AI-chip producenten Nvidia er blevet verdens mest værdifulde virksomhed med en markedsværdi på 4,3 trillioner dollars med kun én mand, der står bag: Jensen Huang. Han er kineser, født på Taiwan. Han voksede op som indvandrer i USA fra han var ti år. Han blev mobbet i skolen, fordi han var lille og højt begavet. Den fascinerende historie er fortalt i bogen ”The Thinking Machine” skrevet af Stephen Witt. Bogen er ikke svær at forstå, selv om den i høj grad handler om chips og kunstig intelligens, skriver journalist Hugo Gaarden i denne anmeldelse.
Jensen Huang virker som en enestående mand: Han har været tallerkenvasker i en Denny´s Diner-kæderestaurant i Silicon Valley, og for godt 30 år siden solgte han hardware til videospil. Han øjnede her en ny udvikling i computerbranchen, nemlig ”parallel-computere.”
Hans vision var, at der ville opstå et enormt marked for kunder, der havde brug for megen computerkraft. Ingen havde tidligere kunnet gøre parallelcomputere til en succes, men Huang kunne.
Han hed oprindelig Jen-Hsung, som han i USA ændrede til Jensen. Han tabte masser af penge på sin idé, indtil en gruppe nørdede akademikere i Toronto i 2012 købte to af hans videospil for at træne en slags kunstig intelligens, der blev kaldt neurale netværk.
Så begyndte han at spytte chips ud fra sine maskiner. I mange år havde aktierne i det børsnoterede selskab stort set ingen værdi, og indtjeningen var lav. Der gik ti år, før omverdenen lagde mærke til Nvidia. Fra begyndelsen af 2023 kom der virkelig gang i salget, og aktiekursen eksploderede fra starten af 2024.
I dag laver Nvidia verdens mest avancerede chips til AI – og sælger til skyhøje priser til selskaber, som træner kunstig intelligens, f.eks. ChatGPT. Kina kan ikke lave lige så avancerede chips, men kineserne forstår at kombinere eksisterende chips, så de kan lave lige så avancerede AI-værktøjer som Silicon Valley-selskaberne.
Jensen Huang ved, det er en trussel, og at han skal være på det største marked for kunstig intelligens – Kina.
Så han har fået præsident Donald Trump til at droppe sit forbud mod chip-eksport til Kina udover de allermest avancerede.
Pludselig tænker i andre baner
Forfatteren Stephen Witt har talt med 200 mennesker om Huang, og han har haft lange interviews med Jensen. Han beskriver ham som en person, der er besat af ingeniørens tankegang. Han er vanskelig at tale med. Han kan nogle gange sige noget, han ikke vil stå ved, fordi han pludselig tænker i andre baner. Hans fokus er hele tiden på at udvikle produkterne og hele ideen med Kunstig Intelligens.
Han fortæller, at han er dødtræt af den voksende frygt, der er hos mange eksperter for de negative sider ved kunstig intelligens. Han kan stort set kun se fordele, og det prædiker han for sine medarbejdere, der betragter ham som en profet, selvom de også er bange for ham.
Kunstig Intelligens har ingen hormoner, siger han. De har ikke nogen sexlyst. De kan ikke formere sig. De kan ikke drømme. De har intet instinkt for at overleve. De har ikke menneskelige trang til at dræbe. Så, hvad er problemet?
Men kan kunstig intelligens en dag besidde bevidsthed, ville Stephen Witt gerne vide og fik endnu et interview med Huang. ”Vil kunstig intelligens dræbe jobs?” spurgte han irriteret Witt. ”Dræber lommeregnere matematik? Jeg er træt af al den diskussion. Vi kan bringe alle omkostninger ned til næsten nul, som når vi producerer elektricitet, der bringer skovhugning ned til nul for at få brænde til madlavning og varme.”
Det er måske ikke en særlig relevant sammenligning. Men han understreger en ubrydelig tro på menneskets formåen. At spekulere over menneskehedens udryddelse er ikke en opgave for virksomheder.
Witt sluttede samtalen af ved at besøge en tænkende maskine, nemlig Eos, en supercomputer med 10.000 chips i en bygning ved siden af Nvidias hovedkvarter. Han kom ind i en gigantisk computer, der trænede en sprogmodel. Den kan lave 300 milliarder trillioner beregninger! Ja, tallet er rigtigt. Og Huang drøner videre.
The Thinking Machine, Stephen Witt, Viking, 248 sider, 18,36 dollar.
Hugo Gaarden
