Analyserne beskriver, hvordan en langvarig krig med Iran gradvist ændrer investorernes syn på inflation, vækst, renter og staters økonomi. Forfatterens hovedpointe er, at jo længere konflikten varer, desto mere bliver markedet tvunget til at indregne, at konsekvenserne ikke blot er midlertidige energiprischok, men kan få varige virkninger for hele den makroøkonomiske udvikling.
I den første fase har markedsreaktionen været ret klassisk: investorer har købt energiaktier og solgt det meste andet. Samtidig er de gået væk fra aktiver, som klarer sig bedst ved faldende renter, og over mod aktiver, der kan drage fordel af højere obligationsrenter. Det afspejler et marked, der først og fremmest har fokuseret på olieprisernes inflationsskabende effekt.
Alligevel peger teksten på et vigtigt paradoks: de langsigtede inflationsforventninger er næsten ikke steget. Tværtimod viser 5Y5Y-inflationsswaps, at markedet forventer lavere inflation på lidt længere sigt end tidligere på året. Det tyder på, at investorerne opfatter energiprishoppen som et kortsigtet chok snarere end begyndelsen på en mere permanent inflationsspiral.
På aktiemarkedet er virksomheder og analytikere ifølge teksten næsten gået i stå. Der kommer omtrent lige så mange opjusteringer som nedjusteringer, og indtjeningsforventningerne til S&P 500-selskaberne er faktisk blevet hævet den seneste måned. Det tolkes som et tegn på, at der endnu ikke er sket en reel forværring i virksomhedernes forventninger. Derfor kan investorer hurtigt vende tilbage til aktier, når usikkerheden dæmper sig, selv om ingen kan sige præcist hvornår.
På rentemarkedet trækker teksten især på analyser fra Apollo og Morgan Stanley. Apollo-økonom Torsten Slok argumenterer for, at de amerikanske 10-årige renter ligger højere, end de “burde”, hvis man alene så på forventningerne til Federal Reserve. Ifølge ham skyldes den ekstra rentepræmie blandt andet bekymringer om amerikansk finanspolitik, mindre udenlandsk efterspørgsel efter statsobligationer, kvantitative stramninger og tvivl om centralbankens uafhængighed. Muligheden for, at Fed i fremtiden hæver sit inflationsmål, nævnes også som en risiko, fordi det kan gøre inflationen mere ustabil.
Teksten fremhæver dog, at der nu ser ud til at være sket et stemningsskifte. Tidligere steg olieprisen, obligationsrenterne og presset på aktierne nogenlunde i takt. Men nu er sammenhængen begyndt at bryde op: olieprisen er fortsat oppe over 100 dollar pr. tønde, mens de lange renter er begyndt at falde. Det tolkes som et tegn på, at markedet i stigende grad flytter fokus fra inflation til vækstnedgang. Investorerne begynder altså at tro, at krigens negative effekt på økonomien kan blive så stor, at den vil presse centralbanken til rentenedsættelser senere.
Bloomberg og flere obligationsforvaltere citeres for samme vurdering: godt nok er inflationen stadig et problem, men vækst- og tillidstabet kan efterhånden komme til at veje tungere. Derfor kan renterne falde, selv om oliepriserne forbliver høje.
Samtidig introducerer teksten en anden mulig forklaring på markedsbevægelserne: forventninger om finanspolitiske hjælpepakker. Morgan Stanleys rentestrateg Matthew Hornbach rejser spørgsmålet, om markedet allerede er begyndt at indregne, at regeringer vil forsøge at modvirke den efterspørgselsødelæggelse, som høje energipriser skaber, ved hjælp af finanspolitisk stimulans. Altså: hvis dyr energi rammer husholdninger og virksomheder hårdt, kan staten komme med støtteordninger, skattelettelser eller subsidier, som holder hånden under væksten.
