For de fleste selskaber med aktietilbagekøbsprogrammer var oktober en forholdsvis begivenhedsløs måned. Men Nordea skilte sig ud fra mængden.
Nordea åbnede den 20. oktober et aktietilbagekøbsprogram på 250 mio. euro. Det svarer til ca. 1865 mio. kr. og hvis vi ser på størrelsen af de igangværende aktietilbagekøbsprogrammer, placerer det Nordea på en femteplads. I toppen ligger A.P. Møller-Mærsk med et planlagt køb af egne aktier for 7200 mio. kr.
Men størrelsen skal ses i forhold til programmets løbetid, og Nordeas aktuelle aktiebagekøbsprogram løber kun frem til udgangen af 2025.
Man kan derfor argumentere for, at det er børsens største aktietilbagekøbsprogram, kun overgået af A.P. Møller-Mærsk.
ISS standsede i tirsdags tilbagekøbet af egne aktier som følge af fusionen med Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank.
Bruno Japp

Sådan læses tabellen: Tilbagekøb af egne aktier er en måde at sende en del af selskabets overskud tilbage til aktionærerne. Altså en form for indirekte udbytte. Bestyrelsen bemyndiges traditionelt på generalforsamlingen til at iværksætte tilbagekøb af egne aktier på op til 10 pct. af aktiekapitalen.
Teoretisk set har aktietilbagekøb ikke nogen praktisk betydning for aktionærernes samlede afkast af deres investering, da der blot flyttes kapital mellem to kasser, som aktionærerne begge ejer. Nemlig selskabet og aktionærens bankkonto. Men i praksis kan virkeligheden være anderledes. Specielt når der er tale om store tilbagekøb af egne aktier kan det påvirke aktiekursen positivt, da det sender et positivt signal til aktiemarkedet. Budskabet om, at et selskab producerer så meget fri kapital, at det kan undvære en væsentlig del heraf medvirker til at gøre selskabet – og dermed aktien – attraktiv for investorerne. Konsekvensen vil ofte være, at kursen ikke falder så meget, som den teoretisk set burde gøre.
I ovenstående tabel er linjerne sorteret efter hvor stor en procentdel af den daglige omsætning i aktien selskabet selv står for, hvis den finansielle ramme for det aktuelle aktietilbagekøbsprogram skal udfyldes indenfor programmets tidsfrist. Det fortæller hvilken del af efterspørgslen efter aktien, som er kunstigt skabt, og som derfor forsvinder, når aktietilbagekøbsprogrammet udløber.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






