Kære læser
Efter Israels raketangreb fredag på iranske atomanlæg og andre militære anlæg er vi tæt på at kunne konkludere, at der igen er udbrudt en storkrig i Mellemøsten, som ikke slutter lige med det samme.
Det er tydeligt, at de finansielle markeder ikke denne gang regner med, at det hele er overstået med nogle enkeltstående angreb fra begge parter mod modparten.
Natten til lørdag fortsatte de iranske raketangreb mod Israel, hvor der nu er to dødsofre. Også Israel fortsætter angreb mod Irans atomanlæg efter at have ramt mål fredag, hvor ledende militærpersoner og atomforskere i Iran blev dræbt.
Israel informerede USA før angrebene, men USA fastholder, at de ikke var involveret, og Iran siger, at de var. Som svar har den amerikanske præsident Trump opfordret Iran til at lave en aftale om landets atomprogram.
Og han har advaret om ”endnu mere brutale” israelske angreb, og at der er meget mere på vej fra dem. Det virker unægteligt som om, at USA og Israel her har en fælles mission, som godt kan trække ud.
Det israelske militær, IDF, oplyste fredag, at mindre end 100 missiler blev affyret fra Iran, og de fleste blev opfanget. Efter den indledende iranske reaktion sagde den øverste leder Khamenei, at Israel ikke vil forblive uskadt, og at Teheran ikke vil gå skrue ned for angrebene. Yderligere sagde en højtstående iransk embedsmand, at ingen steder i Israel vil være sikre, og at dets hævn vil være smertefuld.
Som sådan vil al opmærksomhed i weekenden være rettet mod eventuelle reaktioner og yderligere eskaleringer. Efter Irans angreb sagde Israel, at det ville reagere på den iranske bombning ved at målrette civile områder, ifølge Channel 12, der citerer israelske embedsmænd.
Vi følger med i udviklingen på blandt andet Times of Israel og den arabiske Tv-kanal Al Jazeera, som har mange interessante ekspertvurderinger af udviklingen, selvfølgelig mest pro-iransk, samt live reportager.
Vores bundlinje er, at den nye krig i Mellemøsten også de næste uger og måske måneder vil påvirke de finansielle markeder ganske meget.
En god indikation på dette er udviklingen i den toneangivende amerikanske aktiefuture, S&P Future, der fredag efter de umiddelbare ret store kursfald natten til fredag, stille og roligt steg hen over fredagen.
Annonce: Følg Økonomisk Ugebrevs porteføljer på ØU Trader med handelsbeskeder live på SMS
Markedets forventning var antageligt, at angrebene fra begge sider stille og roligt ville stilne af, som vi har set tidligere. Kl. 17 dansk tid fredag havde de internationale markeder stort set genvundet kursfaldene de foregående 24 timer. Men derefter gik det nedad bakke igen. Den amerikanske aktiefuture sluttede dagen i minus 1,2 pct. og nervøsitetsindekset sluttede 15 pct. oppe.
Som det fremgår af vores gennemgang af sektortendenser i denne udgave, var der store variationer i performance i de forskellige sektorer. I forlængelse af et olieprishop på 7 pct. fredag, steg energiaktierne, og det var med til at trække de fleste shippingaktier med op.
Som det fremgår af gennemgangen, fortsætter de danske defensive aktier med at performe rigtig flot, præcis det billede vi også fokuserede på i den seneste udgave af ØU Formue.
Med fortsat geopolitisk usikkerhed, hvor stigende energipriser igen kan rykke inflationen opad, og investorernes ønske om at tage risiko ud af porteføljerne, ser vi fremadrettet forsigtige aktiemarkeder med en sivende tendens og et fortsat træk over mod defensive aktier, der vil styrke det danske aktiemarked, relativt til andre markeder.
I Økonomisk Ugebrevs Porteføljer sluttede den Kortsigtede Portefølje ugen med et år-til- dato-afkast på 17 pct. mod Copenhagen Benchmark indeks på 6 pct. Den forsigtige portefølje sluttede i 2 pct. efter pæne plusser i vores beskyttelsespositioner, altså de to ETF’er i henholdsvis det amerikanske nervøsitetsindeks VIX og short S&P 500 indeks.
Vi vil hen over weekenden give updates om udviklingen i krigen, og hvordan de toneangivende aktiefutures i weekendmarkedet udvikler sig. De vil være en god temperaturmåler på, hvordan de finansielle markeder opfatter den helt aktuelle udvikling.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør