I dette års Rating af de finansielle IR – Investor Relations kommunikation – overhaler Danske Bank Nordea, som lå alene i toppen af Økonomisk Ugebrevs IR Rating sidste år. Danske Bank får max score på de ti målepunkter, lige efterfulgt af Nordea og dernæst Jyske Bank og Tryg på en delt tredjeplads. IR-kvaliteten mellem de bedste og de ringeste er fortsat kolossal. Hele 13 af de 22 finansvirksomheder scorer under fire point ud af 10 mulige. Chefredaktør Morten W. Langer har set på ratingresultaterne.
Efter mere end ti år med Økonomisk Ugebrev årlige IR Rating skulle man tro, at de relativt simple målepunkter kunne give anledning til topkarakterer hele vejen rundt. Men det er ikke tilfældet.
I mange af de mindre børsnoterede banker får investor relation-opgaven stedmoderlig behandling. Og det kan også være en af årsagerne til, at det kun er de allerstørste hjemlige banker, der har uafhængig analysedækning (se særskilt artikel herom).
For to af de ti målepunkter er det derfor også vanskeligt at opnå point, fordi de er knyttet til analysedækning: Målepunkt ét handler om, hvorvidt selskabet oplyser konsensus estimater fra analytikerne. Målepunkt to handler om, hvorvidt der på bankens hjemmeside er en oversigt over analytikere, der følger banken.
Målepunkt fire handler om, hvorvidt der på bankens hjemmesider er adgang til webcast fra investormøder med analytikerspørgsmål. Og målepunkt ni handler om, hvorvidt banken dækkes af mindst tre aktieanalytikere. Også dette kan være meget vanskeligt for de mindre banker.
Ses bort fra disse fire målepunkter burde flertallet af finansvirksomheder kunne opnå seks point – uden at skulle gøre det store væsen af sig. Eksempelvis på målepunkt fem, der handler om, hvorvidt banken oplyser fuldstændige kontaktoplysninger og navn på bankens IR-ansvarlige, så investorer har let mulighed for at kontakte banken med investor-relaterede spørgsmål.
Overraskende oplyser kun 13 ud af de 22 finansvirksomheder kontaktoplysninger til den IR-ansvarlige, som f.eks. kunne være bankens CEO, CFO eller pressechef, hvis der ikke er ansat en egentlig IR-chef. Det kan nærmest opfattes som arrogance i forhold til bankens aktionærer og potentielle investorer, at der ikke er denne direkte kontaktmulighed, og det må også anses for et levn fra fortiden, at dette oplysningsforhold ikke er på plads.
Kun fire selskaber lever op til målepunkt 10, som er et meget minimalistisk oplysningsforhold: Nemlig om der oplyses kursudvikling i forhold til de nærmeste konkurrenter på bankens hjemmeside. Bl.a. Tryg kikser på dette målepunkt, og der er altså en meget let vej for forsikringsselskabet op til de maksimale ti point næste år.
Heller ikke Alm. Brand opfylder dette målepunkt sammen med, at der ikke oplyses fuldstændig stemmeopgørelse fra den seneste generalforsamling, som jo viser, hvordan selskabets aktionærer har stemt på de enkelte dagsordenspunkter. Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord, Sparekassen Sjælland-Fyn og Vestjysk Bank oplyser heller ikke en stemmeopgørelse fra generalforsamlingen.
Positivt er det, at de store banker med analysedækning næsten alle oplyser analytikernes konsensusestimater, endda på kvartalsbasis. Nordea mister sit halve point i forhold til en mulig max. score ved kun at oplyse konsensusestimater for helåret, og altså ikke på kvartalsbasis.
Generelt har niveauet for de finansielle selskabers IR-rating scorer ikke ændret sig meget i forhold til sidste år. Otte banker scorer sølle tre point eller derunder.
Læs også denne artikel fra ugens tema om IR Rating: Øget analytikerdækning af danske finansvirksomheder
Morten W. Langer
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.