Til trods for, at Konkurrencerådet sidste sommer igangsatte en helt ny markedsefterforskning af skadesforsikring, er priserne nu igen på vej i vejret, og dermed skærper branchen konflikten med myndighederne. Samtidig hober problemerne sig op omkring ejerskifteforsikringer, hvor ny lovgivning trækker ud. Flere dårlige sager er på vej i 2026, og et par mindre selskaber er endnu tættere på konkurs, skriver fagredaktør Carsten Vitoft.
Forsikringsbranchen er igen begyndt at hæve priserne over de seneste uger. Også selv om der sidste år var massivt fokus på, hvor godt konkurrencen fungerer i forsikringsbranchen. De nye tilbud, der indhentes blandt uafhængige forsikringsrådgivere, vidner om nye prisstigninger på mellem seks og ti pct. her i starten af 2026. Det er noget mere end den normale indeksering af priserne, fortæller Søren Ahlgren Mortensen, indehaver af konsulentfirmaet Komplet Køberrådgivning.
”Vi startede med at se det i slutningen af sidste år, og det er så fortsat i år, og det er både de private forsikringer – herunder særligt husforsikringen – men det er også erhvervsforsikringer. Vi ser det i de nye tilbud, vi indhenter til kunderne. Og jeg er lidt overrasket, når man tænker på, hvor meget fokus, der allerede har været på stigende priser,” siger han.
Inflationspresset har det seneste år været aftagende, hvilket alt andet lige burde have dæmpet prispresset. Netop forsikringspriserne var der også fokus på i den konkurrenceredegørelse, som Konkurrencerådet fremlagde i april sidste år. Her fortalte Rådets formand, professor Christian Schultz, om et mindre gennembrud, da Konkurrencerådet kunne afsløre, at forsikringsbranchen i årevis har hævet priserne svarende til udviklingen i lønningerne og ikke inflationen.
Det fik Konkurrencerådet til at iværksætte en markedsefterforskning for første gang nogensinde. At priserne nu igen er på vej i vejret, vil uden tvivl blive et stort tema i de kommende måneder, men også i Konkurrencerådets undersøgelse, der kan blive færdig i slutningen af året. Søren Ahlgren Mortensen tror ikke, undersøgelserne vil få den store effekt på branchen eller prisudviklingen:
”Der kommer ikke til at ske meget, så længe politikerne er fraværende omkring konkurrencen i branchen, og en ny analyse fra Konkurrencerådet vil ikke gøre den store forskel.”
Prisstigninger er også i fokus allerede i den kommende uge, hvor en sag mellem Tryg og Forbrugerombudsmanden afgøres i Højesteret. Tryg har i årevis hævet priserne over for kunderne uden at varsle det grundigt nok. Forbrugerombudsmanden har fået medhold så langt, og Tryg skal betale pengene tilbage i det omfang, sagerne ikke er forældede.
Ejerskifte spøger stadig
Politikerne er også fraværende, når det kommer til de varslede lovændringer omkring ejerskifteforsikring. Forsikringsbranchen har allerede fremlagt et forslag sidste år, som dog er forkastet af regeringen, der selv arbejder mod nye regler på området.
Ejerskifteforsikringer er de mest udskældte på markedet, og meget få selskaber ønsker at udbyde produktet. Også her stiger priserne hurtigt grundet endnu dårligere konkurrence.
Emnet er altså også på dagsordenen i 2026, men kilder siger til Ugebrevet, at det ikke bliver på denne side af et folketingsvalg, at regeringen fremlægger noget. De centrale ministre er optaget af andre ting op til valget, og derfor vil fokus fortsat være på problemerne frem for løsningerne.
Også andre problemsager hober sig op. Det kommer til at fortsætte i år med flere dårlige sager, der vil udfordre tilliden til forsikringsbranchen endnu mere.
Særligt forsikringsselskaberne ETU og Domus Forsikring er i problemer. Deres skadesbehandling ligger i ruiner, hvilket en tur omkring Trustpilot vidner om: Der bliver flere og flere dårlige sager, og jo længere sagerne kører, jo dyrere bliver de. Det store spørgsmål er kun, hvor længe de kan holde sig oprejst.
ETU kan ikke opfylde Finanstilsynets minimumkapitalkrav, og det kan være et spørgsmål om dage eller uger, før håndklædet smides i ringen. Domus har opfyldt kapitalkravet, men er ved at drukne i skadesbehandlingen.
Ugebrevet prøvede i denne uge at komme i kontakt med begge selskaber. Domus har nedlagt sit telefonnummer, så kunderne kan ikke længere ringe til dem. ETU henviser telefonisk til en ekstern skadesbehandler, som heller ikke i denne uge var i stand til at skabe hul igennem til ETU.
Carsten Vitoft
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her










