Betalingssystemer verden over er i dramatisk forandring. Til sommer kan danskerne også bruge MobilePay direkte på kasseapparaterne i butikkerne med deres mobiltelefon. Teknologien med konto-til-konto overførsel stormer frem i lande som Sverige, Indien og Brasilien. De store tabere står til at blive traditionelle banker samt kredit- og debetkortudstedere og leverandører af kortterminaler, skriver journalist Henrik Denta
Gennem de seneste par år har den danske teleanalytiker John Strand været i Brasilien gentagne gange. Langt de fleste brasilianere i dag bruger nemlig deres mobiltelefon til at overføre penge med. ”Danskerne kender MobilePay. I Brasilien hedder systemet Pix, og det er nærmest at sammenligne med MobilePay på steroider. Det bliver drevet frem af regeringen og forbrugerne i fællesskab. Når nogle har en overnaturlig profitabilitet, så åbner det muligheder for nye spillere. Det er det, folk oplever i Brasilien,” siger John Strand.
Pix er som MobilePay en konto-til-konto overførsel af penge og altså uden et betalingskort som Visa eller MasterCard indblandet. Det blev lanceret af Brasiliens centralbank i november 2020, der havde udviklet og designet den grundlæggende struktur for bare fire mio. USD. Efterfølgende pålagde centralbanken alle banker at implementere systemet, og den udgift måtte bankerne selv afholde.
Pix har hurtigt etableret sig som landets mest populære betalingsmetode. I 2023 blev der registreret næsten 42 mia. transaktioner via Pix, hvilket repræsenterer en vækst på 75 pct. sammenlignet med året før. Det fortæller Jesper Rhode Andersen, der er næstformand i det dansk-brasilianske handelskammer. ”Pix har markant transformeret betalingslandskabet i Brasilien ved at tilbyde en hurtig, sikker og omkostningseffektiv løsning til finansielle transaktioner og fortsætter med at udvikle sig med nye funktioner og international ekspansion i Latinamerika.”
”I Brasilien er det f.eks. svært at finde tiggere ved lyskryds, som ikke har en QR-kode eller et telefonnummer, hvor de kan modtage penge. Derfor har Pix også været en stor succes i forbindelse med at få en stor del af den grå økonomi gjort synlig for staten, hvilket på det seneste også har skabt en del bekymring hos mindre og uformelle erhvervsdrivende og handlende.”
Indien
I Indien hedder det tilsvarende system Unified Payments Interface, UPI. Det selskab stod I 2022 for 46 pct. af den globale real-time overførsel af penge fra konto-til-konto ifølge en rapport fra analysefirmaet Emphasis Ventures.
Pix i Brasilien og UPI er næsten lige gamle og gratis for forbrugerne. I Indien er forretninger over en vis størrelse pålagt at modtage betalinger via UPI.
Vækstkurverne for UPI i Indien viser hvert år to-cifrede vækstrater. I januar 2024 behandlede UPI over 12 mia. transaktioner til en samlet værdi af 222 mia. USD, hvilket var en stigning på over 41 pct. i transaktionsværdi sammenlignet med året før. Ifølge Reuters planlægger UPI allerede nu at ekspandere i Afrika og Sydamerika.
Sverige
I Sverige er Swish-systemet allerede en ældre teenager i sammenligning. Swish blev etableret i 2012 af seks banker, heriblandt Danske Bank. Sidste år satte systemet endnu engang rekord, da antallet af transaktioner for andet år i træk rundede en milliard, og den rekord blev endda sat allerede i starten af december.
Sidste år kom flere banker med i samarbejdet, der også blev udvidet med flere features og 200.000 nye brugere, der bragte det samlede antal brugere op over 8,6 mia.
Taberne
Danmarks Nationalbank beskrev for nylig konto-til-konto overførsler som den helt store gevinst, fordi der er færre aktører involveret i overførslen af penge, og dermed er der færre, der skal tjene et gebyr. Og i Brasilien er Jesper Rhode Andersen, næstformand for det dansk-brasilianske handelskammer, Ikke i tvivl, om hvem taberne bliver.
”Udviklingen og den udbredte anvendelse af Pix har haft betydelige konsekvenser for traditionelle aktører i den finansielle sektorer. De primære tabere er kredit- og debetkortudstedere, virksomheder, der leverer kortterminaler, samt traditionelle banker. Pix forventes at overgå kreditkort på det brasilianske onlinehandelsmarked allerede i 2025 med en markedsandel på 44 pct. af onlinebetalinger, mens kreditkort forventes at stå for 41 pct.”
Henrik Denta