Fra Danske Bank:
Generelle tendenser på aktiemarkedet
Det danske C25 indeks tog igen fredag en pæn stigning, hvor indekset svang frem med 0,7 pct., hvilket bringer sidste uges samlet stigning op på 3,1 pct. Novo Nordisk lagde sig komfortabelt i toppen med en stigning på 3,0 pct., og fortsætter 2026 uden negative afkast endnu. Europa var bredt set i godt humør og Stoxx 600-indekset overgik det danske indeks med en stigning på 1,0 pct. for fredagen. I fredagens aktiemarked var det især udgivelsen af den amerikanske jobrapport for december, der trak opmærksomheden, hvor beskæftigelsen skuffede en smule, mens arbejdsløsheden var bedre end ventet. Det amerikanske S&P 500 endte med en fremgang på 0,7 pct., hvor Intel lagde sig i front med en stigning på 10,8 pct. De asiatiske markeder er her til morgen positive med Taiwan Taiex indeks i toppen med 1,2 pct., efter positive AI tendenser.
Selskabsspecifikke nyheder – Danmark
Novo Nordisk -aktien steg i fredags med 3 pct. efter nyheden at Amazon fremover ville sælge selskabets Wegovy-tablet via Amazon Pharmacy. Dermed fortsatte opturen som i løbet af de første seks handelsdage i 2026 er gået op med 15,5 pct. Novo Nordisk lancerede den orale version af Wegovy tidligere på ugen i USA efter godkendelse lige før jul. Eli Lilly forventedes at lancere sin vægttabspille om få måneder.
Pandora faldt med 13 pct. i fredags, efter at smykkeselskabet nedjusterede sine forventninger. Baggrunden var rekordhøje priser på guld og især sølv, som har presset virksomheden, da selskabet ikke har kunne hæve priserne i samme tempo. Pandora forventer nu en organisk vækst på 6 pct. mod tidligere 7-8 pct. ved årsregnskabet den 5. februar.
Øvrige nordiske markeder
Saab -aktien var også blandt fredagens vindere, og steg med hele 6,3 pct., efter at den svenske forsvarskoncern modtog en ordre fra den svenske forsvarsmaterielstyrelse, på SEK 1,5 mia. Ordren omfattede levering af Trackfire Remote Weapon Station i perioden 2026-2028 til den svenske hær. Trackfire er en fuldt stabiliseret, fjernstyret våbenstation, der kan anvendes på både land- og flådeplatforme.
Øvrige udland
Intel steg med 10,8 pct. efter positive udmeldinger fra USA’s præsident, Donald Trump, som roste chipkoncernens topchef efter et møde mellem parterne. Det amerikanske teknologiselskab, der er en central aktør inden for halvledere og avanceret chipproduktion, havde i forvejen haft medvind, siden den amerikanske stat sidste år overtog en ejerandel på omkring 10pct. Desuden har interessen fra både Nvidia og Softbank yderligere styrket investorernes tillid til selskabets langsigtede position.
Hurtige nyheder er stadig i beta-fasen, og fejl kan derfor forekomme.

