Ifølge en pressemeddelelse fra Finanstilsynet vurderer tilsynet, at finansielle virksomheder generelt lever op til kravene om at rapportere investeringers negative bæredygtighedspåvirkning, men mange mangler dog fortsat konkrete og målbare tiltag, viser en ny rapport.
”Det er positivt, at virksomhederne tager ansvar og arbejder målrettet med bæredygtighed. Vi ser dog stadig, at der mangler konkrete og målbare tiltag på flere områder, og at det i nogle tilfælde kan være svært for brugerne at finde oplysningerne på virksomhedernes hjemmesider,” siger Henrik Brarup Damgaard, kontorchef i Finanstilsynet.
Særligt data om sociale forhold og miljøtemaer som biodiversitet og affald er mangelfulde. Finanstilsynet opfordrer virksomhederne til at følge anbefalingerne frem mod næste rapportering, mens EU arbejder på at revidere reglerne i SFDR-forordningen.
Finanstilsynet konkluderer i rapporten, at sektoren er på rette vej med bæredygtighedsrapportering, men at kvaliteten skal løftes. Ifølge tilsynet kræver det mere konkrete mål, bedre data og større gennemsigtighed, hvis virksomhederne skal leve op til kravene i de kommende år.
Hele pressemeddelelsen kan læses her.




