Aktiemarkedet tog i går positivt imod Novo Nordisk’s annoncering af 9.000 mand stor global fyringsrunde – heraf 5.000 i Danmark – svarende til 11,5 % af arbejdsstyrken. Aktiemarkedet sendte Novo-aktien op med 3,5 %. Formålet med fyringsrunden er at øge hastigheden i beslutningsprocesser (dvs. reducere forretningskompleksiteten), styrke performancekultur og omdirigere ressourcer til vækstområder inden for diabetes og fedme for at imødekomme den stigende globale efterspørgsel og øget konkurrence i et mere forbrugerorienteret fedmemarked.
Vi deler investorernes positive opfattelse af annonceringen, set med et investorperspektiv, og ser det som en offensiv og nødvendig tilpasning af en organisation efter flere år med massiv vækst – man har fået lidt for meget fedt de forkerte steder. Vi ser en ny topchef, Mike Doustdar, der viser handlekraft, leverer på de udmeldinger, han har givet og reducerer kompleksiteten.
Vi anser derudover tiltaget som et offensivt move frem for en defensiv besparelsesøvelse for at forbedre indtjeningen, hvor Novo trimmer forretningen for at få kanaliseret pengene derhen, hvor det giver bedst mening, nemlig på det vækstinteressante vægttabs- og diabetesmarked. Qua det faktum, at besparelserne geninvesteres i fremtidige vækstmuligheder, forventer vi ikke, at gårsdagens annoncering kommer til at give store ændringer i markedsforventninger til vækst og indtjening fra 2026 og frem.