurs 183 ved at nærme sig 5 mia. kr., men i forhold til Novos markedsværdi på over 750 mia. kr. er det åbenlyst, at den reelle betydning af NNIT-aktieposten er nærmest ikke-eksisterende. Et salg af den resterende aktiepost vil på provenubasis svare til 14 dages nettooverskud eller tre uger af Novos heftige tilbagekøbsprogram. Med 25,5 % af aktierne allerede placeret hos Novo Fonden er det langsigtede fondsejerskab også sikret, og vores forventninger er derfor, at der forsøges et aktiesalg såsnart mulighed byder sig i forhold til lockup og markedet generelle sundhed. Dagens aktiekurs ligger 46 % over noteringskursen på 125. Fra billig til lidt dyr
Sidst vi omtalte NNIT var der minimal interesse for aktien, og den handlede med en lille rabat til sektoren. I dag handler aktien målt på P/E med en lille præmie i forhold til sektoren:
Interessen er svagt stigende, hvis man ser på omsætningen, der den seneste måned med 12 mio. kr. har ligget pænt over de seneste seks måneders gennemsnit på skuffende 6,9 mio. kr. dagligt. En amerikansk investor (FMR LLC) har i december øget sin beholdning fra 5 % til 6,3 %. Det er ikke en voldsom øgning, men illustrerer tendensen. Aktien og virksomheden er dog fortsat for lille til for alvor at opnå status som investeringsobjekt blandt de største investorer, og den dækkes da også kun af fem analytikere, heraf tre fra de banker der hjalp med børsnoteringen.
Regnskab om hjørnet I lighed med søsterselskaberne Novo Nordisk og Novozymes hører NNIT til blandt de første, der afrapporterer. Årsregnskabet for 2015 aflægges allerede den 27. januar, hvorefter aktiekursen og selskabet kan komme i et lidt underligt ”vakum”, mens markedet afventer udløbet af lock-up perioden. Koblet med at aktien nu har bevæget sig fra undervurderet til overvurderet i forhold til markedets gennemsnitlige værdiansættelse af sektoren, ser vi en god mulighed for at den lidt mere aktive investor benytter en eventuel stigning ovenpå regnskabet til at reducere. Det er i forventning om, at jo tættere vi kommer på udløbet af lock-up perioden, jo mere afventende vil de institutionelle investorer blive.
Når Novo Nordisks aktiepost på 6,75 mio. stk. er placeret, og den stabile væksthistorie – som forventet – er genbekræftet i årsregnskabet, vil aktien igen stå som en udmærket investeringsmulighed i et uroligt marked. Forretningens stabilitet understreges af at konsensusestimaterne stort set ikke er justeret efter børsnoteringen. Samtlige analytikere har i øjeblikket en ”Hold”-anbefaling med et kursmål på 160, fordelt i intervallet 145-170. Efter årsregnskabet vil investorerne og analytikere sandsynligvis skulle tage en mere tydelig stilling til aktiens fremtid. Vi ser en god sandsynlighed for at det bliver i positiv retning.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.