Som eksempler nævnes Spanien og Portugal, der allerede har foreslået eller vedtaget tiltag for at dæmpe energipriserne. Pointen er, at hvis USA følger samme spor, kan det ændre hele markedets fortolkning af krisen. I stedet for kun at se højere oliepriser som en væksttrussel, kan investorer begynde at se dem som udløser for ny statslig stimulans. Dermed kan efterspørgslen blive holdt oppe, mens inflationen fra energipriserne består — og det kan i sidste ende tvinge centralbanken til en mere stram linje.
Morgan Stanley vurderer dog, at almindelig ekstra krigsfinansiering til Pentagon næppe er nok til at forklare markedets reaktion. Skal markedet tro på en finanspolitisk impuls, der virkelig ændrer rentebanen, må det være en langt bredere pakke, rettet mod de private aktører, der bliver ramt af stigende energiomkostninger.
Teksten kobler også denne udvikling til et mere grundlæggende skifte i investorernes tankegang efter pandemien. Før corona var den dominerende opfattelse, at centralbankerne var den vigtigste krisemekanisme: svag vækst gav lavere renter, høj inflation gav højere renter. Finanspolitikken kom ofte senere og var mindre afgørende. Efter pandemien mener forfatteren, at investorerne i højere grad ser regeringerne som den første og vigtigste krisereaktion, mens centralbankerne er blevet mere tøvende, fordi de hele tiden balancerer mellem vækstproblemer og inflationspres. Det betyder, at markedet hurtigere kan begynde at spekulere i offentlige hjælpepakker end i rentenedsættelser.
Til sidst rejser teksten endnu en risiko: at lande i Mellemøsten kan blive tvunget til at sælge amerikanske statsobligationer for at finansiere krig, forsvar og skader. Kuwait, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater nævnes som betydelige ejere af amerikansk gæld, og der henvises til data, som tyder på, at udenlandske monetære myndigheder allerede har reduceret deres beholdninger. Hvis sådanne salg tager fart, kan det lægge yderligere opadgående pres på de lange amerikanske renter, netop samtidig med at markedet forsøger at vurdere effekten af både vækstsvækkelse, mulig finanspolitisk stimulans og kommende centralbankreaktioner.
Samlet set fremstiller teksten et marked fanget i et komplekst dilemma. På den ene side truer højere oliepriser med at skade væksten og på sigt trække renterne ned. På den anden side kan finanspolitisk stimulans og eventuelle udenlandske salg af statsobligationer presse renterne op. Forfatterens konklusion er, at det endnu er uklart, hvilken kraft der vil dominere. Men udviklingen i guld, kryptovaluta og obligationsmarkedet tyder på, at investorerne i stigende grad forsøger at indregne netop denne usikre kombination af stagflationsrisiko, svagere vækst, mulig finanspolitisk støtte og uro på obligationsmarkedet.
understand why the market did what it did
- Spain’s government proposed €5bn in measures to ease energy prices, including VAT cuts and subsidies
- Portugal’s government approved a bill allowing temporary electricity price caps in case of an energy crisis.
- Regarding supplemental funding, the bank’s public policy strategists note that the Pentagon already received roughly $840bn in the FY26 base defense appropriations bill, alongside an additional ~$150bn in supplemental funding passed via the OBBBA.
- They see a challenging path to passage of the additional ~$200bn that the media reported on.
scenario.
- Prior to the pandemic, investors believed that the main response mechanism to crisis came from central banks. A growth crisis led to lower rates, an inflation crisis led to higher rates. Governments reacted, but after the fact and sometimes too late.
- Today, it seems that investors might believe that the main response mechanism to a growth crisis comes from governments, not central banks – where central banks may act too late because they deal with rolling inflation crises.
Pr. mdr.
349 kr.
Få straks adgang til denne artikel og alle andre artikler på ugebrev.dk
- Alle artikler på ugebrev.dk
- Om investering, finans, ledelse, samfundsansvar, life science og Bestyrelsesguiden.dk
- Daglige nyhedsmails med nyheder og analyser



























