Historien om RTX er i grove træk, at EBITDA-nulpunktsomsætningen ligger omkring 500 mio. kr. Med en pæn indikeret fremgang i det netop afsluttede regnskabsår med en vækst helt oppe omkring 10 pct., er der tegn på, at krisen er ved at være ovre. I den konklusion vægter det også, at storkundernes lagre er ved at være nedbragt, således at det mere strukturelle og kortsigtede pres på omsætningen er overstået. Det nyere satsningsområde Health Care leverer stadig fin omsætning og ikke mindst flot indtjening med lyse fremtidsudsigter, skriver redaktør Steen Albrechtsen.
Efter mange kvartalers opbremsning og ledelsestumult er der nu ved at falde ro på hos RTX’ store langvarige kunder i det store Enterprise-segment, der rundt regnet udgør tre fjerdedele af den samlede omsætning.
Storkundernes lagre er nedbragt efter en tidligere opbygning, og det betyder med RTX’ egne ord, at der igen lægges nye ordrer, og efterspørgslen er ved at vende tilbage til et mere normalt og forudsigeligt mønster.
Den resterende omsætning er fordelt nogenlunde ligeligt mellem ProAudio og Healthcare. Men det billede er under forandring, for Healthcare synes at være kommet ind på et solidt vækstspor, mens ProAudio har oplevet tilbagegang det seneste stykke tid.
Således viser RTX’ segmentopdelte omsætning og EBITDA, at ProAudio i 3. kvartal omsatte for 17,5 mio. kr. med et negativt EBITDA på 6,7 mio. kr. For Healthcare viste 3. kvartal en omsætning på 22,9 mio. kr. med et positivt EBITDA på 10,4 mio. kr.
En del af tilbagegangen i ProAudio er lidt mere strukturelt baseret, da RTX har justeret forretningsmodellen over i retning af produktion af mere standardiserede komponenter og i mindre grad mere komplette produkter. Det reducerer kompleksiteten og ressourceforbruget hos RTX, men sænker også omsætningen per solgte enhed.
RTX ProAudio er RTX A/S’ forretningsområde for professionelle lydløsninger, som sælges til store producenter af færdige lydanlæg. De designer og leverer trådløse audiosystemer og moduler til brands/producenter – typisk til live-events, studier, intercom og konference – som kan integreres i fx mikrofoner, in-ear-monitorer og headsets.
Omlægningen tager tid. Det betyder også, at der går noget tid, førend de mere standardiserede komponenter er implementeret i kundernes udviklingsproces og dermed klar i nye lanceringer. RTX oplyser, at man ser øget aktivitet hos kunderne, og det skaber optimisme for de kommende år. Det er også værd at nævne, at man i ProAudio-segmentet finder militære kunder.
Indenfor Healthcare fungerer det næsten lige omvendt, idet man via dybere partnerskaber er langt mere involveret i det endelige produkt, som i realiteten er RTX’ eget, og som via partnere (f.eks. Philips) integreres i større systemer.
God afslutning på regnskabsåret
RTX har i årets første ni måneder nået 407 mio. kr. i omsætning efter et stærkt 2. og 3. kvartal med omsætning på 159 og 147 mio. kr. Den opjusterede årsforventning på 530-560 mio. kr. fordrer således en omsætning på nogenlunde samme niveau i årets sidste kvartal. Og måske endda reelt en smule bedre, hvis man tager højde for den faldende dollar.
Det er interessant, fordi RTX i årets første tre kvartaler præsterede et EBITDA-resultat på 22,2 mio. kr. og i regnskabet løftede man bunden af EBITDA-forventningen fra 15-35 mio. kr. til 25-35 mio. kr. Med andre ord er det tydeligt, at RTX lige nu er ved at være tilbage på et omsætningsniveau, hvor selv mindre fremgang giver tydeligt gennemslag på bundlinjen.
Kan RTX fastholde den store Enterprise-forretning på det genetablerede niveau, bør der være udsigt til sorte tal på den nederste bundlinje i det kommende regnskabsår, hvis den gode udvikling i Healthcare kan fastholdes, og ProAudio også er ved at have bundet ud.
Årsregnskabet 2024/25, som afsluttes i november, vil ikke have et stort aftryk fra den nye CEO Henrik Mørck Mogensen, der tiltrådte i marts, da der principielt kun var syv måneder tilbage af regnskabsåret.
Med en ordrehorisont på 3-6 måneder er det marginalt, hvad CEO’en har kunnet ændre i det forgangne regnskabsår. Til gengæld vil det nye regnskabsår fuldt ud være hans ansvar og værk, om man så må sige. Også selvom de store udviklingslinjer/-cyklusser i et selskab som RTX naturligvis løber over flere år.
Steen Albrechtsen
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.







