Fra søndagens udgave af ØU Finans:
Kære læser
Ja, overskriften hentyder til de seneste dages udvikling på de finansielle markeder.
De situationer, hvor man som investor skal være mest årvågen, er, når markedet begynder at vise systematisk svaghed, uden at der er konkrete begivenheder eller begrundelser for en klar svækkelse og øget nervøsitet og usikkerhed. Der har længe været en masse advarselssignaler. Men det er samlet set ikke været tilstrækkeligt til at ryste de finansielle markeder.
Men er det så anderledes denne gang? Mit bud er ’sandsynligvis.’
Der synes at være et systematisk optræk til accelererende svaghed på de finansielle markeder, som understøttes af øget tvivl i holdbarheden i de enorme AI-investeringer, i udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked og de generelle værdiansættelser på Bigtech-aktier, som slet ikke har taget nok hensyn til de underliggende risici.
Et vigtigt advarselssignal er, at det denne gang ser sortere for tech og krypto. Vi ser nu et bredt og synkront fald i de tidligere så uovervindelige AI- og big tech-aktier. De store amerikanske indeks bliver trukket ned af de samme syv-otte navne, som ellers har båret hele opsvinget. Når både Nasdaq og de mest hypede AI-selskaber falder markant på få dage, er det sjældent bare “støj”.
Det kan meget vel være tegn på, at den lange momentum-trend er ved at vende.
For det andet sker faldet netop i de mest gearede og mest populære hjørner af markedet. De store investeringsbanker peger på, at momentum-strategierne tager deres næst værste tæsk i år, og at det især er de aktier, alle er ejet – der bliver smadret. Det plejer at være et sent-cyklus signal: de samme aktier, der drev festen, bliver nu flugtvejen ud.
Samtidig er kryptomarkedet gået i sort. Bitcoin er slået tilbage til niveauer, vi ikke har set siden foråret, og ethereum falder endnu mere. Når de mest spekulative aktiver falder samtidig med big tech, sender det et klart budskab: risikovilligheden tørrer ud, og likviditeten er ved at forsvinde.
Det bekymrende er, at kredit- og derivatmarkederne bekræfter billedet. Kreditspændene på ellers solide navne som Oracle stiger, og flere banker beskriver et marked, hvor volatiliteten i optionsmarkedet forstærkes af, at dealer-husene ligger med negativ gamma. Det betyder dybere fald, hver gang der kommer et salgspres – og ingen naturlig stødpude.
Vi står også med et ekstremt crowdet marked. Hedgefonde ligger ifølge de seneste data med den højeste gearing i mange år, og deres lange porteføljer er bemærkelsesværdigt koncentrerede omkring de samme AI- og tech-navne, som nu falder. Oven i det er privatinvestorerne tungt investeret i præcis de samme aktier. Når både professionelle og private står på samme smalle planke, bliver det farligt, hvis alle vil ud ad døren på én gang.
Til sidst må vi ikke overse det makroøkonomiske bagtæppe. Fed-medlemmerne puster igen til den høgeagtige retorik, og markedet har nedjusteret chancerne for rentenedsættelse. Samtidig giver hverken statsobligationer eller guld den forventede sikker havn, mens cykliske sektorer taber terræn til traditionelle forsvarsaktier som sundhed og dagligvarer. Det ligner klassisk sent konjunkturfase – men uden et oplagt sted at gemme sig.
Alt i alt peger mønstret på mere end en almindelig korrektion. Vi har et marked, hvor de mest gearede og mest populære handler er overfyldte, hvor risikovilligheden vender ned, og hvor centralbankerne ikke længere står klar med gratis likviditet. Det er en cocktail, der kan give langt dybere fald, hvis først tilliden for alvor brister. Denne gang er det svært at se, hvad der skal “redde” festen – og det gør mig mere bekymret for 2025, end jeg har været længe.
God læselyst
Morten W. Langer
Chefredaktør
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.






