Uddrag fra fredagens udgave af ØU Ledelse:
Krugman afviser finanshuses dommedagsprofetier
Kære læser
Fra alverdens økonomer og finanshuse har den seneste måned forudsagt, at Trumps Toldkrig vil udløse en synkron økonomisk recession i USA, Kina og Europa. Og det kan også godt være, at det går sådan.
Men Nobelpristager i økonomi, Paul Krugman, går direkte mod strømmen. I et interview med finanshuset Goldman Sachs lyder hans samlede vurdering, at den aktuelle situation er alvorlig, men håndterbar. Han siger, at situationen bør tages seriøst, men også, at der ikke er grund til panik. Risikoen for recession eksisterer, men er håndterbar med rettidig og klog politik.
Krugman vurderer, at selvom toldpolitikken kan påvirke makroøkonomien negativt, er risikoen for recession mindre dramatisk end antaget af mange økonomer og finanshuse. Det er i den forbindelse påfaldende, at de makroøkonomiske nøgletal indtil videre har vist sig helt resistente overfor toldkrigen.
Krugman anvender klassisk handelsteori og argumenterer for, at selv stor toldpåvirkning ofte har beskedne makroøkonomiske effekter, især for en stor økonomi som USA. Han påpeger, at told fungerer som en ændring i relative priser, som markeder tilpasser sig – ikke som et direkte negativt efterspørgselschok.
Han erkender, at de kortsigtede prisændringer kan udløse økonomiske omvæltninger. Og han fremhæver, at de negative konsekvenser typisk opstår fra re-allokering af varestrømme og friktioner snarere end fra toldens umiddelbare økonomiske effekt.
På den baggrund advarer han mod overdrevne dommedagsprofetier og ser meget af panikken som overdreven reaktion snarere end objektiv analyse.
Selvom de finansielle markeder reagerer med kursfald og volatilitet, tolker han det som nervøsitet frem for klare indikatorer på recession. Han kritiserer, at mange økonomiske modeller har en overdreven følsomhed over for ændringer i handelspolitikker, uden at afspejle fleksibiliteten i økonomien og ændret adfærd.
Krugman erkender, at en fuld handelskrig med Kina vil være skadelig, men tror ikke det i sig selv vil fremkalde en dyb recession. Det måske største problem er, at usikkerhed dæmper investeringer – ikke selve tolden. Og han afviser bekymringer om, at tolden vil give vedvarende høj inflation – det afhænger af centralbankens reaktion.
Skulle det alligevel gå galt, mener han, at Federal Reserve har tilstrækkelig kapacitet til at sænke renter og stabilisere økonomien, om nødvendigt. Han afviser, at Trumps politik nødvendigvis fører til en ny protektionistisk æra – snarere en midlertidig afvigelse. Krugman understreger, at politisk evne til at håndtere konsekvenserne – fx via stimulus – er afgørende for, om der kommer recession.
Han er mere bekymret for konsekvenserne af autoritære tendenser og erosion af internationale regler end for økonomiske tal.
Så måske er det hele alligevel ikke så galt. Fortsættelse følger.
God læselyst
Morten W. Langer Chefredaktør