For cBrain bremsede væksten op i 2025, og det kunne investorerne bestemt ikke lide. I vores øjne ser det dog ud til, at aktien har blødt betydeligt mere end selve forretningen, der bør kunne levere et comeback i 2026. Udover selskabets egen ringe 2025-præstation på regnskabstallene har det heller ikke hjulpet, at ellers stabile og højt prissatte softwareaktier er blevet hårdt ramt af globalt udsalg af frygt for, at AI overflødiggør de dyre softwareløsninger, skriver redaktør Steen Albrechtsen.
Der opstår til tider situationer, hvor et selskabs aktie synes at være ødelagt, selvom selskabet ikke er ødelagt. Det udtryk bruges typisk, når en aktiekurs falder helt sammen, (eksempelvis ved bristede kortsigtede forventninger), mens selskabet ikke på nogen måde er på vej mod konkurs.
Man fristes til at se på cBrain-aktien i det lys. Den tidligere himmelstormende software-aktie cBrain har nemlig haft betydelig modvind på det seneste, skabt af dels en generel AI-drevet frygt for softwareselskaberne, dels en ubønhørlig repricing efter en vækstpause. Ifølge selskabet en vækstpause primært på grund af langstrakte beslutningsprocesser i udenlandske ordrer.
2025 endte med en tilbagegang i omsætningen på 6 pct. til 251 mio. kr. Det står i modsætning til de 10-15 pct. vækst fra 2024-omsætningen på 268 mio. kr., ledelsen oprindeligt havde udmeldt. Nedturen blev skudt i gang med den første nedjustering i slutningen af oktober, hvor væksten blev sænket fra 10-15 pct. til 0-5 pct.
Forklaringen var forsinkelser i tidskrævende danske projekter samt udenlandske projekter, der trak ud. Årsagerne var stadig forsinkelser og udskudte projekter, da den næste nedjustering kom lige før jul, hvor det stod klart, at 2025 ville blive et år med tilbagegang.
Et fald i salget af nye softwarelicenser (altså ikke softwareabonnementer) fra 69 mio. kr. i 2024 til 30 mio. kr. i 2025 viser tydeligt, at det er de store udenlandske ordrer, der ikke er kommet i hus i samme omfang som tidligere. Eksporten faldt fra 90 til 70 mio. kr. og understøtter billedet.
Til gengæld – og det er væsentligt – blev det i 2025 til en fortsat pæn fremgang på 18 pct. fra 141 til 166 mio. kr. i omsætningen fra softwareabonnementer. Et klart vidnesbyrd om, at der stadig bygges på den store danske forretning.
Blandt andet kan man fremhæve en stor ordre til Århus Kommune på 4.500 brugere i første omgang, og med mulighed for senere udvidelse.
cBrain fremlagde i januar planerne for den nye strategiperiode 2026-2028, hvor fokus var på en ændring af go-to-market strategien. Man forsøger at gå væk fra at jagte de store enkeltstående (og timing-usikre) ordrer.
Ledelsen vil nu gå efter at få foden indenfor hos en række kunder via ”nicheområder”, for derefter at udvide forretningen. Land-expand-innovate siger cBrain, forstået på den måde, at kunden skal landes (i hus), derefter kan man udvide forretningen med kunden, for til sidst at innovere sammen med kunden og skabe nye løsninger og produkter.
Lidt populært sagt skal nicheområderne inden for miljøtilladelser (environmental permitting) og papirløs offentlig sektor (paperless ministries) på den måde agere brækjern for cBrain i forsøget på at lande ordrer. Samtidig arbejdes der i højere grad med at få eksterne partnere på plads, der kan gøre skaleringen nemmere.
Strategien, som på flere områder lyder lidt som tidligere, ændrer dog næppe grundlæggende ved investorernes opfattelse af cBrain og perspektiverne i forretningen.
Det største problem er nok, at cBrain er meget lidt konkrete ift. de finansielle ambitioner i strategiperioden.
Budskabet fra markedet synes at være, at en fint formuleret strategi ikke er meget værd, hvis den ikke bakkes op af mere konkrete målsætninger. Det er særligt i lyset af vækstopbremsningen i 2025 vigtigt at have nogle finansielle pejlemærker, når tilliden blev slidt i 2025, og cBrain i forvejen ikke var en ”billig” aktie, men en af de vækstaktier, som vi tidligere har beskrevet med et ”køb og luk øjnene”, fordi væksten var på sporet.
Mindre sigtbarhed omkring resultater, forsinkelser og langsommere beslutningsprocesser gjorde udfaldet i 2025. På en måde er der derfor også en vis fornuft i på den baggrund at holde igen med målsætninger længere frem end 2026. Det hjælper bare ikke investorerne i deres syn på virksomheden.
Klog af skade virker det dog som om cBrain har anlagt en lidt mere konservativ tilgang til 2026 -guidance, idet man har ”inkluderet nogle upfront-licenser”, men også fortæller, at der er potentielle ordrer/muligheder i Tyskland og USA, som vil være upside til årets guidance.
Steen Albrechtsen
Intro-pris i 3 måneder
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt på.
- Fuld adgang til ugebrev.dk
- Nyhedsmails med daglige opdateringer
- Ingen binding
199 kr./måned
Normalpris 349 kr./måned
199 kr./md. de første tre måneder,
herefter 349 kr./md.
Allerede abonnent? Log ind her









