Her gennemgår vi de aktier, som lige nu vækker opmærksomhed ud fra en teknisk synsvinkel. Det kan være ved en stigning op gennem en modstandslinje, et fald ned gennem en støttelinje, udbrud fra en trendkanal, en tilstand af overkøbt eller -solgt som følge af en hurtig stigning eller et hurtigt fald etc.
Ørsted
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 122,55
Ørsted annoncerede torsdag en fyringsrunde, som ved udgangen af 2027 vil have reduceret antallet af ansatte fra 8000 til 6000. Investorerne tog godt imod budskabet om en væsentlig omkostningsreaktion, og sendte aktiekursen i vejret i et ellers negativt marked.
Rockwool
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 234,65
Rockwool faldt 16 pct. den 20. august, og siden har kursen været sivende. Men aktiens styrke har gradvist været stigende de seneste par uger, og i denne uge brød kursen op gennem loftet i en faldende kurskanal. I første omgang er modstandslinjen ved kurs 250 målet, men hvis den passeres er der fri bane op mod kurs 315.
Bang & Olufsen
Anbefaling: Sælg
Aktuel kurs: 11,96
Bang & Olufsens 1. kvartalsregnskab sendte ved børsens åbning torsdag aktiekursen ned med 11,2 pct., og nedturen fortsatte fredag. Det er en voldsom reaktion på et 1. kvartalsregnskab, og specielt i betragtning af, at helårsforventningerne fastholdes. Reaktionen afslører en manglende tillid til selskabet hos investorerne.
Vestas Wind Systems
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 129,40
Vestas fortsætter sin stabile stigning, men når vi alligevel nøjes med at sige Hold, skyldes det, at afslutningen på året er meget vigtig for selskabet. Det skaber usikkerhed op til 3. kvartalsregnskabet den 5. november, så på kort sigt er Vestas primært for den risikovillige investor.
ISS
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 203,20
ISS bevæger sig sidelæns omkring kurs 200, mens spændingen stiger omkring selskabets sag mod Deutsche Telekom, som nærmer sig afgørelsen. Hvis den falder ud i ISS’ favør, udløser det 600 mio. kr., som vil blive sendt videre til aktionærerne. Et negativt resultat kan derimod udløse et større kursfald, eftersom en ISS-sejr til en vis grad allerede er indregnet i kursen.
Genmab
Anbefaling: Hold
Aktuel kurs: 2044,00
Genmabs kursfald i denne uge er naturligt efter aktiens eksplosive kursstigning. Nu er spørgsmålet bare, om det endnu engang bliver en mindre korrektion før næste kurshop, eller om toppen er nået for denne gang. Den forsigtige investor tager gevinsten hjem nu.
Brdr. A&O Johansen
Anbefaling: Køb
Aktuel kurs: 103,40
AOJ har været stigende siden april, men kursstigningen gik i stå midt i august. I denne uge viste det sig at have været en midlertidig pause, idet kursen torsdag passerede modstandslinjen ved kurs 100 under en særdeles høj omsætning.
Bruno Japp
Tidshorisont for anbefalinger: Kommentarerne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Ovenstående anbefalinger kan pga. den korte tidshorisont afvige fra vores anbefalinger med en længere tidshorisont andetsteds i ØU Formue. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en aktie kan være købs- eller salgsegnet på kort sigt uden at være det på længere sigt. Bemærk endvidere, at købs- og salgsanbefalingerne kun er vejledende.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.