Europa bliver ikke næste populistiske dominobrik

Lige siden briterne stemte sig ud af EU og amerikanerne valgte Donald Trump til ny præsident har følgende spørgsmål trængt sig på: Hvor kommer det næste populistiske jordskælv i den vestlige verden? Af flere grunde kan man tvivle på denne politiske forudsigelse, skriver Jacob Funk Kirkegaard fra Peter G. Peterson Institute For International Economics i denne analyse.

For det første må det ihukommes, at kontinental Europas parlamentariske systemer har årtiers erfaring med at håndtere store politiske partier uden for traditionelle værdimæssige normer, som funktionelt ligner tidens nye populistiske bevægelser. Franske og italienske kommunistpartier var for eksempelvis helt op til 1980’erne ofte velrepræsenteret i parlamentet, dog uden nogensinde at komme i nærheden af magten.

Netop af den grund har ganske mange europæ-iske lande – såsom Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien – stadig valgsystemer godt designet til at reducere chancerne for, at ikke-traditionelle partier kan vinde magten. Europas politiske systemer er med andre ord allerede væsentligt bedre gearet til at håndtere populistiske bevægelser end David Camerons utilsigtede knald-eller-fald folkeafstemning eller USA’s over 200 år gamle valgmandskollegium. Dernæst har vælgerne i både Østrig og Italien for nylig været ved stemmeurnerne. Og ved nærmere eftersyn afviste flertallet i begge lande ustabilitet og populisme. I Østrig vandt centrum-venstre kandidaten Alexander van der Bellen mod det populistiske Frihedspartis Norbert Hofer med 54-46 i et omvalg, med en højere vælgerdeltagelse end det oprindelige annullerede valg i maj 2016.

Van der Bellen vandt dengang meget mere knebent med kun 50.3 procent, men nu efter både Brexit og Trump stemte mere end 220,000 flere østrigere på ham. Det signalerer snarere stabilitet end ny populisme i Østrig.

I Italien forkastede vælgerne med meget stort flertal – 60/40 – et forslag til en forfatningsændring designet til at gøre det nemmere at vedtage nye love i Italien, der sammenholdt med en planlagt ændring af den italienske valglov, ville have givet den italienske premierminister markant mere magt. Forfatningsændringen var støttet af premierminister Matteo Renzi, der som konsekvens af nederlaget gik af.

Umiddelbart kan resultatet synes som en stor sejr for populismen i Italien. Og de to populistiske partier i landet – 5 Stjerne Bevægelsen og Liga Nord – har da også været hurtige til at erklære sig som vindere. Imidlertid var det faktisk sådan, at også store dele af Italiens etablerede partier var modstandere af forfatningsændringen, inklusive væsentlige dele af Matteo Renzi’s eget centrum-venstre PD parti. Derfor var resultatet et stort nederlag for premierministeren. Men kampen stod mod en meget bred italiensk koalition af både populister og traditionelle politiske partier.

Samtidigt er det klart, at de italienske meningsmålinger rent faktisk, selvom de ramte rigtigt med deres nej-prognose, fuldstændigt missede resultatet. De sidste målinger inden selve afstemningen forudsagde blot en nej-sejr på 6-7 procentpoint og relativ lav valgdeltagelse, mens den faktiske 20-points nej-sejr og 68.5 procent valgdeltagelse var helt udenfor enhver prognoses konfidensintervaller. Meningsmålingerne missede derfor et meget markant og sent vælgersving til fordel for nej-siden i Italien. Kombineret med den stabilitet, andre meningsmålinger har vist for italienske vælgeres parti præferencer er det derfor overvejende sandsynligt, at dette store vælgerskred kom fra vælgere fra traditionelle partier og ikke mindst Matteo Renzi’s eget PD. Der er således intet, der tyder på, at den populistiske 5 Stjerne Bevægelse eller Liga Nord har fået større vælgeropbakning under folkeafstemningskampagnen.

Kigger man fremad, så ligger Marine Le Pen ikke længere nummer ét i de franske meningsmå-linger for første runde af præsidentvalget til maj, mens Francois Fillon fører 65-35 i en direkte konfrontation med Le Pen i anden runde. Og Angela Merkel, hvis personlige popularitet har rettet sig siden flygtningekrisen i begyndelsen af året, er netop blevet genopstillet som kanslerkandidat for CDU med 89.5 procent af partiet bag sig, og er igen storfavorit til at vinde i det tyske valg til september. Skulle en gigantisk overraskelse betyde, at en rød-rød-grøn koalition mellem SPD, Linke og De Grønne vandt, så ville den næste kansler alligevel være et tidligere medlem af den nuværende store koalition og garant for en høj grad af stabilitet.

I Holland synes Geert Wilders’s Frihedsparti godt nok at være favorit til at blive største parti i Holland efter valget til marts. Men ti andre partier står også til at blive repræsenteret i parlamentet, så mulighederne for en koalition udenom Wilders er fortsat gode.

læs hele udgivelsen her