Fra Danmarks Statistik:
Beskæftigelse for lønmodtagere (md) september 2025
Lønmodtagerbeskæftigelsen steg i september med 5.100 personer. Det svarer til en stigning på 0,2 pct. I september havde 3.069.400 personer et lønmodtagerjob. I sektoren virksomheder og organisationer , som primært består af private virksomheder, var antallet af lønmodtagere 3.900 personer højere end i august, svarende til en stigning på 0,2 pct. I sektoren offentlig forvaltning og service steg antallet af lønmodtagere i september med 1.200 personer, hvilket er en stigning på 0,1 pct. Tallene i denne offentliggørelse er foreløbige og korrigeret for normale sæsonudsving.
40.100 flere lønmodtagere på et år
I september var der 40.100 flere lønmodtagere sammenlignet med 12 måneder tidligere. Det svarer til en stigning på 1,3 pct. I sektoren virksomheder og organisationer var der 31.800 flere lønmodtagere, svarende til en stigning på 1,5 pct. I sektoren offentlig forvaltning og service var antallet af lønmodtagere i september 8.800 højere sammenlignet med 12 måneder tidligere, hvilket svarer til en stigning på 1,0 pct.
Største stigninger i Sundhed og socialvæsen og i Hoteller og restauranter
I september var der i branchen Sundhed og socialvæsen en stigning på 1.400 lønmodtagere i forhold til måneden før. Det svarer til en stigning på 0,2 pct. I branchen Hoteller og restauranter steg antallet af lønmodtagere med 500 personer i september, svarende til 0,4 pct.
Revision i forhold til seneste offentliggørelse
I forhold til seneste offentliggørelse er antallet af lønmodtagere planmæssigt revideret for juli og august 2025. Antallet af lønmodtagere er inden sæsonkorrektion nedjusteret med 400 personer i juli, mens antallet af lønmodtagere i august var uændret. Revisionerne er normale for statistikken og skyldes, at datagrundlaget er blevet mere fuldstændigt.
Kilder og metode
Statistikken belyser udviklingen i antal personer med lønmodtagerjob fra måned til måned. Statistikken bygger på arbejdsgivernes indberetninger til SKATs eIndkomst.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.



