Kære læser
Det står efterhånden klart, at Trump ser Kina som hovedfjenden i den globale toldkrig.
Selvom den amerikanske administration nu muligvis lander permanente toldsatser med EU på ti pct., skal danske virksomheder alligevel tage sig i agt og passe på, at de ikke overskrider Trumps røde linjer.
Det er oplagt, at danske selskaber, som producerer i asiatiske lande med høje toldsatser mod USA, fortsat kan blive hårdt ramt. Det gælder ikke mindst danske selskaber med produktion i Kina. Her må forventes en fortsat udflagning til andre lande, da over 100 pct. told ved eksport til USA næppe kan give en lønsom forretning.
Pandora producerer smykker til USA i Thailand
Eksempelvis foregår en stor del af Pandoras smykkeproduktion i Thailand, og hovedparten af salget sker i USA. På papiret skal Pandora registrere det som import til USA fra Thailand, hvor toldsatsen sikkert lander højere, end hvis eksporten sker fra EU.
Kan Pandora så sende smykkerne via Danmark, før de lander i USA? Måske, hvis de bliver ompakket og lagret en tid. Spørgsmålet er, hvor meget de amerikanske myndigheder kan og vil kontrollere. Det er givet, at produkternes oprindelsesland skal registreres, så der ikke er snydemuligheder.
Virksomheder som Novo Nordisk, Novozymes og GN Store Nord har lokal produktion i Kina. De første to virksomheder mest til det kinesiske hjemmemarked. Men GN Store Nord har 40 pct. af sin produktion i Kina, og derfor bliver den nye 100 pct. told uden tvivl et kæmpe problem. Netop dette forhold er en vigtig årsag til, at GN-aktien de seneste uger er sendt i kulkælderen.
Flytning af produktion fra Kina til USA eller EU
Alt andet lige vil det generelt, på papiret, kunne betale sig at flytte produktion fra Kina til USA eller EU – eller andre lande med lave toldsatser. Måske til Europa og Danmark, hvilket selvfølgelig vil være et plus for dansk erhvervsliv og dansk økonomi.
Og hvad hvis kineserne opkøber virksomheder i Danmark eller det øvrige EU med det formål at komme udenom de amerikanske toldsatser? Kan de så omgå den høje kinesiske toldsats? Næppe.
Forventningen er, at de endelige toldaftaler, USA indgår med EU og enkeltlande, vil indeholde nogle klausuler om, at man ikke lader sig udnytte som ”forbindelsesland” for kinesisk produktion. Grundlæggende bliver det altså de enkelte landes myndigheder, der skal sikre, at eventuelle aftaler herom med USA overholdes.
Og hvad med de kinesiskejede selskaber, som allerede ligger i EU og Danmark?
Kun én ting er sikkert: Trumps Toldkrig kommer til at betyde nye samhandelsmønstre, som vender op og ned på mange ting. Og derfor står vi foran en meget urolig periode, både for erhvervslivet, lokale regeringer og de finansielle markeder.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør