Uddrag fra Deutsche Bank/ Zerohedge, bearbejdet til dansk:
Mens det dramatiske udsalg er en barsk påmindelse om, at den store, smukke lovforslag (altså Trumps skattelettelser) vil tilføje billioner i ny gæld ( omkring 5 billioner dollars oveni , hvad der alligevel ville blive tilføjet), og at obligationspolitikerne endelig vågner op fra deres næsten 20 år lange søvn (i det mindste indtil den næste kvantitative lettelse eller Bessents kommende aktivistiske tilbagekøb af statsobligationer genfryser dem i karbonit), var den mest foruroligende del af dagens markedsreaktion, at dollaren endnu engang blev svækket på samme tid.
For DB’s chefstrateg for valutahandel, George Saravelos, der tidligere i dag argumenterede for, at det stigende gab mellem USDJPY og 10-årige TSY-renter er et tegn på stigende finanspolitiske risici, er dagens obligationsauktion et endnu tydeligere signal om ” en udenlandsk køber strejke mod amerikanske aktiver og de tilhørende amerikanske finanspolitiske risici, som vi har advaret om i et stykke tid .” Kernen i problemet, som det er blevet stadig tydeligere i de senere år, men især i løbet af den seneste måned , er, at udenlandske investorer simpelthen ikke længere er villige til at finansiere USA’s dobbeltunderskud på det nuværende prisniveau.
Dette er et problem, fordi det ifølge Saravelos “er svært for amerikanske aktier at forblive robuste i dette miljø.” Sammenlign dagens reaktion med perioden 2023-24, hvor markederne oplevede en kombineret stigning i amerikanske renter og aktier, da markedet reviderede de amerikanske vækstforventninger opad. I dag er det meget anderledes: ” Det handler alt sammen om at opbygge en finanspolitisk risikopræmie i amerikanske aktiver. Det er svært at argumentere for, at en sådan (negativ) drivkraft bag de stigende kapitalomkostninger er positiv for risikoaktiver. “
Det centrale i Saravelos’ synspunkt er, at den asiatiske investorbase er afgørende. Under hans eksterne balanceramme er “Asien den vigtigste kilde til kapital til amerikanske underskud, efterfulgt af Europa “. Og selvom det faktisk ikke har været tilfældet i et stykke tid, bliver den amerikanske obligations og valutakursens adfærd kritisk i den ikke-amerikanske tidszone. Som Saravelos skrev tidligere i morges , ville en accelereret nedgang i USD/JPY i løbet af handelstiden i Tokyo være et stærkt signal om kapitalrepatriering væk fra USA tilbage til hjemmemarkederne.
Det er ikke let at “løse” dette problem: Saravelos siger, at han havde flere samtaler med klienter om, hvad der kan vende denne udviklende negative dynamik.
De fleste vil ikke kunne lide hans svar: for det første er finansiel undertrykkelse i form af SLR-“reform” og en forkortelse af løbetider for amerikanske statsobligationer (eller endnu en runde af Janet Yellens aktivistiske statsobligationsudstedelse ) ved den næste tilbagebetalingsmeddelelse blevet nævnt oftest. I det omfang en forkortelse af varighedsrisikoen for den amerikanske gældsprofil hjælper med at tiltrække udenlandske købere, kan dette ganske vist være nyttigt. Men en lavere varighed indebærer også en højere risiko for gældsrollover.
Ifølge Saravelos kan ikke engang Fed løse dette, kun Kongressen, selvom ekstreme forstyrrelser sandsynligvis vil føre til Fed-intervention (“nød-QE”) for at bevare markedets funktion. Når det er sagt, vil Fed’s monetarisering af gæld ikke løse kernen i problemet og kan ende med at være kontraproduktiv ved at øge inflationsforventningerne.
I sidste ende ser DB-strategen kun to “løsninger” på dette problem:
1) enten skal USA kraftigt revidere den skatteforligslov, der i øjeblikket ligger i Kongressen, for at resultere i en troværdigt strammere finanspolitik, hvilket ville resultere i en hurtig økonomisk depression , da udløbet af TCJA uden en forlængelse ville være den største skattestigning i amerikansk historie. Her minder vi læserne om, at den store, smukke lov, der i øjeblikket ligger i Kongressen, er blevet vurderet til at tilføje omkring 5 billioner dollars til gælden , hvilket resulterer i, hvad vi sagde ville være gældens dommedag for USA; dette er simpelthen en afvejning af kortsigtet velstand (et par ekstra billioner i de næste 4 år) for et langsigtet økonomisk kollaps (de 220% i langsigtet gæld. BNP)…
ii) eller den ikke-dollarværdi af amerikansk gæld skal falde væsentligt, indtil den bliver billig nok til, at udenlandske investorer kan vende tilbage, dvs. devaluering .
Til disse to løsninger fra Saravelos – hvoraf den første er fuldstændig uacceptabel, da Trump aldrig ville gå med til ikke at vedtage hans lovforslag, især da de deraf følgende skattestigninger, når skattelettelserne fra Trumps 2017 Tax Cut and Jobs Act (TCJA) udløber, ville sende USA ud i en depression – vil vi tilføje en tredje og en fjerde: For det første kan kvantitativ lettelse være en midlertidig løsning, men rentekurvekontrol er det ikke (som det amerikanske marked for statsobligationer oplevede i næsten et årti efter Anden Verdenskrig), og uanset om du kan lide det eller ej, så kommer det. For det andet, som finansminister Bessent selv forudså, vil finansministeriet i fraværet af en gæstfri Fed (dvs. en Fed under formand Kevin Warsh, som kommer i midten af 2026, men ikke endnu), selv være nødt til at træde til med det, vi allerede har varemærkebetegnelsen aktivistiske statsobligationsopkøb, dvs. i stedet for de ugentlige tilbagekøb på omkring 8 milliarder dollars er vi uger, hvis ikke dage, fra at Bessent afslører, at finansministeriet aktivt vil tilbagekøbe statsobligationer for titusindvis af milliarder i det, der vil blive den nye og forbedrede POMO.
En sidste ting, som Saravelos ikke berørte, er hvor alle disse asiatiske (læs japanske) penge i stedet går hen, hvis de ikke genbruges i amerikanske statsobligationer, og bestemt ikke i langfristede japanske statsobligationer:
Svaret:
