Elendige afkast over de seneste tre år og en stor adfærdsændring i danskernes investeringsmønster er gået hårdt ud over de uafhængige investeringsfonde som Maj Invest, Formuepleje og C WorldWide. Storbankerne klarer sig på en stærk distributionsplatform. Dugfriske regnskaber viser, at de uafhængige fondsmægleres indtægter og overskud falder dramatisk i disse år. Investeringseksperter er usikre på, om de tidligere så populære danske stjernefonde overhovedet har en fremtid, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
De har direkte adgang til mediespalterne i landets største danske aviser, de trækker fulde huse, når de turnerer landet med deres årlige investormøder, og de har nogle af landets højeste lønninger. Men alligevel ser fremtiden dyster ud for de danske aktiestjerner fra de uafhængige fondsmæglere.
Sådan ser billedet ud baseret på aktuelle halvårsregnskaber fra de uafhængige fondsmæglere. Tidligere var de ikke til at komme uden om på det danske investeringsmarked, og deres fonde findes stadig hos stort set alle danske pensionsselskaber.
Men fortsætter tendensen, kører de sikkert på lånt tid. For kunderne flygter, efter de stort set alle sammen har leveret ringere investeringsafkast end de indeks, som de ellers havde lovet at matche på afkast. I forvejen var der et træk fra dyre investeringsforeninger over mod billigere ETF’er. Så svage afkast er kun med til at forstærke tendensen.
De seneste regnskaber viser, at indtjeningen styrtdykker. Og sådan vil det sikkert fortsætte. Henrik Frydenborg Hansen, der ejer firmaet IndeksInvest og tidligere fondsanalytiker fra Finansdanmark (FIDA), siger, at danskerne for tiden er på vej væk fra aktive og dyre fonde. Han vurderer, at det nok er den udvikling, der forplanter sig i fondsmæglernes indtjening.
”FIDAs markedsstatistik viser, at investorer over de seneste tre til fem år har fået skuffende afkast på afdelinger med danske aktier, og det har kostet på den samlede AuM. Blandt andet hos BLS Invest og hos Fundamental Invest. Det betyder et lavere indtægtsgrundlag. Maj Invest prøver vist at vende udviklingen ved at lancere nye fonde i UCITS ETF-segmentet, alle med 0,6 pct. i årlige omkostninger. Men jeg ved det faktisk ikke, om de generelt har en fremtid, hvis jeg skal være ærlig,” siger Henrik Frydenborg Hansen.
Ændringen i danskernes investoradfærd falder sammen med, at de tidligere stjerneforvaltere alle er gået skævt af aktiemarkedet i de senere år. Stifter af Pengeministeriet Karsten Engmann Jensen siger, at det i nogle tilfælde har været så slemt, at kunderne kun har fået en tredjedel af det afkast, de var stillet i udsigt. Ikke mindst Formuepleje har skuffet.
”Vores kunder ser på, hvad de er gået glip af ved at investere i de mest populære og aktive fonde. De senere år har deres afkast været langt under markedsafkastet – måske kun en tredjedel af det. Det får vores kunder til at skifte til passive og billigere fonde. Det er svært at sælge aktive og dyre fonde lige nu. Og jeg ved ikke, om de overhovedet har en plads hos investorerne i fremtiden,” siger Karsten Engmann Jensen, der rådgiver private investorer med at udvælge investeringsfonde.
Kunderne forsvinder
Henrik Frydenborg Hansen konstaterer, at godt en milliard af danskernes sparekroner hver måned er flyttet væk fra de aktive og dyre fonde – over mod passiv og billig indeksinvestering. Udviklingen er netop dokumenteret af Nationalbanken. De tidligere Skagen Fondene, der for år tilbage heller ikke var til at komme uden om, viser, hvor stærkt udviklingen kan gå, hvis man ikke leverer varen. De fyldte meget i Danmark i gamle dage, nu fylder de ingenting.
Maj Invest er en af dem, der fylder allermest i dag, og stifter Jeppe Christiansen er blevet hovedrig undervejs. Men nu falder indtjeningen markant, viser det nye halvårsregnskab. Overskuddet er dykket næsten 40 pct. over tre år, fra 63 mio. kr. til 39 mio. kr.
Bestyrelsesformand Henrik Parkhøi fra Maj Invest siger, at der er forskellige årsager til, at indtjeningen falder i disse år.
”Først og fremmest var vores indtjening ekstra høj sidste år pga. performance fees fra frasalg af virksomheder. Men vi er også ramt af investorernes skifte mod passive fonde, som vi søger at imødekomme med nye fonde, men også ved markedsføring rettet mod nye kunder,” siger han til Ugebrevet.
I BLS Invest faldt indtjeningen i samme periode 15 pct., C WorldWide 40 pct. og Fundamental Invest 86 pct. Formuepleje er hårdt ramte og nedjusterede senest resultatforventningerne i den nye halvårsrapport.
Ugebrevet har spurgt stjerneforvalterne, hvad der ligger bag nedgangen i indtægter og indtjening, og hvordan de har tænkt sig at vende udviklingen. Men ikke mange af dem ønsker at udtale sig til citat. Uden for blokken er det udviklingen i danske aktier, der får skylden. Altså at danske aktier ikke har givet et særligt højt afkast de senere år. I hvert fald sammenlignet med amerikanske aktier.
”Vi har oplevet en tilbagegang fra eksisterende kunder bl.a. som konsekvens af en periode med lavere relative afkast og et generelt prispres i markedet med en tendens til, at flere har valgt at indeksere. Den trend – og passive investeringsstrategier – har vist sig at være fordelagtigt for investorerne de seneste år. Vi ser fortsat, at aktiv forvaltning har en vigtig plads for langsigtede investorer. Vi har særligt haft succes med tilgang fra kunder i USA, særligt større pensionskasser. Vi forventer, at den fremtidige kundetilgang særligt vil komme fra det amerikanske marked og øvrige udenlandske markeder,” siger Tim Kristiansen fra C WorldWide.
Carsten Vitoft
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.