Ifølge Novo Holdings’ skattepolitik skal selskabet hvert år udgive en selvstændig skatterapport, som indeholder land-for-land rapportering samt oplysninger om selskabets totale skattebidrag. Novo Holdings har imidlertid ikke udgivet en selvstændig skatterapport i år – og selskabets øvrige regnskaber inkluderer hverken land-for-land rapportering eller oplysninger om selskabets totale skattebidrag. Emil Christensen, Head of Tax i Novo Holdings, begrunder den manglende efterlevelse af skattepolitikken med, at Novo Holdings befinder sig i en omstillingsperiode med nye og meget krævende rapporteringskrav på skatteområdet.
NH (Novo Holdings, red.) will provide information to stakeholders about NH’s position on taxation, including taxes paid and collected. This will include total tax contributions and country-by-country reporting, which will be made available to the public through our public tax reporting in the form of a special annual tax report. (Novo Holdings, Tax Policy, 2021)
Ovenstående fremgår af Novo Holdings’ skattepolitik, der altså er krystalklar: Selskabet skal hvert år udgive en selvstændig skatterapport, som inkluderer en land-forland oversigt over selskabets skattebetalinger samt oplysninger om selskabets totale skattebidrag, fordelt på afholdte skatter som selskabsskat og opkrævede skatter, herunder medarbejderskat.
Den overordnede skattepolitik er godkendt af bestyrelsen – og altså ikke noget som ledelsen i Novo Holdings kan vælge at efterleve efter forgodtbefindende. Alligevel har selskabet valgt ikke at udgive en selvstændig skatterapport i år.
Den seneste skatterapport blev udgivet den 31. januar 2024, altså for 22 måneder siden. Her fremgår det blandt andet, at Novo Holdings’ samlede skattebidrag i 2022 var på 40,7 mia. kr., fordelt på 21,5 mia. kr. i afholdte skatter og 19,2 mia. kr. i opkrævede skatter. Rapporten indeholder også land-for-land rapportering for udvalgte regioner.
Økonomisk Ugebrev har spurgt Novo Holdings, hvorfor selskabet ikke har udgivet en skatterapport med lignende oplysninger i år – og hvorvidt den manglende rapportering betyder, at Novo Holdings handler i strid med selskabets egen skattepolitik.
Emil Christensen, Head of Tax i Novo Holdings, erkender, at Novo Holdings ikke har udgivet en selvstændig skatterapport i 2024.
”Baggrunden for dette er, at vi p.t. befinder os i en omstillingsperiode, hvor vi på koncernniveau er blevet underlagt nye og meget datakrævende rapporteringskrav på skatteområdet, herunder Pillar II-reglerne samt de tilsvarende amerikanske Corporate Alternative Minimum Tax-regler. Derudover er 2025 det første regnskabsår, hvor vi på koncernniveau vil være omfattet af kravene om offentliggørelse af CbCR (land-for-land rapportering, red.)”, oplyser Emil Christensen i et svar til Økonomisk Ugebrev.
Pillar ll-reglerne, som Emil Christensen henviser til, udspringer af en stor global skatteaftale, der har til hensigt at gøre op med skattely ved at indføre en bund under selskabsskatten på 15 pct. Vi omtalte aftalen i Økonomisk Ugebrev i efteråret 2021 – reglerne har således været kendt længe, og gælder alle virksomheder over en vis størrelse, ikke kun Novo Holdings.
De amerikanske regler omhandler også minimumsbeskatning på 15 pct. og var en del af Biden-administrations Inflation Reduction Act.
Ifølge Emil Christensen er det imidlertid disse regler, der har fået Novo Holdings til ikke at udgive en selvstændig skatterapport i 2024, selvom det klart fremgår af Novo Holdings skattepolitik, at selskabet skal udgive en sådan rapport hvert år.
”I lyset af de nye globale regler på skatteområdet og kravene om offentliggørelse af CbCR-data vurderer vi derfor, hvordan vi fremadrettet på bedst mulig måde kan rapportere vores samlede skattebidrag på koncernniveau uden at påføre vores mere end 15 underkoncerner yderligere tunge administrative rapporteringsbyrder”, oplyser Emil Christensen.
Novo Holdings’ seneste skatterapport, altså den som blev udgivet for 22 måneder siden, indeholder ikke kun oplysninger om selskabets skatteforhold. Rapporten indeholder også en række forventninger omkring skattetransparens til de selskaber, som Novo Holdings kontrollerer, herunder Novo Nordisk og NNIT.
Læs hele Claus Strue Frederiksens artikel her







