NKT meddelte i går, at de har fået en ordre på levering af højspændingskabler, der skal forbinde Energiø Bornholm med det danske elnet. Ordren har en værdi af EUR 650 mio., hvilket er med til at øge sigtbarheden frem mod 2030, hvor NKT nu står med en ordrebog på EUR 10,8 mia., svarende til 4 års omsætning, når de planlagte kapacitetsudvidelser i Karlskrona og Køln er fuldt oppe at køre i 2028. NKT har således sikret fuld kapacitetsudnyttelse frem mod 2026/2027 og over 75% af kapaciteten i 2028-2030, hvis vi medregner rammeaftalerne fra TenneT og SSEN.
Prisen pr. km. kabel løber op i EUR 2,8 mio. målt i standardmetalpriser, hvilket er højere end de EUR 1,9 mio., som NKT i 2024 indgik ordrer på. Det vidner om, at priserne fortsat ligger på et højt niveau, hvilket er understøttende for lønsomheden i takt med at NKT begynder at eksekvere på de ordrer, der er taget ind hen over de sidste par år.
Vi er dog overrasket over, at Energinet allerede nu er klar til at lægge ordren, da Tyskland endnu ikke har givet bindende tilsagn om, at de vil bidrage til de stigende udgifter på projektet. Men regeringen har altså besluttet at lade Energinet underskrive en kontrakt om levering af kablerne, fordi de har fået indikationer om, at Tyskland er villige til at indgå i et samarbejde