Fra Schouw
BioMar – foreløbige finansielle forventninger for 2026 og på mellemlang sigt
Den 12. november 2024 meddelte Schouw & Co.s bestyrelse, at der er igangsat en evaluering af en mulig separat børsnotering af BioMar. Formålet med vurderingen er at afgøre, om en sådan notering vil skabe værdi for Schouw & Co. og dets aktionærer, samtidig med at BioMar sikres de bedste forudsætninger for fortsat vækst.
Evalueringen forløber som forventet. Schouw & Co. bistås af et syndikat bestående af fire finansielle institutioner: DNB Carnegie og Morgan Stanley som Lead Joint Global Coordinators samt Danske Bank og Nordea som Joint Global Coordinators. FIH Partners fungerer som uafhængig IPO-rådgiver for Schouw & Co. og BioMar.
Som led i forberedelserne til en mulig separat børsnotering af BioMar på Nasdaq Copenhagen, som kan finde sted i første halvår af 2026, har Schouw & Co.s bestyrelse vurderet BioMars kortsigtede og mellemlange forventninger og besluttet at offentliggøre udvalgte foreløbige oplysninger.
| Parameter | Forventning 2026 | Kommentarer |
| Solgte mængder | 1.600-1.670 tusinde ton | Volumen forventes 2-7% højere i 2026 sammenlignet med 2025 |
| Omsætning | 16.000-17.000 mio. kr. | Under forudsætning af nuværende valutakurser og råvarepriser på nuværende niveau |
| EBIT | 1.100-1.200 mio. kr. | Afskrivninger og amortiseringer forventes at udgøre ca. 400 mio. kr. |
| Capex | 300-500 mio. kr. | Over historisk niveau. Afhænger af timing af en mulig udvidelse i Ecuador på ca. DKK 250 mio. |
Frem mod 2030 sigter BioMar mod at opnå en gennemsnitlig volumenstigning på 4-6% pr. år, mens EBIT forventes at vokse med 8-10% pr. år. ROIC inkl. goodwill forventes højere end 20%.
Som en eventuelt selvstændigt børsnoteret virksomhed sigter BioMar mod en kapitalstruktur i intervallet 1,0-2,0 gange netto rentebærende gæld i forhold til EBITDA samt en udbyttepolitik med en målsætning om at udbetale mindst 50 % af årets nettoresultat.
Alle ovennævnte tal er foreløbige og kan ændres. Schouw & Co. offentliggør årsrapporten for 2025 den 5. marts 2026, hvor forventningerne for Schouw & Co. og de øvrige porteføljeselskaber vil blive præsenteret.




