Finanshus: Fem drivkræfter, der styrer de globale markeder i 2026

En ny analyse fra schweiziske Julius Bär om finansmarkederne i 2026 sætter skarpt fokus på fem strukturelle trends, som efter bankens vurdering vil forme afkastbilledet de næste fem-ti år. Hvor 2010’erne var præget af lav inflation, faldende renter og amerikansk aktie-dominans, står vi nu i et langt mere fragmenteret og politiseret regime. Dette er første artikel i en serie, hvor vi gennemgår 2026-vurderingerne fra de store internationale finanshuse.

For investorer betyder det, at klassiske pejlemærker – som centralbankernes signaler og konjunkturcykler – i stigende grad må suppleres med en analyse af geopolitik, finanspolitik og teknologisk disruption.

1. Fra globalisering til strategisk omstilling

Ifølge Julius Bär er verden på vej væk fra den “fredsdividende”, der fulgte efter Den Kolde Krig. Ukraine-krigen og især Trumps såkaldte Liberation Day-tariff i april 2025 har cementeret et mere multipolært system med skarpere kon­fliktlinjer mellem USA, Kina og en række regionale blokke.

Alligevel er der ikke tale om egentlig de-globalisering. Verdens forsyningskæder er for komplekse og indbyrdes profitable til at blive rullet tilbage. I stedet ser vi selektiv “reshoring” og “friend-shoring” i sektorer, der defineres som sikkerhedspolitiske, eksempelvis energi, halvledere og digital infrastruktur.

Politiske beslutninger, sanktioner og handelskonflikter slår hurtigere igennem i priserne end tidligere. Hovedpointen er, at global porteføljespredning ikke længere er nice to have, men en forudsætning for at overleve regimeskiftet.

2. Finanspolitikken tager styringen

Covid-krisen og Ukraine-krigen tvang regeringer til at bruge finanspolitikken mere aktivt. Det, der begyndte som krisehåndtering, er nu ved at blive en permanent model. I USA har store støttepakker til grøn omstilling, industri og infrastruktur sat tonen siden 2021.

Det mest markante skifte i 2025 er sket i Europa. Det gamle dogme om stram budgetdisciplin er parkeret til fordel for massive investeringer i energi- og forsvars-uafhængighed. Tyskland har taget et historisk opgør med sin tidligere sparelinje, og NATO-landenes nye mål om fem pct. af BNP til forsvar frem mod 2035 peger i samme retning.

Resultatet er, at finanspolitikken i stigende grad bliver strukturelt ekspansiv – og i praksis procyklisk. Det understøtter vækst og visse sektorer, men øger også risikoen for vedvarende underskud, inflationspres g stigende gæld.

3. Finansiel undertrykkelse og politiserede renter

Efter inflationschokket i 2022-23 normaliserede central- bankerne renterne fra de ekstremt lave niveauer efter finanskrisen. Men med gældsniveauer på omkring 235 pct. af globalt BNP er det politisk vanskeligt at tillade et fuldt markedsbestemt renteniveau, der afspejler risikoen.

De klassiske strukturelle kræfter – aldrende befolkninger, digitalisering og finansiel gearing – virker fortsat disinflationære. Men kombinationen af høj offentlig gæld og stadig mere aktiv finanspolitik trækker i modsat retning. Finanshuset vurderer, at “fiskal dominans” vil få stadig større betydning for rentekurven: Renter og inflation bliver i højere grad politiske størrelser end markedspriser, og centralbankerne mere politisk afhængige.

Det øger sandsynligheden for forskellige former for finansiel undertrykkelse: målrettet kurvestyring, selektiv QE, regulering, der tvinger pensionssektor og banker til at holde statsgæld, samt implicit tolereret inflation. For investorer bliver realrenten – og ikke den nominelle – det centrale fokuspunkt.

5. Innovations-supercyklus med vindere og tabere

AI-revolutionen, energiomstillingen og fremskridt i life science skaber er en sjældent bred og dyb innovations- bølge. De amerikanske “hyperscalers” har drevet aktiemarkederne til nye rekorder og investerer trecifrede milliardbeløb i datacentre og strømkapacitet.

Det er imidlertid langt fra givet, at alle nuværende markedsvindere også bliver de langsigtede økonomiske vindere. Generativ AI er allerede udbredt, men produktivitetsgevinsterne er ujævnt fordelt, og mange virksomheder kæmper stadig med at omsætte teknologien til dokumenterede bundlinjeforbedringer.

5. Investeringskonsekvens: Diversifikation og realaktiver

På tværs af disse trends tegner der sig et fælles budskab: Markederne bevæger sig ind i et mere fragmenteret, politiseret og teknologisk drevet regime, hvor historiske afkastmønstre ikke kan ekstrapoleres mekanisk. Finans- huset peger på global diversifikation, større vægt på realaktiver (herunder guld) og selektiv eksponering mod strukturelle vækstlommer i bl.a. Indien, Kina og dele af Europa som centrale greb.

Morten W. Langer