ALK og Ambus klimamål er godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi), som anses for at være guldstandarden for det globale erhvervsliv på klimaområdet. Men de to selskabers ”videnskabsbaserede” klimamål forpligter ikke selskaberne til at reducere deres samlede CO₂-aftryk. Klimamålene går på, at selskaberne skal få en vis andel af deres leverandører til at sætte SBTi-mål uden kontrol af målopfyldelse. Genmab har offentliggjort et lignende klimamål, skriver redaktør Claus Strue Frederiksen.
Ifølge Ambus seneste årsrapport har selskabet et samlet CO₂-aftryk på 209.000 ton. Det såkaldte scope 3 aftryk, der blandt andet inkluderer leverandørkæden, udgør 91 pct. af aftrykket.
På trods af scope 3 aftrykkets klare dominans i klimaregnskabet, har Ambu valgt at sætte et klimamål, der ikke forpligter selskabet til at reducere scope 3 aftrykket. I stedet har Ambu sat et mål om, at 82 pct. af selskabets leverandører (målt på emissioner) i 2027 skal have klimamål, der er godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi).
Ambus klimamål er godkendt af SBTi, og således ”videnskabeligt” baseret. Men da SBTi ikke måler og vurderer selskabers klimapræstationer – og samtidig aldrig har ekskluderet et selskab fra SBTi-universet på grund af ringe klimapræstationer, er der ingen garanti for, at Ambus scope 3 aftryk vil være reduceret, selv hvis selskabet når sit klimamål i 2027. Det eneste målopfyldelsen garanterer er ekstra penge til SBTi fra Ambus leverandører. Organisationen tager mellem 8.000 og 185.000 kr. i gebyr for at godkende virksomheders klimamål.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Ambu, hvorfor selskabet har valgt et SBTi-klimamål, der indebærer, at Ambu ikke er forpligtet til at nedbringe sit scope 3 aftryk inden 2027.
Ifølge Casper Venbjerg Hansen, Senior Director, Sustainability and Risk & Compliance i Ambu, var klimamål med fokus på leverandørengagement helt normalt i life science-branchen, da Ambu sidste år fik godkendt sit SBTi-mål.
”Derfor valgte vi samme tilgang, så vores mål nemt kan sammenlignes med andre aktørers – og dermed skabe gennemsigtighed for eksterne interessenter”, siger Casper Venbjerg Hansen.
Andre life science-selskaber har – eller har haft – SBTimål, der ikke går på absolutte CO₂-reduktioner af scope 3 aftrykket, men i stedet fokuserer på at øge andelen af leverandører med SBTi-mål. Som omtalt i ØU ændrede Novo Nordisk tidligere på året sit SBTi-mål fra leverandørengagement til at omhandle reelle scope 3 reduktioner. Det skete efter ØU havde påpeget forholdet for selskabet.
Som hovedregel forpligter godkendte SBTi-mål virksomheder til at reducere deres absolutte scope 3 aftryk med en vis procentandel set i forhold til en konkret baseline. Eksempelvis har A. P. Møller–Mærsk et SBTi-mål, der går på at reducere selskabets scope 3 udledninger med 21,9 pct. inden 2030 med 2022 som baseline.
Ud af 12 danske selskaber indenfor pharma, life science og sundhedsudstyr med SBTi-godkendte klimamål har tre af dem – Ambu, ALK og LEO Pharma – såkaldt leverandørengagement mål, altså en fjerdedel af selskaberne.
Ifølge Casper Venbjerg Hansen er SBTi det mest anerkendte og robuste rammeværktøj til at sætte klimamål og arbejde systematisk med CO₂-reduktioner: ”Når en leverandør forpligter sig til SBTi, kræver det en reel indsats for at nedbringe drivhusgasser – selvom selve godkendelsen ikke i sig selv er en garanti for resultater.”
Casper Venbjerg Hansen har dog ikke noget bud på, hvor stor en CO₂-reduktion Ambus leverandørengagement vil kaste af sig – den beregning har selskabet nemlig ikke lavet.
ALK har også fået sit klimamål godkendt af SBTi. Målet går på, at 80 pct. af ALK’s leverandører (målt på emissioner) skal have et SBTi-mål i 2028. Ligesom hos Ambu forpligter målet ikke ALK til at reducere selskabets scope 3 udledninger, der udgør 87 pct. af de samlede CO₂-aftryk.
Louise Krüger Kofoed, chef for bæredygtighed i ALK, vil da heller ikke udelukke, at ALK’s scope 3 aftryk vil stige de kommende år: ”Da ALK er en virksomhed i vækst, og vores indkøb af varer og tjenesteydelser kan forventes at stige over de kommende år, kan vi ikke udelukke, at vores totale scope 3 emissioner i 2028 vil være større end i 2022 (baseline, red.). Det er dog stadig vores vurdering, at emissionerne fra scope 3 vil falde over tid, i takt med at vores leverandører implementerer deres reduktionsprogrammer”, siger Louise Krüger Kofoed.
Læs hele artiklen her
Claus Strue Frederiksen