Med ny nedjustering fortsætter Novos nedtur. 2. halvår 2025 byder i værste fald på en marginal omsætningsvækst, men også på en forventelig godkendelse af Wegovy i pilleform. Det vil give Novo et vigtigt forspring i forhold til konkurrenten Eli Lillys kommende vægttabspille. Men med betydelige skala- og omkostningsfordele kan konkurrencen blive meget hård.
Novo har i år nedjusteret flere gange drevet af volumen, og det skaber en ny og mere kortsigtet usikkerhed, der har afløst den langsigtede usikkerhed, der for alvor blev skudt i gang med det skuffende CagriSema-studie ved juletid 2024.
Og selvom man i høj grad har lagt skylden på den nu ulovlige kopimedicin, er det også tydeligt, at man har det svært i den direkte konkurrence med Eli Lilly. Først og fremmest i USA, men årets 2. nedjustering indeholdt også en lille advarsel om øget konkurrence på enkelte af de internationale markeder, hvor Novo ellers har stået stærkt.
Mens Novo ihærdigt kæmper for at (gen-)vinde markedsandele i USA, begynder konturerne af det mulige fremtidige pillemarked at tage form indenfor vægttabsmedicin. Novo har længe haft en pilleudgave af Wegovy klar, men har formentlig holdt den tilbage pga. de produktionskapacitetsproblemer, man oplevede ved lanceringen af Wegovy.
I april viste Novos konkurrent Eli Lilly lovende vægttabsdata fra et studie med pillen orforglipron til diabetespatienter, og på den baggrund var det skuffende, at nye data for overvægtige uden type 2 diabetes kun viste et vægttab på 9,3 pct. til 12,4 pct. efter 72 uger.
Umiddelbart betyder det, at Novos Wegovy-pille formentlig kan levere et højere vægttab.
Med 2. kvartalsregnskabet kom det også frem, at Eli Lilly har øget sit lager af orforglipron til 808 mio. USD ved udgangen af 1. halvår 2025.
Orforglipron er en small molecule pille, hvilket gør den betydeligt billigere og nemmere at producere end de eksisterende fedmemidler Wegovy og Zepbound. Eli Lillys seneste bruttomargin ligger på 85 pct., og produktionsomkostningerne er meget lave ved et small molecule.
Der bliver gjort klar til en meget stor lancering af pillen, hvis/når den forventeligt bliver godkendt om et års tid. I forhold til produktion og skalering har Eli Lilly en markant fordel med orforglipron, som kan vise sig at være en betydelig fordel på sigt, hvis fedmemarkedet bliver mere pris- og volumenfokuseret.
Med kursfaldet er Eli Lilly 17 pct. nede i år, hvilket er markant bedre end Novo, men dog bestemt ikke nogen fest.
Forskellen i markedsværdi og værdiansættelse mellem de to selskaber er nu markant. Novos vækst er p.t. næsten væk, og det har sat sig i værdiansættelsen, hvor det mere og mere ser ud til, at investorerne overvejer, om Novo skal værdiansættes som en valueaktie fremfor en vækstaktie.
Konklusion
Aktuel kurs 323,05
Kortsigtet anbefaling (< 3 mdr.) Køb
Langsigtet kursmål (12 mdr.) 400,00
Steen Albrechtsen
SA – og/eller dennes nærtstående ejer aktier i Novo
Disclaimer: Læs her om ØU’s aktieanalyser.